Forsæt eller ej

De indledende høringer over to dage i Sydafrikas sag mod Israel om israelernes påståede krænkelser af folkedrabskonventionen ved FN’s internationale domstol (ICJ) er nu tilendebragt.

Domstolen vil i løbet af næste uge afsige sin kendelse om, hvorvidt sagen kan fremmes til domsforhandling – og om der i så fald skal vedtages foreløbige foranstaltninger, eller om sagen helt skal afvises. Hvis ICJ antager sagen til realitetsbehandling, vil parterne få nogle måneder til at forberede sig, inden selve hovedsagen indledes sidst på sommeren eller i efteråret, og så falder der formentlig først endelig dom om et par år!

Folkedrab handler om at nægte en etnisk, national, racemæssig eller religiøs gruppe retten til at eksistere som gruppe her på dette sted. Dette specielle forsæt kan opfyldes på flere måder – for eksempel ved at dræbe alle eller de fleste medlemmer af gruppen, men denne forbrydelse kan imidlertid godt begås uden at dræbe nogen som helst.

Det er således en misforståelse at tro, at »folkedrab« handler om at dræbe en masse folk. Forsættet går ud på, at gruppen som sådan ikke længere skal have ret til at eksistere som gruppe på et bestemt sted, og derfor må gruppen enten udryddes eller gå i opløsning efter devisen »de skal bare ikke være her, de skal væk!« 

Det sidste kan gøres ved at påtvinge den pågældende gruppe sådanne livsbetingelser, at den ikke kan overleve eller ved at sterilisere kvinder eller anbringe børn langt væk fra deres gruppe, så at de til sidst glemmer det, der holdt sammen på gruppen.

Finder domstolen – hvis sagen vel at mærke bliver antaget til realitetsbehandling – at Israel faktisk har begået folkedrab ved at have forsøgt at nægte palæstinenserne ret til at eksistere i Gaza og tvinge dem væk fra området med netop den begrundelse, da vil Israel antageligt blive beordret til at betale erstatning og medvirke til genopbygning af de mange ødelagte bygninger og infrastrukturen.

Oversidder Israel disse påbud, vil landet formentlig blive mødt med en række diplomatiske, politiske og/eller økonomiske sanktioner fra en række lande, men domstolen selv har ikke yderligere muligheder for gennemtvinge dommen.

Det er værd at notere sig, at der ud over en eventuel domfældelse af Israel (som stat) for folkedrab ved ICJ, også allerede ved Den Internationale Straffedomstol (ICC), der også ligger i Haag, er indledt en strafferetlig efterforskning mod enkeltpersoner for krigsforbrydelser og/eller forbrydelser mod menneskeheden begået på palæstinensisk territorium af såvel Hamas som de israelske styrker (IDF) samt af forbrydelser mod menneskeheden begået af Hamas på israelsk territorium under terrorhandlingen den 7. oktober.

Denne efterforskning kan føre til, at ICC rejser tiltale mod individuelle medlemmer af både Hamas og IDF, der herefter kan anholdes, udleveres og fremstilles ved ICC. Det er meget tænkeligt, at der i strid med ICC Statutten er begået alvorlige forbrydelser imod civilbefolkningen i Gaza, men hvis det ikke kan godtgøres, at disse forbrydelser netop har været båret af det særlige forsæt til at nægte palæstinenserne retten til at eksistere som gruppe i Gaza, er der ikke tale om folkedrab.

Sydafrika gjorde under sine indlæg i Haag gældende, at Israel og IDF har haft det særlige forsæt til netop at nægte palæstinenserne retten til at eksistere som en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe i Gaza (palæstinenserne udgør her en »national« gruppe).

Sydafrika medgiver, at Israel har ret til at forsvare sig mod Hamas’ voldsomme angreb mod israelske civile den 7. oktober, men gør imidlertid gældende, at den massive og vedvarende bombning af civile og civile bygninger i Gaza, herunder bombninger af hospitaler, skoler og internationale organisationers flygtningecentre, langt overstiger den grad af militær magt, der ville være nødvendig til at bekrige Hamas.

Hvis IDF virkelig kun var indstillet på at bekæmpe Hamas og andre terrorgrupper i Gaza, kunne det israelske modsvar være gennemført med mindre indgribende midler – uden så massivt at sønderbombe civile boligblokke, hospitaler, ambulancer, fødeklinikker, museer og moskéer; uden at ødelægge stort set al livsvigtig infrastruktur såsom vandværker, kraftværker, telekommunikation; og ikke mindst uden at forhindre adgangen til forsyning af nødhjælp, mad og medicin til civilbefolkningen i Gaza.

