»Bedste hilsner« har i årevis været den afskedssalut, jeg har brugt i mellemformelle e-mails, altså dem til folk, som jeg ikke ville skrive »kærlig hilsen« til, såsom bankrådgiveren eller en person, som jeg håber vil lade sig interviewe til avisen. En dag for mange år siden fik jeg en mail, hvis afsender havde skrevet »bedste hilsner«, og så gjorde jeg bare det samme. Det lød fint.

Men jeg er blevet træt af »bedste hilsner«. Ikke fordi folk ikke må få mine hilsner; jeg sidder ikke og puger hilsner sammen i et lille skrin – problemet er, at jeg lover for meget, hvis jeg påstår, at mine hilsner er bedst. De bedste i dag? De bedste nogensinde? Bedre end andres hilsner?