Læserbreve

Avisens linje

Poul Søren Kjærsgaard, tidl. universitetslektor

Weekendavisen har i over 50 år stået som et fyrtårn i dansk presse. Det er den imidlertid ikke længere. Årsagen er ikke mindst avisens ensidige behandling af det sidste års tragiske krig i Mellemøsten. Avisens medarbejdere synes med alle midler om ikke at forsvare, så i al fald at holde hånden over Israel.

Efter forhenværende udenrigsminister Mogens Lykketofts afbalancerede kritik af den danske regerings Israel-politik forsvarede udenrigsredaktør Anna Libak i en DR-debat den danske statsministers ensidige holdninger siden 7. oktober.

Redaktionschef Klaus Wivel hævder, at den planlagte Palæstina Plads på Nørrebro er et signal om, at terror betaler sig. Et monumentalt fejlskud, eftersom der i årtier har ligget en Israels Plads i samme by. Og trods talrige ledere og andre artikler om Israel og Palæstina er chefredaktør Martin Krasnik endnu ikke nået dertil, hvor han klart og utvetydigt fordømmer Israels fremfærd over for civilbefolkningen i Gaza.

Avisen fastlægger suverænt den redaktionelle linje. Men avisens abonnenter afgør, om de fortsat vil betale. Det er nu slut for undertegnede, der glæder sig til den dag, hvor avisen vil genindtage pladsen som landets førende formidler af uhildede synspunkter.

Oprustning før klima

Sebastian Nils Swiatecki, pensioneret journalist

Angående den splittede »stillestående højrefløj«, som Weekendavisens politiske reporter Hans Mortensen skriver om, så kunne det måske forene højrefløjen, de borgerlige, ja og andre fornuftige at tage et opgør med den mere eller mindre nyttesløse danske klimaindsats og i stedet for bruge de mange penge på oprustning. Hvorfor? Fordi vi står over for eklatant og samvittighedsløs russisk imperialisme, der truer et NATO, som hvad angår europæernes militære andel, står historisk svagt og er aldeles afhængigt af et stadig mere uvilligt USA for at kunne løfte den aktuelle afskrækkelsesopgave over for russerne.

Det, der for alvor er vigtigt for Danmark nu, er netop afskrækkelse (deterrence) gennem klar og tydelig øget konventionel militær styrke med det mål at mindske risikoen for krig på dansk jord. Og hvis der er noget, som ikke er vigtigt sammenlignet med dette, ja, så er det dansk klimaindsats: et symbolsk, dydssignalerende Greta Thunberg-fænomen, som reelt er nyttesløst, hvad angår den reelle effekt på klimaet.

Til den militære oprustning ville fire-seks procent af BNP årligt i foreløbig ti år være passende. I stil med den tilgang til at sikre fred i Europa, herunder på eget territorium, som NATO-medlemmet Polen har valgt. Polakkernes oprustning burde være en model for Danmarks og andre europæiske landes omkalfatring af forsvarspolitikken. Her giver det nemlig mening at gå foran som rollemodel, det gør det ikke inden for klimaområdet.

Undergravende

Peter Bruvik Ruhlmann, øjenlæge

Folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam ønsker, at hendes ordførertale bliver simultanoversat, mens Folketingets præsidium mener, at Høegh-Dam selv må stå for at holde den på først grønlandsk og derefter på dansk. Men med den praksis, præsidiet ønsker, undergraver Folketinget det grønlandske demokrati. Det vil nemlig de facto udelukke de grønlændere, der ikke mestrer det danske sprog, fra at kunne repræsentere Grønland i Folketinget, selvom de skulle blive valgt dertil.

Bare snak, Schack?

Lars Balstrup, læser

Torsten Schack Pedersen har nu været minister for samfundssikkerhed og beredskab i en måned. Vi danskere har fået beskeder i e-Boks om at opbevare vand, mad og medicin til tre dage. Alligevel har hverken ministeren eller Beredskabsstyrelsen taget skridt til at sætte foden ned og stoppe nedlæggelsen af afgørende forsvarsinfrastruktur. Eksempelvis Hovedstadens Beredskab har fortsat carte blanche til at nedlægge betondækningsgrave, beskyttelsesrum og bunkere, baseret på en bekendtgørelse fra 1993, som ingen har taget sig tid til at revidere – på trods af, at bomberne falder i Ukraine.

Siden krigen i Ukraine begyndte, er der nedlagt eller godkendt nedlæggelse af mere end 15 beskyttelsesrum alene i Københavns og Frederiksberg kommuner, og flere er på vej. Dette sker, til trods for at en opgørelse viser, at kun 60 procent af københavnerne vil kunne blive beskyttet, hvis en krigssituation skulle opstå. Med andre ord er der allerede i dag et markant underskud af beskyttelsesrum.

