Adskillige medier har undret sig over et ejendommeligt fænomen. Hvordan kan det være, at HBO-serien Girls har fået en spontan renæssance? Hvorfor ser så mange Girls igen, spurgte The New York Times. På TikTok og Instagram dokumenterer alverden deres Girls-streaming og klipper nye fanvideoer sammen, og man kan følge med i podcasts som Girls Room og HBO Girls Rewatch.
Hvad foregår der? Lena Dunhams gennembrudsserie om fire forkælede, selvoptagede kernemillennials, der modvilligt bliver voksne i New York, var lige så udskældt, som den var en succes, da den fik premiere i 2012. Magter man at genoptage kontakten med selvoptagede Hannah (Lena Dunham), bohemen Jessa (Jemima Kirke), pertentlige Marnie (Allison Williams) eller naive Shoshannah (Zosia Mamet)? Er vi ikke vokset fra kvinder reduceret til arketyper og navlepillende karakterdramaer? Girls er netop sådan en serie, man kunne frygte var ældet for uskønt til at tåle et gensyn.
Det er lige omvendt. Girls er en endnu bedre serie nu, end den var dengang: en tidskapsel, et historisk drama om vores nærmeste fortid.
At gense Girls er at blive konfronteret med spørgsmålet: Kan I huske, hvordan vi var – og hvordan verden var – for et øjeblik siden? Girls er kun et årti gammel, men det var, som man siger, en anden tid: før MeToo, før Trump, Black Lives Matter, Corona, Ukraine, før klimakrisen blev alles problem (Girls sluttede i 2017, Greta Thunberg satte sig ned for at skolestrejke for klimaet fra 2018, er det ikke umuligt at fatte?).
Går man med på tendensen og sætter sig til at gense Girls, virker serien nærmest synsk i sin måde at være præ-MeToo. I første sæson har hovedpersonen Hannah et problem med en arbejdsgiver, der rører lovligt meget ved hende. Og hendes kollegaer. Det bliver eksplicit talt om som et problem, man jo ikke rigtigt kan gøre noget ved. I stedet iscenesætter serien en art omvendt sexchikane, hvor Hannah krænker sin chef.
Det var en anden tid: Det kan man også se på kostumerne. Også på et ydre plan er Girls en tidskapsel og et periodedrama med scenografisk akkuratesse på Mad Men-niveau: Hannahs cardiganbaserede indiepige-garderobe fra dengang American Apparel var en toneangivende æstetik; uglehalskæder; klaptelefoner og førstegenerations-iPhones; den konstante snak om hipstere; cykler som identitetsmarkør og indretning: Tæller jeg tre cykler i baggrunden, mens jeg forsøger ikke at kigge på Hannah og hendes kvasikæreste Adam, der har akavet sex? (Var det ikke også et nøgleord for datidens sensibilitet: Vi syntes hele tiden, at ting var akavede, som Margaret Talbot bemærkede i The New Yorker allerede i 2012? Og intet var så gennemført, udsøgt akavet som Girls). Og Hannah.
Ak, Hannah Horvath. Forstod vi at sætte pris på den kaotiske, særegne heltinde? Ligesom Woody Allen, Larry David og andre mandlige komikere satte Dunham en fiktionaliseret, selvmedlidende, narcissistisk, omhyggeligt fejlbarlig udgave af sig selv ind som komisk centrum. Hannah er for meget på en ekstremt genkendelig måde. Lige fra første scene, hvor Hannahs forældre meddeler hende, at de ikke længere vil støtte hende økonomisk. Ved de ikke, hvor heldige de er, kvækker Hannah (Lena Dunhams klynkende knirke-diktion er smerteligt, perfekt tidstypisk) – hun kunne faktisk have været stofmisbruger. Og hun er så tæt på det liv, hun ønsker sig (noget diffust forkælet med at blive betalt for at skrive essays)
Senere i afsnittet opsøger hun forældrene for at nøde dem til at læse sit (tynde) manus og fremsige den replik, som blev et slogan for Girls:
»Jeg tror, jeg er min generations stemme … Eller i hvert fald en stemme i en eller anden generation.«
Den her komiske selvovervurdering, som straks klasker sammen. Ligesom Hannah gør. Hun besvimer på stolen og mumler nede fra gulvet med dramatisk magelighed, at hendes tøj strammer, og om de ikke kan klippe hendes nederdel op med en saks?
Men ved De, hvad det mest sensationelle ved at gense Girls er? At Hannah havde ret. Lena Dunhams alter ego var såmænd sin generations stemme. For fandtes der nogen serie, som bedre end Girls har defineret og karikeret millennial-generationen?
De umage veninder Hannah, Shoshannah, Marnie og Jessa har været færdiguddannede et par år, og nu opholder de sig i den udefinerbart forlængede ungdomsperiode, som kan vare langt op i 30erne. Man kan selvfølgelig indvende, at Girls handler om et privilegeret mikrosegment, der lever et forældrekøbt liv i New York, men jeg vil påstå, at de fleste danske, universitetsuddannede velfærdsmillennials kunne relatere til livsstilen. Man boede til leje med sine venner og arbejdede i prekære, prestigiøse stillinger. Det vigtigste spørgsmål i hele verden var: Hvem er jeg?
Det spørgsmål går igen som et implicit omkvæd i serien. Alle de præcise replikker, der spidder folk til væggen, er en anden måde at sige: Sådan er jeg; sådan er jeg ikke; mig, mig, mig. Man er så forhippet på at finde sig selv, at man hyperkorrigerer, så snart nogen giver en et råd, der lyder klogt. Som da Jessas chef siger, at hun måske skulle tage noget i tilværelsen mere seriøst, og Jessa gifter sig med den første, den værste mand, hun lige har mødt, for at bevise, at hun ikke er flyvsk. Da jeg første gang så serien, idoliserede jeg Jessa, den fritsvævende, ukonventionelle boheme, der hærgeflirtede sig gennem verden. Marnie var efter samme logik en skurk: den pæne, kontrollede veninde, som lignede en republikaner (hvis Marnie var skrevet i dag, ville hun gå i moderigtig beige). Når jeg ser første sæson i dag, er det lige omvendt. Jeg får lyst til at skubbe Jessa ud foran et tog, eller i det mindste en elcykel, hun er indbildsk, verdensfjern og hensynsløs, henkastet utro, og hun tror, at hendes manglende respekt for konventioner giver hende moralsk carte blanche til at behandle alle som statister. Marnie har, i det mindste, principper. Shoshannah er et mysterium, man må bruge flere essays på at pakke ud, en amerikansk arketype, en slags amalgam af popkultur, en personlighed grundlagt på Sex & the City og selvhjælpsbøger (hvis Shosh var skrevet i dag, ville hun have meget pastelfarvet keramik stående).
Jeg var 23, dengang jeg så serien, nu er jeg 35 (omtrent voksen i Girls-tidsregning). Og i stand til at se den som satire, hvor jeg dengang var for nærsynet (og nærtagende) til at værdsætte seriens ekstremt specifikke karakter- og sædeskildring. Jeg tog den personligt og blev fornærmet over, at Hannah var mig – og usympatisk, navlepillende, blottet for situationsfornemmelse og proportionssans. Som Jia Tolentino har beskrevet i The New Yorker er det let at forveksle seriens troværdighed med realisme. Det er det mest påfaldende ved at se serien i dag: Hvor godt den er skrevet (og spillet), den balancerer så skarpt mellem genkendelighed og karikatur. Hannah er definitivt irriterende, men hun er det på en overlagt, kvik, omhyggelig, velskrevet måde.