Først tvang IDF stort set alle palæstinensere i det nordlige Gaza til at søge beskyttelse i den sydlige del, men da de kom derned, blev de udsat for nye, voldsomme bombardementer med den virkning, at der til sidst ikke var noget sted i Gaza, hvor civile kunne opnå beskyttelse mod IDF's angreb.

Selvom det fra officiel israelsk side blev fremhævet og fastholdt, at man respekterer den humanitære folkeret, og at IDF gjorde, hvad de kunne for at tage mest muligt hensyn til civile og civile bygninger, tyder IDF’s kamphandlinger efter Sydafrikas vurdering på, at det Israel i virkeligheden hele tiden har været ude på, er at fordrive den palæstinensiske befolkning fra Gaza og altså nægte dem ret til at eksistere som gruppe dér.

Efter Sydafrikas opfattelse understøttes dette af Israels tilkendegivelse om, at man når »målet er nået«, og krigen bragt til ende, vil »kontrollere sikkerheden« i hele Gaza og dermed reelt besætte området.

Israel anførte herimod, at domstolen slet ikke har jurisdiktion i sagen, fordi der forud for stævningen den 29. december 2023 ikke eksisterede nogen uenighed (»dispute«) mellem parterne om fortolkningen og anvendelsen af folkedrabskonventionen; dét spørgsmål havde aldrig nogensinde været officielt og direkte drøftet mellem de to lande. Dermed er den første betingelse for overhovedet at behandle sagen i ICJ ifølge Israel ganske enkelt ikke opfyldt.

Israel gjorde herudover gældende, at grunden til de meget store civile tabstal alene skyldtes den måde, som Hamas fører sin krig på – nemlig ved at skjule sig blandt civilbefolkningen, idet man derved tvinger IDF til at angribe civile mål for at kunne ramme Hamas. På denne måde har Hamas taget civilbefolkningen som gidsler i krigen, og Israel har dermed ikke noget ansvar for de meget store tabstal og ødelæggelser. Det er med andre ord Hamas' egen skyld.

Desuden har Hamas ifølge Israel ved talrige lejligheder frarøvet civilbefolkningen de livsvigtige fornødenheder, det trods alt lykkedes at få indført i Gaza, herunder brændstof, vand og medicin – blot for at kunne bruge disse ressourcer i deres egen krigsførelse.

Endelig hævder Israel, at man aldrig har haft noget forsæt til at nægte palæstinenserne retten til at eksistere som gruppe i Gaza. Hele formålet med Israels angreb i Gaza har alene været at nedkæmpe Hamas, som ikke udgør en etnisk, national, religiøs eller racemæssig, men en politisk gruppe, som netop ikke er omfattet af beskyttelsen i folkedrabskonventionen.

For Israel handler krigen udelukkende om at garantere egen sikkerhed mod yderligere terrorangreb fra Hamas og andre terrorgrupper, der åbent har erklæret, at deres hensigt er at udslette Israel, og det er derfor i virkeligheden Hamas, der begår folkedrab mod Israel.

Begge parter har fremført klare og stærke synspunkter under disse indledende høringer i domstolen, og dommerne skal nu votere og beslutte, om de vil antage sagen og i så fald beordre foreløbige foranstaltninger – eller om de mener, sagen blot skal afvises her og nu som grundløs; i så fald sker der ikke mere.

Det er meget vanskeligt på det foreliggende og foreløbige grundlag – uden at kende det øvrige sagsmateriale, som dommerne har fået forelagt skriftligt – at sige noget sikkert om udfaldet af domstolens kendelse her om et par uger. Hver enkel af de 17 dommere skal nu under voteringerne gøre op med sig selv, om vedkommende finder, at det ikke kan udelukkes, at Israel faktisk har haft forsæt til at tvinge alle eller i hvert fald de fleste palæstinensere væk fra Gaza – uanset motivet. Dette er en subjektiv fortolkning hos hver dommer på grundlag af det fremlagte materiale.

Hvis et flertal af dommerne således antager, at dette meget vel kan have været Israels reelle hensigt, vil ICJ antage sagen og herefter vedtage foreløbige foranstaltninger. Siden vil det være op til den bevisførelse, der skal føres under selve hovedsagen at afklare, om et flertal af dommerne da vil være overbeviste – hinsides al rimelig tvivl – om, at det faktisk var Israels hensigt at drive palæstinenserne ud af Gaza.

Sydafrika forlanger i så fald, at ICJ skal påbyde Israel straks at indstille kamphandlingerne, men det er tvivlsomt, at Domstolen i første omgang vil gå så vidt. Alternativt kan domstolen pålægge Israel at udvise »maksimalt hensyn« til den palæstinensiske civilbefolkning og samtidig sikre øjeblikkelig forsyning af humanitær bistand i form af blandt andet vand, el og medicin.