Da Spaniens nye voldtægtslov trådte i kraft i oktober, blev der sat en milepæl i kampen mod seksuelle overgreb.
Det var om ikke andet budskabet fra den venstreorienterede koalitionsregering, der med den nye lov kendt som »sólo sí es sí« – kun ja betyder ja – satte princippet om samtykke øverst på lystavlen og lovede Spaniens kvinder bedre beskyttelse mod overgrebsmænd og seksuelle tilnærmelser af enhver slags.
Virkeligheden har vist sig at være en ganske anden. Siden lovens ikrafttræden har flere end 500 dømte sexforbrydere fået nedsat deres straf ved de spanske domstole, og over 40 overgrebsmænd er blevet løsladt før tid. Den spanske befolkning har måbende og med tiltagende bestyrtelse kunnet følge, hvordan dømte voldtægtsmænd og pædofile er vandret fra fængslerne ud i friheden som direkte konsekvens af den nye lov.
Hvordan i alverden er det kommet hertil? Og er der nogen farbar vej ud af dette morads? Det er nogle af de spørgsmål, der trænger sig på, mens skandalen vokser og nu truer med at sprænge den i forvejen skrøbelige regeringskoalition mellem socialdemokratiske PSOE og venstrefløjsalliancen Unidas Podemos.
Baggrunden først. Vi spoler tiden tilbage til 2016, hvor en gruppevoldtægt under den berømte San Fermín-byfest i Pamplona sendte chokbølger gennem Spanien.
Fem venner, som i deres interne WhatsApp-gruppe kaldte sig for »Ulvekoblet«, lokkede i en sen nattetime en 19-årig kvinde ind i en trappeopgang. Her tvang de hende til sex, mens de filmede det hele på deres mobiltelefoner. Kvinden satte sig ikke til modværge – hun fortalte efterfølgende, at hun havde været i chok og blot gjorde, hvad hun blev beordret til.
Da byretten i Pamplona i 2018 fældede dom, blev den manglende modstand lagt til grund for strafudmålingen. De anklagede blev dømt for »seksuelt misbrug«, som i den daværende voldtægtslov blev takseret mildere end »seksuel aggression«, der forudsatte voldsanvendelse. Den ene af de tre dommere stemte tilmed for frifindelse, da han karakteriserede sexakten som »fest og ballade« og ud fra videooptagelserne vurderede, at kvinden »virkede seksuelt ophidset«.
Feminismen som ledestjerne
Sagen udløste en storm af indignation, og over hele Spanien var der massive protester mod domfældelsen. Dommen blev senere skærpet til 15 års fængsel af højesteret, men en bølge var allerede sat i bevægelse. Da socialdemokraten Pedro Sánchez i 2019 indgik regeringssamarbejde med Unidas Podemos, var det med feminismen som erklæret ledestjerne.
Arbejdet med en ny voldtægtslov blev snart påbegyndt. Kravet om eksplicit samtykke blev hjørnestenen i den nye lov, der lod paragraffen om »seksuelt misbrug« smelte sammen med den strengere paragraf om »seksuel aggression«. Budskabet var klart: Seksuelle tilnærmelser uden eksplicit samtykke er en »aggression«, hvad enten der kan påvises synlig voldsanvendelse eller ej.
Det var lige præcis her, smuthullet sneg sig ind. For man fusionerede i samme åndedrag strafudmålingen for de to typer overgreb, og selvom rammen generelt blev sat op, blev minimumsstraffen for de grovere seksuelle forbrydelser nu lavere end før.
Den nye lov har kort fortalt åbnet døren for, at de omtrent 4.000 dømte seksualforbrydere i de spanske fængsler kan søge om nedsættelse af den straf, de blev idømt efter den gamle lov. Og det har i mange tilfælde vist sig at give bonus. En optælling foretaget af radiostationen Cadena SER viser, at domstolene i omtrent en tredjedel af de efterprøvede sager har besluttet at reducere strafudmålingen.
Eksemplerne er mange. En pædofil engelsklærer, som var dømt for flere overgreb på sine elever, fik en markant strafnedsættelse og blev sat på fri fod, samme dag loven trådte i kraft.
En mand, der havde forgrebet sig på sin steddatter, fik høvlet to år af sin straf. En anden, der havde misbrugt en mentalt handicappet kvinde, kunne forlade fængslet som følge af den nye lov, og to unge mænd, der havde deltaget i en gruppevoldtægt, blev ligeledes løsladt efter at have fået strafnedsættelse. Og sådan kunne man blive ved.
Dermed er vi tilbage ved spørgsmålet: Hvordan er det kommet hertil?
Mange – både i og uden for regeringen – ser pilen pege mod ligestillingsminister Irene Montero fra Podemos. Hun stod i spidsen for udarbejdelsen af loven, og hun overhørte angiveligt flere advarsler fra både regeringskolleger og juridiske organisationer. Advarsler, der netop pegede på de afledte – og uhensigtsmæssige – konsekvenser af at lade de to eksisterende paragraffer i den eksisterende voldtægtslovgivning smelte sammen til én i den nye samtykkelov. Ifølge flere juridiske eksperter kunne hullet være blevet lukket ved at skrive nogle overgangsbestemmelser ind i den nye lov. Det blev bare ikke gjort.
Ifølge ministeren selv er der intet galt med loven. Problemet, fastholder hun, ligger hos en mindre del af den spanske dommerstand, der fortolker loven med mandschauvinistisk bias og uddeler rabatter, der aldrig skulle være givet.
I stedet for at ændre lovteksten foreslår hun at sende dommerne på tvungen efteruddannelse i ligestilling, så de kan fortolke loven, sådan som den var tænkt.
Den løsningsmodel er der ikke mange uden for ministerens absolutte inderkreds, der tror på.
»Hvis en lov har uønskede effekter, laver man den naturligvis om. Alt andet er udtryk for barnlig arrogance,« lød det eksempelvis fra den tidligere dommer og Madrid-borgmester Manuela Carmena.
Kravet om at lappe hullerne i samtykkeloven er taget til i styrke, i takt med at stadig flere seksualforbrydere har fået nedslag i deres domme.
Efter måneders massivt pres er premierminister Pedro Sánchez nu blevet mør. Han har forlangt loven lavet om, hvad enten Irene Montero vil det eller ej. Den socialdemokratiske gren af regeringen har således på egen hånd udarbejdet et ændringsforslag, der både skærper straframmen og genopliver sondringen fra den gamle voldtægtslov mellem overgreb med og uden vold.
»Det er meget let at påvise voldsanvendelse, det kræver blot en lille skramme,« forklarede justitsminister Pilar Llop i et interview med Cadena SER og udløste dermed en ny frontalkonfrontation internt i regeringen.
Irene Montero blev rasende. Hun beskyldte justitsministeren for at forbryde sig mod »ånden i samtykkeloven« ved på ny at lade tilstedeværelsen af fysisk vold determinere grovheden af et seksuelt overgreb. Har vi intet lært af sagen om »Ulvekoblet«?
Uenighed og splittelse
I den spanske kvindebevægelse følges debatten tæt, og her er man langtfra enige om den rette kurs.
Sonia Gómez, som er talskvinde for Confluencia Movimiento Feminista – en sammenslutning af 70 feministorganisationer – støtter socialdemokraternes ændringsforslag. Loven, udtaler hun til Europa Press, er dårligt skruet sammen, når den sætter voldtægtsmænd på fri fod, og den bør laves om, »uanset hvad Irene Montero måtte mene«.
På den anden side af fronten står en sammenslutning af 47 feministiske bevægelser, der sammen med Amnesty International er gået på barrikaderne i forsvar for Irene Monteros lov.
De frygter, at voldsbestemmelsen i den modificerede lov vil fjerne fokus fra samtykke som det centrale i overgrebssager, og de ser ikke længere straffe som en løsning på det underliggende problem.
»Højere straffe beskytter os ikke og har aldrig gjort det. En effektiv beskyttelse af kvinderne opnås derimod gennem de tiltag, denne lov bringer til torvs,« lyder det fra den feministiske sammenslutning i en officiel udtalelse.
Debatten om samtykkeloven har fået den i forvejen skrøbelige regeringskoalition til at vakle faretruende. Splittelsen er dyb, og det offentlige slagsmål mellem justitsministeren og ligestillingsministeren har efterladt billedet af et hus i splid med sig selv.
Sagen har fået den højreorienterede opposition til at lugte blod. De to regeringspartier bløder i forvejen i meningsmålingerne, og nu har konservative Partido Popular og højrenationale Vox fået endnu en flanke at angribe fra. Den udnyttes til fulde. Pedro Sánchez beskyldes for at kere sig mere om »voldtægtsmænd og pædofile« end om retskafne og hårdtarbejdende spaniere, og hans forsøg på at skyde skylden på Irene Montero er blevet udlagt som ansvarsforflygtigelse og mangel på lederskab.
»Du er død!« råbte den konservative José Ignacio Echániz forleden til premierministeren midt under en parlamentsdebat.
Han præciserede efterfølgende på Twitter, at det naturligvis kun var ment i politisk forstand, men det kan også være slemt nok for Sánchez.
Senere på året venter både kommunalvalg, regionsvalg og parlamentsvalg, og den kaotiske håndtering af samtykkeloven vil efter alt at dømme gøre ondt værre for venstrefløjen.
Lige nu handler det for Pedro Sánchez frem for alt om at minimere skaden. Det kræver, at han får Irene Montero og Unidas Podemos til at stemme for den modificerede lov, så han slipper for at gå ydmygende bodsgang efter parlamentarisk opbakning fra Partido Popular.
Uret tikker, for lige om hjørnet venter kvindernes internationale kampdag 8. marts. Dagen har i Spanien opnået en helt særlig symbolværdi, efter at millioner af spaniere i 2019 gik på gaden med indignationen over »Ulvekoblet« som den store forenende faktor. Bevægelsen blev politisk forløst nogle måneder senere, da Pedro Sánchez sammen med Unidas Podemos dannede den første erklærede feministiske regering i Spaniens historie og den første koalitionsregering siden 1930ernes republik.
Balladen om samtykkeloven markerer et foreløbigt lavpunkt for den historiske regeringskoalition. Billedet af en splittet venstrefløj og en splittet kvindebevægelse 8. marts er det sidste, den spanske premierminister har brug for.