Hovedstadens Beredskab benytter 1993-bekendtgørelsen og en mindre tilføjelse fra 2004 til at argumentere for, at beskyttelsesrum kan nedlægges, hvis det vurderes, at kriteriet for »aktualitet« er opfyldt, og med samme argument undgår man så kravet om at henvise borgerne til nye. Men hvad kunne være mere aktuelt end situationen i Ukraine, statens egen opfordring om at opbevare fornødenheder og det overordnede behov for at beskytte borgerne mod trusler som hybridkrig?

Det virker, som om Københavns og Frederiksberg kommuner skynder sig at nedlægge beskyttelsesrum, før Beredskabsstyrelsen får ændret praksis. En af undskyldningerne lyder, at beskyttelsesrummene er forældede, men som borger vil man da langt hellere søge dækning i et forældet beskyttelsesrum end ikke at have muligheden. Så Torsten Schack, var det bare snak? Stop nedlæggelserne nu. Vi får ikke plads til nye, når den frigjorte plads fra nedlagte beskyttelsesrum anvendes til andre formål.

Børneinterviews

Nina Broch, læser

Der må være mange flere end mig, der hver eneste uge sender en varm tanke til Weekendavisens Majken Eliasen efter at have nydt endnu et »Hvad tænker du på?«-interview i Ideer. Bliv ved med at skrive dem!

EU skal redde os

Maj E. Steenslev, EU- og udenrigsordfører for Radikal Ungdom

Vi står ved en skillevej i europæisk politik. En bekymrende højredrejning truer med at trække os længere væk fra de idealer, vi troede, vi havde cementeret for længst. Vi har set vores værktøjskasse blive tømt, og det er tid til at erkende, at det eneste redskab, vi har tilbage til at beskytte demokratiet og den europæiske ånd, er EU.

Hvis vi ønsker at forhindre yderligere polarisering og den ekstreme højrefløjs fremmarch, må vi ikke lade tvivlen sejre – EU er og bliver vores bedste forsvar. Det er uundgåeligt at føle en stigende uro, når vi ser på de europæiske valgresultater. Hvad der burde være en fejring af demokratiet, ligner mere og mere en realitet, hvor man kigger ned i afgrunden af ekstremisme.

I stedet for at beskytte det danske demokrati ved at afskære os fra denne bølge bør vi forstå, at vores engagement i EU aldrig har været vigtigere. Ved at styrke EU sikrer vi, at vi står stærkere, både som nation og som en del af det fælles europæiske projekt. Valgsejren til det østrigske parti FPÖ, som fik 28,8 procent af stemmerne, er blot det seneste eksempel på denne mørke tendens. Det er første gang siden Anden Verdenskrig, at et parti fra den yderste højrefløj vinder det østrigske valg. Man kan ikke længere ignorere parallellen til en tid, hvor Europa var dybt splittet, og hvor den yderste højrefløj dominerede.

Polarisering er ikke noget, vi kan løse på nationalt plan. Det kræver en overstatslig indsats, hvor vi sammen kan arbejde for at beskytte vores fælles værdier. En undersøgelse fra CEPOS i 2023 viste, at omkring 12 procent af de danske love fra 2018 er helt eller delvist baseret på EU-beslutninger. Det tal viser ikke kun EUs indflydelse, men også hvor afhængige vi er af hinanden på tværs af de europæiske lande, når det gælder om at tackle store udfordringer.

Det er ikke et tilfælde, at en politiker som den hollandske Geert Wilders er meget EU-skeptisk. De brede kompromiser, vi indgår over midten i netop EU, modvirker aktivt polarisering og truer ekstremisterne. Vi kan ikke stå på sidelinjen og se til, mens Europa brænder. Det er tid til at genoplive EU-forien og stå sammen i kampen mod de kræfter, der truer vores fælles fremtid.

EU lænser os

Jørgen Keinicke, læser

Danmark vil lade EU udstede garantier til grønne projekter, hvor private investorer ikke ønsker at bære hele risikoen. Pengene skal komme fra EUs fælles budget. Det er dermed danske børn og børnebørn, som hænger på garantierne og i sidste ende kommer til at betale for erhvervsminister Morten Bødskovs påfund.

I øjeblikket spenderer EU 800 milliarder euro for at sætte gang i Europas industri. Pengene er skaffet gennem fælles optagne lån, som danske børn og børnebørn ligeledes hænger på. Trods dette er den europæiske industri i dyb krise, eftersom pengene – som i også Bødskovs forslag – er gået til grøn omstilling.

EU har erstattet et effektivt økonomisk system, nemlig markedsøkonomien, med et planøkonomisk instrument: bidragskapitalismen, som fører til mere centralisme og bureaukrati og vil ødelægge den europæiske industri, som nu er afhængig af bureaukraterne i EU – og ikke af markedet.

Disse er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdninger. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.