Lysmageren

At overvære Hans Hertels afskedsforelæsning i 2009 efter godt og vel et par snese års virke ved Københavns Universitet var som at træde ind i en kulturradikal katedral. Lys, dannet, morsom og moderne.

Forelæsningens affotografering af »Kampen om det moderne« demonstrerede litteraturprofessoren som en suveræn og nysgerrig formidler. Tidligere studerendes korsang viste hans overmåde popularitet på universitetet. Jytte Hildens hyldest fra scenen understregede hans selvfølgelige placering på åndslivets venstre halvkugle.

Ud over universitetet virkede Hans Hertel i det meste af livet i avisverdenen, først i mange år på Information og senere i endnu flere i Politikens spalter. Nu er litteraturprofessoren død, 84 år gammel. Hertel forlod denne verden natten til søndag, offentligheden får ikke flere af hans altid velskrevne historier, indsigter og afdækninger fra det litterære liv.

At besøge ham i hans hjem var som at træde ind i den tykkeste kliché om den lærde litterat og forskers studerekammer. Stabler af bøger i reolerne, naturligvis, resten på enhver ledig plads på borde og gulv og mellem stakke af papirer, manuskripter, avisudklip og endnu flere bøger.

Hans Hertels virke understregede den for så vidt banale indsigt, at for at kunne skrive godt og underholdende skal man nødvendigvis vide noget, meget, det meste.

Som skikkelse i dansk åndsliv var Hans Hertel en moderne kulturradikal af den gamle skole. Optaget af litteraturens friktion med samfundet, af dens landnam i populærkulturen og især, naturligvis, af de to store kulturradikale forbilleder, Georg Brandes og Poul Henningsen, som spredte lys med oplysningsfakkel og PH-lampe.

Spændvidden kort fortalt: Hertel var redaktør af Verdens Litteraturhistorie (1985-93) og skrev flere bøger om den fra Politiken kendte nationaltegner Bo Bojesen. Men hans hovedværk må ubetinget være dobbeltbogen om Poul Henningsen fra 2012: PH – en biografi og debatbogen Poul Henningsen dengang og nu, som gav Henningsen i fuld figur.

En lille vævefejl var der vist i det ellers storslåede værk: Hertel kunne ikke forlige sig med den tanke, at PH måske ville have været på Jyllands-Postens side i muhammedstriden, så det afviste han. Men det rokker ikke ved, at PH-værket er den stående biografi om en af de betydeligste skikkelser i det 20. århundredes debatterende Danmarkshistorie.

Naturligvis og fortjent blev han prist for den indsats. Det Kongelige Bibliotek og C.E.C. Gads Fond tildelte ham H.O. Lange-prisen for værket samt for »den livslange forsknings- og formidlingsindsats på litteraturens område«, som det hed.