Robotselvmord

Har robotter et selvstændigt følelsesliv? Kan de blive så fortvivlede, at de beslutter sig for at tage sig selv af dage? Det er spørgsmål, som presser sig på i kølvandet på rapporter om, at en stresset robot har begået selvmord på sin arbejdsplads i Sydkorea.

Robotten af typen Servi Lift, der i udseende minder lidt om R2-D2 fra Star Wars, havde været beskæftiget med at fragte dokumenter rundt på kommunekontoret i byen Gumi i næsten et år, da det for et par uger siden pludselig slog klik for den.

Vidner fortæller ifølge nyhedsbureauet AFP, at den begyndte at opføre sig underligt og bevæge sig rundt i cirkler for til sidst at styrte ned ad trapperne mellem første og anden sal. Den blev fundet livløs på en trappeafsats af tililende kolleger.

Tanken om, at den havde valgt at gøre en ende på det hele, var både fascinerende og urovækkende. Historien gik verden rundt.

Men måske siger sensationen mere om mennesket selv, end den siger om robotter. For sagen er, at Servi Lift er dum som en dør uden egen vilje, heller ikke viljen til at slå sig selv ihjel.

Koreansk-amerikanske John Ha, chef for det californiske firma Bear Robotics, der producerer Servi Lift og andre lignende maskiner til især restaurantsektoren, har sammen med medarbejdere kigget på robottens »sorte boks« og beskriver det skete som hændeligt uheld.

»Det var bare en brugerfejl. En menneskelig operatør var kommet til at slå en sikkerhedsfunktion fra, så robotten ikke opfangede det, da den nærmede sig kanten af trapperne,« fortæller han Weekendavisen.

Det er tidligere sket, at en robot er kommet galt afsted, og at det i første omgang blev fejlagtigt fortolket som selvmord.

I 2017 rapporterede amerikanske medier om robotten Steve, der angiveligt havde sagt farvel til livet i et kontor- og restaurantkompleks i Washington, D.C. ved at lade sig falde ned i et springvand og drukne.

Efter at eksperter havde »obduceret« den afdøde robot, viste episoden sig dog at have en mindre dramatisk forklaring. Steve var simpelthen gledet på de glatte sten omkring springvandet.

Så måske handler al den snak i Sydkorea om robotten, der blev presset ud over kanten af en knusende arbejdsbyrde, om noget helt andet. Måske projicerer sydkoreanerne sig selv og deres sorger og bekymringer over på robotten.

For statistik fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) viser, at Sydkorea i 2019 lå på en global 13.-plads for selvmord. Det kan igen have noget med stress at gøre. Sydkoreanerne arbejder i gennemsnit 1.901 timer om året, sammenlignet med 1.571 timer i landene i EU, ifølge Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD).

Alt er altså ved det gamle. Tænkende robotter er, ligesom flyvende biler, fortsat fri fantasi. Og så alligevel. Med den hastige udvikling inden for kunstig intelligens giver episoden i Gumi stof til eftertanke, siger John Ha, den uheldsramte robots »far«.

»Det konkrete eksempel er selvfølgelig ovre i den løjerlige ende. Men det stiller skarpt på nogle dilemmaer, vi måske skal tage stilling til på lidt længere sigt: Hvis et menneske beordrer en robot til at destruere sig selv, skal den så adlyde?« spørger han.

Det er spørgsmål, som science fiction-forfatteren Isaac Asimov blev kendt for at stille tilbage i forrige århundrede, men nu er det pludselig noget, der kan blive til virkelighed inden for en overskuelig årrække.

Mariusz Woloszyn, en polsk ekspert i kunstig intelligens, som har fulgt episoden i Sydkorea opmærksomt, ser den som et udtryk for filosofiske udfordringer, menneskeheden snart kan blive stillet over for.

»Med den seneste udvikling i kunstig intelligens er det ikke vanskeligt at forestille sig en situation, hvor vi har robotter som en eller anden form for sansende væsner, og vi bliver tvunget til at overveje, hvad det indebærer,« siger han.

»Udviklingen går hurtigt, og vi må forberede os. Vi mangler de basale redskaber til at forstå det. Lige nu har vi ikke engang et ordentligt sprog til at tale om det. Vi ved ikke, om vi skal kalde en robot for ’det’, ’han’ eller ’hun’, eller vi skal opfinde et helt nyt pronomen.«