Kulturnote. Et hollandsk museum står midt i en samlekortskandale forårsaget af grådige ansatte.
Pokémon møder van Gogh
En skandale har ramt Van Gogh-museet i Amsterdam.
Museet solgte sidste år Pokémon-kort, som den verdensberømte kunstmaler Vincent van Gogh ville have malet dem, og disse blev hurtigt så populære, at folk kom til fra alle verdenshjørner for at besøge museet.
Det betød, at Van Gogh-museet slog publikumsrekord, men indebar også kaotiske tilstande, da udbuddet så langtfra matchede efterspørgslen. Kort, der var blevet købt i butikken for 120 euro, blev efterfølgende videresolgt på det verdensomspændende handelssite eBay for 1.200-2.500 euro. Endnu mere kaotisk udviklede det sig, da et sjældent Pikachu-kort blev fremstillet i samme stil som et af van Goghs selvportrætter, og nu viser en undersøgelse foretaget af den hollandske avis Het Parool, at flere af kortene ikke blev solgt på regulær vis, men under bordet af museets egne medarbejdere.
Flere Pokémon-fans og -samlere fortæller, at de udstillede kort i museumsbutikken pludselig var »reserveret«, selvom museets talsperson afviser, at de kunne reserveres. Andre fortæller, at de blev kontaktet direkte af museets egne ansatte, herunder vagter, og spurgt, hvor meget de ville betale for kortene. En gæst bed på og betalte 1.600 euro til en medarbejder.

Det fremgår af Het Parools dækning, at medarbejdere på Van Gogh-museet også har udleveret deres private telefonnumre med henblik på at lave en handel. Foreløbig er fire ansatte blevet afskediget.
Del:



