Helt på film

I Weekendavisen (WA #11) skriver Marta Sørensen i kommentaren »Dagens højdepunkt« om filmen American Beauty (1999), og hvordan datidens biografpublikum angiveligt så hovedpersonen, Lester Burnham (Kevin Spacey), som en helt. Hun lader forstå, at en sådan film med en sådan hovedperson kun kan vinde en Oscar for bedste film i et pinligt bedaget samfund.

Sørensen fortæller, at Lester dengang blev betragtet som en helt, fordi han griber efter skønheden – endda mellem en 17-årig piges ben – og derfor kan dø lykkelig. Men hun udelader den vigtigste sekvens i filmen, hvor Lester faktisk træder frem som en form for helt.

Lige før han skal til at have sex med datterens veninde, tilstår hun at være jomfru. Pludselig forstår han, hvad det er, han er ved at gøre, og stopper. Da han efterfølgende lægger et tæppe om hende og taler beroligende til hende, ser vi ham for første gang som et samlet, forståeligt menneske. Det er smukt, idet vi mærker, hvordan hele hans rejse fra »inkompetent tøffelhelt« gennem »egoistisk stormløb« lander beroligende blødt i det trygge og menneskelige.

For Lester dør ikke med et smil på læben, fordi han »endelig har levet« gennem filmens eskapader, som Sørensen skriver. Han dør i et smil, fordi han indser, hvor meget han holder af sit liv, sin kone og sin datter, som han hele filmen igennem har prøvet at flygte fra. Til sidst sidder han med et familiebillede i hånden og kan kun føle den taknemmelighed og evne til tilgivelse, som i sidste ende gør ham til en helt.

Sørensen misrepræsenterer videre filmens karakterer og 1990ernes publikum, ikke mindst når hun noget overraskende konstaterer, at den »i dag uhyggelige« Ricky ifølge filmen skal ses som »det store fremtidshåb«, fordi han laver en flot film med en hvirvlende plasticpose. Men seeren kom heller ikke dengang til rigtig at kunne lide Ricky, også dengang var der noget uhyggeligt over ham.

Hans omstændigheder gør dog, at vi har en vis forståelse for hans handlinger. En mere nærliggende tolkning af Rickys ikoniske plasticposevideo er måske, at man selv i skrald kan finde noget smukt? Deri ligger da et håb, men det får ikke får seeren til at stemple Ricky som fantastisk.

Sørensens analyse viser ikke, at datidens publikum var liberalistiske lystamøber. I stedet står den tilbage som endnu et eksempel på en nutidig strømning, hvor man gør sig umage for at misforstå det, der ikke pinagtigt udskåret i pap vedkender sig vor tids moralske konsensus.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk