Findes der mon en dansk pendant til det engelske udtryk thirst trap? Tørstfælde lyder mærkeligt, måske honningfælde? Nå, jeg har bemærket en interessant tendens på Instagram, og den handler om at parre litteratur med sex. Bøger med bar overkrop. Bogreoler med svulmende muskler. Digtsamlinger med let adskilte læber og liderbukseblik. 

Senest er det forfatteren Glenn Bech, som har taget en klassisk badeværelsesselfie (genren er kendt fra Tinder, hvor mænd af ukendte årsager foretrækker badeværelset som dekoration, komplet med gråvaskede håndklæder og tandpastastrint på spejlet) og lagt billedet op på Instagram, så vi kan se forfatteren posere i bar overkrop, mens der helt nede i hjørnet står: »Read more books.« Oplagt.

Egentlig er det godt tænkt. Altså at forbinde bøger med et stykke med bart. Vi ved jo, at sex sælger, og hvis der kan ligge en Cult Shaker mellem et par bryster, hvorfor så ikke også Bjørn Rasmussens Fiskesonetterne? På et andet foto viser Glenn Bech, at der ikke kun kan ligge en, men fire bøger på hans bryst, mens han ude i siden skriver: »Er du trist og ensom, og længes efter nogle eller noget at spejle dig i? Læs bøger!« Ok så.

Politikere kan også godt lide at lægge billeder på Instagram af deres sommerlæsning, og her er det selvfølgelig meningen, at vi skal blive imponerede og tænke, at landet er i gode hænder hos mennesker, der læser digte og filosofiske værker. 

Det kan være at effektivt at forbinde bøger med bar hud. Senest har forfatteren Glenn Bech lagt billeder op i bar overkrop, hvor han opfordrer beskueren til at læse flere bøger. Arkivfoto: Charlotte de la Fuente
Det kan være at effektivt at forbinde bøger med bar hud. Senest har forfatteren Glenn Bech lagt billeder op i bar overkrop, hvor han opfordrer beskueren til at læse flere bøger. Arkivfoto: Charlotte de la Fuente

Liberal Alliance-leder Alex Vanopslagh viste i sommer, hvordan man gør det ekstra lækkert at flekse sine intellektuelle muskler, og det gør man ved at forbinde dem med de fysiske. Derfor så vi ham posere på et rødt badehåndklæde kun iført badebukser og C.S. Lewis’ Det er kristendom.

Der er med andre ord løbet en del vand i åen, siden Anker Jørgensen blev fotograferet, mens han læste Seneca i sin liggestol – iført campinghabit – og siden S-minister Dan Jørgensen poserede foran den sammenbragte bogreol med sin daværende kæreste, Katherine Diez. Mon sidstnævnte har leveret lidt inspiration til Glenn Bech?

Men hvad enten opslaget er en joke eller ej, vil jeg bare sige, at jeg anerkender jeres honningfælde og nu vil ile ned efter nogle Fiskesonetter. Dog vil jeg spare verden for en bookfie med blottet vinterblegt bryst.