Satellit. Tre turister er myrdet i en højprofileret sag, der har påkaldt sig en opmærksomhed, som er de færreste mexicanske ofre forundt.

Mord i Mexico

To australske og en amerikansk turist er dræbt i Mexico. De var taget til landet for at surfe, men nåede kun at være der i 36 timer, før de blev myrdet. 

Politiet fandt deres lig med skudsår i kraniet på bunden af en brønd i staten Baja California og har anholdt tre mistænkte, som de mener skød turisterne i et forsøg på at stjæle deres bil.

Sagen har fået international bevågenhed og kommer lige op til sommeren på det værst tænkelige tidspunkt for Mexico, som da også nedtoner, at ofrene var turister:

»De blev ikke angrebet, fordi de var turister, hensigten var at stjæle en bil, gerningsmændene kendte bestemt ikke noget til deres nationalitet,« fastslog Baja Californias justitsminister, Elena Andrade. 

Turistindustrien er afgørende for Mexicos økonomi, og man har skruet op for militærets tilstedeværelse ved populære turistmål for netop at undgå sager som denne.

Myndighedernes handlekraft står i skarp kontrast til deres eksekvering af sager om mord på mexicanere. Officielt er 116.000 savnet i Mexico, og kun de færreste mord bliver overhovedet efterforsket.

I brønden, hvor politiet fandt turisternes lig, lå der meget sigende også et fjerde lig, hvis skæbne aldrig er blevet undersøgt, og hvis identitet stadig er ukendt. Akst