Omsorg. Så meget mere udfordrende at stille noget poetisk op med professionelt hjælpearbejde i omsorgssektoren end med elsket farmors kærlige kartoffelpleje.
Vask mig, som om jeg er en bil
Det virkelig, virkelig gode ved Cæcilie Højbjerg Poulsens lille, fine blå bog nummer to med »digte«, sat op som både kortprosa og med linjebrud, er, hvor tydeligt, på en på samme tid splintret og klar facon, dens projekt – at skildre arbejdet med at drage omsorg for gamle, syge, handicappede i og som poesi – er besværligt og uselvfølgeligt, litterært besværligt og uselvfølgeligt.
Fordi for eksempel den sædvanlige, intimt retoriske henvendelse til et du pludselig bliver helt anderledes prekær, når digterjeget taler til det menneske, hun kommer intimiderende nær i funktion som betalt »hjælper« (som jobbet hele vejen igennem brutalt enkelt benævnes). En genkommende teknik er simpelthen detaljeret og nøgternt at gennemgå de bevægelser, der skal til, for at en hjælpehandling bliver vellykket, og sikke dog en bristefærdig kølighed:
Del:
