PARIS – Olympiske svømmere i Seinen, bueskytter ved Trocadéro, basketball og BMX på Place de la Concorde og taekwondo og fægtning under Grand Palais’ kolossale hvælvede glastag. Det er ikke uden grund, at præsident Macron hyppigt omtaler de kommende Olympiske Lege i Paris som »historiens smukkeste«.

Præsidenten er tydeligvis ikke bange for at udstråle hybris, eller også ligger beskedenhed ganske enkelt ikke til ham. Helt overeksalteret og i fuld trikoloremundering med boksehandsker slænget over skulderen og en boksepude i baggrunden markerede den franske statsleder således forleden på Instagram, at der nu er under 200 dage, til OL og handicap-OL går i gang, i en begejstret peptalk til sine landsmænd om De Olympiske Leges fortræffeligheder. Omkring ham forsøger hans rådgivere og ministre også mere eller mindre overbevisende at tale OL 2024 op til »en magisk begivenhed« på højde med »Verdensudstillingen i 1889« (der blandt andet gav pariserne Eiffeltårnet).