Det, som de færreste havde troet muligt, er nu blevet virkelighed: Bashar al-Assads regime er brudt sammen. Hans soldater er spredt for alle vinde, og de byer, han møjsommeligt generobrede efter den syriske revolutions udbrud i 2011, er faldet som dominobrikker under oprørsstyrkernes fremmarch.

Oprørernes lynoffensiv har overrasket alle – også dem selv. Da de i sidste uge indledte fremstødet mod Aleppo, var de ganske vist håbefulde, især fordi Hizbollah, Assads mest loyale styrke, var alvorligt svækket efter måneders israelske angreb. Men ingen havde kunnet forudse, at Aleppos fald ville udløse en kædereaktion, der på få dage ville bringe hele regimet i knæ.