Ud over stepperne

Efter det hæderlige etmålsnederlag til de spanske europamestre lørdag samt tirsdagens hårdt tilkæmpede 2-2-resultat i Schweiz (uden flere skadede stamspillere) har det danske herrelandshold nu både prøvet at vinde, tabe og spille uafgjort under den vikarierende landstræner Lars Knudsen.

Endnu vigtigere er imidlertid den spilleglæde og det engagement, der efter to triste år atter har indfundet sig, ikke mindst takket være et langt mere nysgerrigt og søgende perspektiv ude fra bænken. Landstræneren synes aldrig at tøve med sine ind- og udskiftninger, mens nye kræfter som Albert Grønbæk, Gustav Isaksen og teenageren Patrick Dorgu er trådt frem med initiativ og mod.

Bare ti minutter inde i anden halvleg af kampen mod Schweiz udskiftede Knudsen alle sine tre forreste spillere på én gang – en manøvre, som ud over at bibringe nyt personel var et umisforståeligt signal til hele holdet om at komme op i gear. Lige nu.

Og handlekraften smitter. Lige så apatisk landsholdet har været de senere år, lige så dedikerede fremstår nu de fleste spillere, inklusive ellers stagnerede folk som Jannik Vestergaard, Alexander Bah, Kasper Dolberg og Christian Eriksen. Hvor man tidligere måtte efterspørge vilje og gejst, er udfordringen pludselig at skulle tæmme de mest kåde.

Morten Hjulmand, til daglig anfører i den portugisiske storklub Sporting og et symbol på det nye, ærgerrige landshold, har fået fire advarsler i sine seneste seks landskampe og kan virke nærmest ustyrlig. Hans store tacklinger og små bissetrick har kostet ham to karantænedage, og man kan håbe, at makkeren på midtbanen, anfører Pierre-Emile Højbjerg, der selv engang var lidt af et krydsermissil, kan indpode sin fire år yngre kompagnon en smule fatning.

I en vild sekvens mod Schweiz var forsvarsspilleren Victor Nelsson ved at begå straffespark, før wingbacken Dorgu gjorde arbejdet færdigt med et alt for hasarderet indgreb. Men den slags lever vi med, for landsholdet bobler. At overvære de fire kampe under Knudsens ledelse har været som at åbne et vindue i et iltfattigt værelse, tage en dyb indånding og mærke efterårssolen stikke på kinderne: Ah, liv!

LANDSTRÆNER LARS KNUDSEN har fortsat et fuldtidsjob at passe som dødboldstræner i den tyske klub FC Augsburg. Han er ad hoc-ansat i Dansk Boldspil-Union (DBU) og ved derfor endnu ikke, om han skal stå i spidsen for Danmark i næste måned til de sidste to gruppekampe i Nations League: hjemme mod Spanien og ude mod Serbien.

Det er uværdigt. Knudsen har på rekordtid genrejst et nationalmandskab, der befandt sig i fuldtonet krise. I hans fire landskampe har landsholdet hentet syv point og scoret seks mål. I de fire sidste kampe under hans forgænger blev det til tre point og bare to scoringer.

Knudsen har fornyet landsholdets mine, det er igen blevet sjovt at se landskamp. TV 2s ekspert, den tidligere FC København-angriber og AGF-træner David Nielsen, sagde det ganske præcist i studiet efter tirsdagens kamp mod Schweiz: »Der er kommet en træner ind nu, der har fokus på det, der sker inde på banen.«

Danmark er nu blot ét point ude mod Serbien i næste måned fra at kvalificere sig til Nations League-kvartfinalerne i marts og dermed sikre sig en plads i øverste seedningslag til den kommende VM-kvalifikation. Det sidste kan vise sig at blive afgørende i bestræbelserne på at nå slutrunden i USA, Canada og Mexico om 600 dage.

I disse dage står DBU således i et ærkedansk dilemma: Skal man fortsætte en indtil videre forgæves jagt på et navn fra det store udland; en landstræner, som vil efterlade os alle revnefærdige af stolthed – eller skal man gå med den lille mand, ingen kendte for lidt siden, men som til manges forbløffelse har vist sig som en formidabel håndværker?

Som et lille, men veldrevet fodboldland har vi altid været rundt regnet lige så optaget af, hvad omverdenen synes, som vi har elsket at dyrke fortællingen om den ærlige opkomling, der får chancen. Lars Knudsen er vores Klods-Hans, og lad ham nu blive siddende på sin »grøn-brun plettede gebuk«. Ikke kun til jul, men helt til sommeren 2026.

Oldermændene, herskabet og de fornemme friere har haft deres tid. Vi gider ikke mere snak, vi vil begejstres og overrumples. Vi vil ud over stepperne.