For 25 år siden stod vi ved indgangen til et nyt årtusind. Poul Nyrup var statsminister, og han sagde i sin nytårstale: »Men starten på et nyt århundrede – og et nyt – årtusind – er også en anledning til eftertanke: Hvor er vi som mennesker og som samfund. [...] Og hvor er vi på vej hen?« 

Lad os prøve at besvare hans spørgsmål: Hvor har de seneste 25 år ført os hen som samfund og som mennesker? Hvad har været de væsentligste erkendelser? At klimakrisen er en realitet? At demokrati og ytringsfrihed kun er vestlige og ikke universelle værdier, og at Oswald Spengler er ved at få ret – her lidt over 100 år efter sin forudsigelse af Aftenlandets undergang?

Især det sidste kom jeg til at tænke på, da jeg forleden læste en artikel i Politiken om noget så sælsomt fascinerende som de superriges etablering af luksusbunkere rundtomkring i verden. For eksempel er Mark Zuckerberg i gang med at opføre techfæstningen Koolau Ranch på Hawaii. Forventet pris: mindst to milliarder kroner. Men så får Zuckerberg også to palæer med landbrug, kvægfarm, tennisbaner, swimmingpool og 11 forbundne trætophytter i alt 5.295 kvadratmeter bygninger på de over 550 hektar ejendom. Mest interessant er den bunker, som også er ved at blive opført, og som han kan søge tilflugt i, når apokalypsen kommer: Bunkeren er på 464 kvadratmeter og har egen energi-, vand- og fødevareforsyning.

Zuckerberg er ikke alene om at investere i fæstninger, der kan minde om en genindførelse af middelalderborgen. Stadig flere superrige opfører luksuriøse tilflugtssteder med et højt niveau af sikkerhed og selvforsyningsmuligheder, og de opføres på øer og i Schweiz, Sverige, England, men også på kunstigt anlagte øer. En unavngiven milliardær skulle endda have fået designet et system, så napalm kan sprøjtes ud over en sø og antændes. Hvorfor? Hvis en milits skulle være på vej.

40-årige Mark Zuckerberg er en af verdens rigeste mænd, og nu også snart ejer af en topsikret luksusbunker i Hawaii. Foto: Godofredo A. Vásquez, Scanpix.
40-årige Mark Zuckerberg er en af verdens rigeste mænd, og nu også snart ejer af en topsikret luksusbunker i Hawaii. Foto: Godofredo A. Vásquez, Scanpix.

Modtag Weekendavisens daglige nyhedsbrev

Hver dag udvælger vi og præsenterer dén historie, De ikke må gå glip af. Tilmeld Dem her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

TIL ALLE TIDER har de allerrigeste frygtet folket, og siden årtusindskiftet har vi ikke kun set, at den globale ulighed er vokset markant, men også at pengene er blevet koncentreret på færre hænder; relativt få mennesker er i dag historisk rige. Engang bestod verden af mange små riger; i dag er verden mere blevet ét rige for de få, der står bag eksempelvis Facebook, Amazon, Tesla, Google, Apple og Microsoft.

Havde vi kunnet forudse den udvikling for 25 år siden? Det vil nogle sikkert hævde, at de kunne, men enhver kan formentlig se i dag, at den er i voldsom acceleration. Forbes vurderer således, at Elon Musk er over 2.288 milliarder kroner værd. Kong Midas kan godt gå hjem og lægge sig.

Spengler frygtede den åndløse og pengefikserede liberalisme, og hvis han kunne stå op af graven og møde nogle af techoligarkerne, ville han formentlig falde død om igen. For hvad er det, de har beriget verden med, og hvordan forvalter de deres formue? For Musks vedkommende er han gået i gang med at påvirke europæiske valg, mens Zuckerberg har været med til at fyre op under en digital udvikling, der ikke lader til at gøre folk til større demokrater og slet ikke ånder. Tværtimod har de sociale medier været med til at nære forargelsesøkonomien og gjort det til en kollektiv livsstil at udvise blodtørst. 

Tænk bare på, hvordan en drabssigtet for kun en måned siden blev hyldet på internettet efter at have slået forsikringsdirektør Brian Thompson ihjel på åben gade i New York. Hvad var det egentlig, vi så der? Vi så, hvordan nettet er i gang med at udviske et skel mellem berømmelse og kriminalitet, og hvordan drab åbenbart kan legitimeres af tilstrækkelig stor social indignation. I dette tilfælde indignationen over et absurd sundhedssystem.

Men vi så også ifølge professor og ekspert i digital kultur Tanya Horeck, hvordan der opstår en fascination af kriminelle mænds udseende, og det fyldte mig med kvalme at se, hvordan den drabssigtede blev dyppet i glimmer og udråbt til sexsymbol. Masseekstase over drab er selvsagt ikke et demokratisk sundhedstegn.

Da jeg for 25 år siden stod ved tærsklen til et nyt årtusinde, var jeg optimist og tog håbet for givet. Sådan har jeg det ikke længere. Når jeg læser om de superriges luksusbunkere, læser jeg en fortælling om civilisatorisk frygt, og når jeg læser om drabet på Brian Thompson, forstår jeg, hvorfor de forskanser sig.

Sociale medier har katapulteret os ind i vredens tidsalder, som Lena Lindgren skriver i EKKO. Et essay om algoritmer og begær, hvor hun heldigvis også anfører et spinkelt håb til sidst. Staterne må slå igen og regulere techgiganterne, og vi andre skal frigøre vores opmærksomhed fra algoritmerne. Det sidste er den vigtigste moralske og politiske kamp i vor tid, som techfilosoffen James Williams har påpeget.

Rettelse 13/1: I en tidligere version af denne kommentar stod, at arealet på Zuckerbergs ejendom er 5.295 kvm, men dette er alene arealet af bygningerne på grunden.