Nå, så oprandt dagen, hvor så meget dårligdom skal udpeges, dissekeres og kritiseres, at jeg knap ved, hvor jeg skal starte og slutte. Men fint nok, jeg kan da godt starte med det ved den nye Matador-musical, der ikke er fuldkommen nu-taber-jeg-snart-sutten-frygteligt. Det kan gøres kort: For det første er to sange iørefaldende gode, iscenesætter handlingen og nuancerer karaktertegningen, som gode musicalnumre gør. For det andet er der med få undtagelser sat et stærkt musikalsk hold, særligt Lea Thiim Harder og Søren Torpegaard som henholdsvis Ingeborg og den voksne Daniel Skjern skal fremhæves. For det tredje gør danserne det udmærket, selvom koreografien har en tendens til at gentage sig selv.

Nå, så skal jeg også i gang, og nu jeg er ved danserne, kunne jeg passende gå videre til scenografien, de danser rundt i. Med sin æresport af blinkende diskoblade ligner den et mareridt, David Lynch engang har haft, hvis det altså ikke var, fordi resten af Korsbæk er fikset på kedeligste projektorvis. Så er der kostumerne, som er uskønne, utidssvarende og decideret billige at se på. Værst ser Annette Heick ud i rollen som Elisabeth: Hun er blevet iklædt en lyserød flæsekjole med sorte knapper i noget, der må være polyester. Den ligner på ingen måde manufakturtøj fra 1920erne, men derimod very fast fashion fra 2010erne – tænk Zara, når Zara er værst. Også parykkerne udmærker sig ved en plasticagtig kvalitet. I rollen som Kristen har Carsten Svendsen eksempelvis fået noget på hovedet, der ville ligne et dødt dyr, hvis det ikke så så hamrende brandfarligt ud.