Teenageårene er ulidelige på næsten alle måder, og når de endelig er overstået, gør man helst alt, hvad man kan, for at fortrænge mindet om dem – selvom man med jævne mellemrum vil komme i tanker om et eller anden dumt, man sagde som 15-16-årig. 

Det forklarer måske også, hvorfor så mange bøger om at være teenager er forbeholdt netop teenagere og ikke voksne. Man var så selvoptaget, i sine følelsers vold, pinligt berørt over de mindste ting, og de mest banale observationer blev hævet op til at være store indsigter – er det virkelig en livsfase, man har behov for at genbesøge senere i livet?