Girls var satire. Men den var så vellykket, fordi den lagde sig ukomfortabelt tæt på virkeligheden. Hannah var langtfra en utænkelig karakterer. Hun var et ret præcist karaktermord på mig og min jævnaldrende omgangskreds. Os, der havde en grundlæggende tro på, at vi var noget særligt. Med en forkælet forventning om, at verden skyldte os alt muligt. Og samtidig var man for konfliktsky til at bede om det, man vil have. Tag for eksempel Hannahs uafklarede forhold til kvasikæresten Adam, en høj, kejtet kombination af aggressiv seksualitet og undvigende kommunikationsstil; uanset hvor mange Star Wars-storfilm jeg ser Adam Driver i, kan jeg til stadighed ikke adskille ham fra rollen som Adam-fra-Girls. Han er så mærkelig en sexgud. Hans stammende, stødende måde at trække på ordene, hans seriemorderfrisure og -manerer, hans kantede oprigtighed.
Hannah var ikke engang så slem. Der er noget i mig, der savner Hannah, en tidlig millennial, gennemført selvoptaget – og seksuelt frigjort på en hæmmet, selvdestruktiv måde, som når Adam kontrollerende siger, at hun skal ringe til ham og få tilladelse, før hun får orgasme, og hun bare bliver glad for, at han vil have, hun ringer. I Girls forekommer der i det hele taget så mange kejtede sexscener mellem blege mennesker, at Sally Rooney må være misundelig. Hvis nogen kan dyste med Dunham om at være mest emblematisk for millennialgenerationen, er det Rooney, hvis romaner også er befolket af begavede, vrantne hovedpersoner med førsteverdensproblemer. Men hvor Rooney iklæder sine fortællinger en marxistisk bøllehat, en dårlig samvittighed, er Girls gennemført, overlagt belastende. Var det det, vi havde svært ved at snuppe?
Var det, som om millennialgenerationen blev så træt af at blive karakteriseret som avokadospisende narcissister med intimitetsproblemer, at vi gik hen og blev hypermoralske i stedet? »Så skal I fandme se verdensvendthed.« I stedet for åbenlys egoisme blev vi omhyggeligt etisk overlegne og opmærksomme på alle minoriteter, og hvordan folk var »problematiske«. Det var de selvfølgelig også, jævnfør MeToo og alle de andre bevægelser.
Men er det muligt at reintegrere lidt af den tidlige, narcissistiske millennial i disse nye tider?
Hannah minder mig om, at jeg savner den åbenlyse selvoptagethed, som hører 20erne til. Den yngre generation, Gen Z, er om muligt endnu mere moralsk opvakte, dygtige til at være gode mennesker. De ser også Girls. Hvad mon de tænker? Græmmer de sig? Er Girls et freakshow om en gammel verdensorden, eller har den ublu selvoptagethed også en magnetisme? Er det ikke en menneskeret at være selvoptaget i sine 20ere?
Girls blev en kæmpesucces. Men det blev også en folkesport at foragte karaktererne og især seriens skaber, Lena Dunham. Hun blev kritiseret for at være for nøgen og navlepillende, og Girls for at være for eksklusiv eller ekskluderende (for hvid, rig, privilegeret) i sin casting. Men kan man ikke (stadig) kritisere enhver serie for det? Er alle i Succession ikke rige svin? Vel er vi ej vokset fra navlepillende karakterdramaer, det er alt, vi junker. Hvorfor forventede vi, at Girls skulle være både repræsentativ, realistisk, underholdende og moralsk uangribelig? Stillede vi højere krav til dem, fordi de var »piger«?
Det er ikke et forsvar for Lena Dunham eller Hannah Horvath. De var ikke perfekte. Det var pointen. Hannah var en skytsengel for en uhæmmet selvoptagethed, og alle har en indre Hannah, der allerhelst og med klynke-knirke-generationsstemme vil tale om sig selv. Nu er det et nyt år. Tænk, hvis man ikke kun havde et forsæt om at forbedre sig, men om at blive mere fejlbarlig, forfængelig, uskønt sig selv. Man kan begge dele.
