Lone-ly. Det er en plage rent kunstnerisk med alt det gode håb i romaner, der nærer sig på håbløsheden, som nu Lone Hørslevs nye, i lang tid solidt sejlende hærværksidyl.
Plakat- og pjecefuld
På side 17 i Lone Hørslevs nye, et godt stykke af vejen rimelig veloplagte – veloplagte i sin nådesløse skildring af hovedpersonens absolutte mangel på både kunstnerisk og eksistentiel veloplagthed – roman Svømmende, rygende, grædende står spørgsmålet: »Hvordan undgår man at blive anmeldt af Lars Bukdahl?«
Ikke sådan! Og slet ikke ved, ret meget af tiden, at skrive markant livfuldere end i den forrige roman med den samme forfattersignatur, Halvt i himlen, som jeg virkelig var grænsedeprimeret skuffet over. Hvilket nok er den direkte anledning til udbruddet.
Del:
