Essay. Med afsæt i sin egen familiehistorie skriver Sofi Oksanen om de tusinder af børn, som Rusland har taget i Ukraine og vil gøre til russere. En fred i Ukraine skal også være retfærdig for dem.
De stjålne børn
Tøjdyr, lys og legetøj, der symboliserer de børn, som er bortført i krigen, lagt i en demonstration afholdt af organisationen Avaaz og ukrainske flygtninge i Bruxelles et år efter storinvasionen af Ukraine. Arkivfoto: Nicolas Maeterlinck, Scanpix
Efter at have tilbragt årevis i Sibirien satte en ung mand i 1957 igen foden på hjemlandets jord, da han nåede frem til Sovjetestland, hvor han mødte min moster. De fik børn, som var bekymrede for, om de ville blive lige så små af vækst som deres far. Det blev de dog ikke.
Der var en årsag til deres fars lave statur. Teenageårenes højdevækst stagnerede ved martsdeportationerne i 1949, da Sovjetunionen deporterede 20.073 mennesker fra det okkuperede Estland. Blandt dem var en 14-årig dreng, min kommende onkel. Han overlevede Sibirien ved at spise kartoffelskræller og blev berøvet flere centimeter af sin højde, men vendte trods alt og modsat så mange andre hjem igen. Børnedødeligheden blandt de deporterede var høj.
Del:
