Shariaskilsmisser. Hvor meget skal politikerne begrænse borgernes frihed for at bekæmpe parallelsamfund?

Uden for lands lov og ret

I Danmark findes kvinder, der fastholdes i islamiske ægteskaber og slavebindes af skilsmissekontrakter, man skulle tro var løgn: 

Kvinder skal betale 100.000 kroner til manden eller love, at de aldrig vil gifte sig igen. Nogle må gå i Familieretshuset og afskrive sig forældremyndigheden, i praksis deres børn, for at blive sat fri. Andre får aldrig en skilsmisse, hvorfor manden kan blive ved med at komme hjem og kræve sex.

Shariaslaver med folkeregisteradresse i en velfærdsstat.

Det er shariaforskerne Niels Valdemar Vinding fra Københavns Universitet og Jesper Petersen fra Universitet i Stavanger, der til B.T. fortæller om skilsmissebetingelserne i de danske parallelsamfund. Sidstnævnte har indsamlet et arkiv med 552 skilsmissekontrakter og arbejder på en bog om problemet. 

»Så kan manden på den måde presse kvinden, og så kan det være, at kvinden går ned i Familieretshuset og siger til Familieretshuset: 'Jeg vil gerne afstå min forældremyndighed, sådan så min mand får den.' Og når hun har skrevet under på det dokument, så har den parallelle retspraksis, shariapraksis, jo fået effekt under dansk lov. Og så er der ikke noget at gøre. Så har hun mistet sin forældremyndighed,« siger Niels Valdemar Vinding til B.T.s podcast Slottet og Sumpen.

Forskerne har sendt en række forslag til lovstramninger til udlændingeminister Kaare Dybvad Bek for at gøre det nemmere for myndighederne at slå ned på islamisk polygami eller betingelser om modydelser. Det kan blandt andet ske ved at definere et islamisk ægteskab som »andet ægteskabslignende forhold« eller »religiøs vielse uden borgerlig gyldighed«. 

Opråbet er al ære værd, for netop viden sætter et samfund i stand til at handle. Det muslimske patriarkat er konkret. Alligevel må man spørge: Hvorfor skulle det med endnu en stramning lykkes at bekæmpe de parallelsamfund, som politikere har lovgivet imod i årtier?

Siden de første tyrkiske og pakistanske gæstearbejdere kom til Danmark i 1960erne, har dansk udlændinge- og integrationslovgivning befundet sig i skiftende faser af optimisme og hård regulering. For hver erkendelse af, at integrationsproblemerne ikke forsvinder med de nye generationer, er Danmark blevet mindre og mindre frit:

24-årsreglen blev vedtaget for at forhindre tvangsægteskaber. Et burkaforbud blev indført på grund af islamistiske unge. Danske friskoler, der engang nød historisk stor selvbestemmelse, er underlagt skærpet kontrol på grund af de muslimske friskoler.

Unge får begrænset deres frie gymnasievalg, blandt andet for at modvirke etnisk opdelte gymnasier. Et forbud imod rekonstruktion af jomfruhinder ‒ en myte, som ikke engang findes i kvindekroppen ‒ blev vedtaget for at forhindre social kontrol på bryllupsnatten.

Bor man i belastede boligområder, er man underlagt særregler, så man ikke kan få børnepenge, hvis man ikke sender sine børn i vuggestue. Som daværende udlændingeminister Mattias Tesfaye sagde til Weekendavisen i 2020:

»Indvandring har gjort Danmark til et mindre liberalt land. Det mener jeg er indiskutabelt.« 

Efter snart 55 års muslimsk indvandring må erkendelsen være denne:

Vi kan vedtage nye love, hver gang et nyt problem viser sig, men en muslimsk kvindefrigørelse kan kun igangsættes indefra, ikke ved hjælp af en stemmeknap i Folketinget. Politi, skolelærere og socialrådgivere kan hjælpe enkeltindivider, men samfundet kan grundlæggende ikke ændre et kvindesyn, der for længst er cementeret i andre lande på andre præmisser.

Den mest effektive måde at bekæmpe parallelsamfund på er ved ikke at lukke dem ind i landet til at begynde med.