Nogen, som ikke må være Hanne-Vibeke Holst, skal skrive en roman om Bergliot Heinesen, født samme år, 1912, som den langt mere produktive (med insisterende små bogstaver selvstavede) gustaf munch-petersen, men langt længere levende, hele frem til 2005, mens munch-petersen som bekendt blev skudt til døde i 1937, da han deltog som frivillig på republikkens side i Den Spanske Borgerkrig (ved man ikke andet, ved man det, og at han skrev de kanonisk uundgåelige digte »til mine forældre« og »det underste land«).

Om Bergliot ved vi, så vidt jeg ved, så godt som ingenting, derfor bliver det også umuligt med en biografi, bortset fra at hun var den store færøske, lige så længe levende digter William Heinesens 12 år yngre søster, og at hun i 1939 bidrog med fire fantastiske og for de tos vedkommende supersurrealistiske digte til Vild Hvede, som alle, som den bevidsthedsudvidende rosin i pølseenden, er opsamlet i mesterantologist Asger Schnacks nye, fuldfedt fortjenstfulde antologi nittenhundredetrediverne (titlen og samtlige digtere er stavet med småt som en sød hyldest til antologiens hovedperson, gustaf munch-petersen), der »beskæftiger sig alene med poesi og specifikt med den strømning, der kan karakteriseres som ekspressionistisk og eksperimenterende, med tendens i retning af surrealismen«. Her er »Scherzo« af Bergliot Heinesen, dans med på den gale melodi og gå hjem og vug, Edgar Allan Poe: