VESTEN ville ikke være Vesten, hvis ikke årsdagen for Ruslands invasion af Ukraine blev brugt til at rejse spørgsmålet: Kunne Vesten have forhindret denne krig? Var der noget, vi kunne have gjort anderledes, som havde betydet, at Putin ikke havde invaderet? Spørger man Putin, og for så vidt også Xi Jinping, er svaret entydigt ja. Mere præcist er der ifølge dem tre ting, som Vesten ikke burde have foretaget sig efter Den Kolde Krig, hvis verden skulle være fredelig og stabil. For det første skulle Vesten ikke have udvidet NATO, hvilket ifølge Putin var i lodret strid med det løfte, som vestmagterne gav Sovjetunionen under forhandlingerne om genforeningen af Tyskland. For det andet skulle Vesten heller ikke have fremprovokeret folkelige opstande som de såkaldte farverevolutioner i øst eller det arabiske forår i Mellemøsten og Nordafrika. Og endelig skulle Vesten selv have overholdt den regelbaserede verdensorden, som man uafladeligt påkalder sig, men rask væk ignorerede, da USA og dets allierede gik til angreb på Irak uden FN-mandat.
HAR Putin og Xi Jinping ret? Vi skylder verden og os selv at overveje deres argumenter nøje – når det er vores angivelige forsyndelser, som bruges til at retfærdiggøre Ruslands brutale krig mod Ukraine. Så lad os tage anklagepunkterne et efter et. Hvad angår NATOs udvidelse, skal det indledningsvis siges, at Gorbatjov aldrig fik noget løfte om, at NATO ikke ville blive udvidet mod øst. Det har vi såmænd Gorbatjovs egne ord for. Han bragte slet ikke spørgsmålet op. Nej, han koncentrerede sig alene om at sikre, at der ikke ville blive stationeret fremmede NATO-styrker på det tidligere DDRs territorium efter genforeningen. Og det skyldtes naturligvis, at det ikke faldt ham eller nogen andre ind, at en yderligere NATO-udvidelse mod øst kunne blive relevant. Man skal huske, at Warszawapagten – den sovjetiske pendant til NATO – stadig bestod på det tidspunkt i første halvdel af 1990, og at ingen havde fantasi til at forestille sig, at den ikke ville fortsætte. Så fjern var den tanke, at Polens første ikkekommunistiske premierminister efter Anden Verdenskrig, Tadeusz Mazowiecki, der havde været en ledende skikkelse i den polske modstandsbevægelse Solidaritet, endda krævede, at Polen og Østtyskland skulle styrkes med flere tropper fra Warszawapagten, hvis arvefjenden Tyskland skulle genforenes. I hvert fald indtil grænsen mellem Tyskland og Polen var endeligt fastlagt. Men det gav selvfølgelig ikke mening, at Gorbatjov kæmpede så hårdt for, at der ikke skulle stationeres fremmede NATO-tropper på tidligere østtysk territorium, for så blot at se dem dukke op længere østpå i Polen og Baltikum, da disse lande efter føje år blev optaget i NATO. Så i den forstand har Putin en pointe: Sovjetunionen ville ikke have sagt ja til genforening og frivilligt trukket hundredtusinder af sovjetiske soldater hjem, hvis man havde vidst, at det meste af Warszawapagten sidenhen ville blive optaget i NATO. Sovjetunionen havde sagt nej, og Tyskland var ikke blevet genforenet. På det tidspunkt vel at mærke: For Putins pointe rækker næppe længere end til året efter, hvor Sovjetunionen brød sammen. Herefter ville Tyskland selvfølgelig være blevet genforenet med eller uden russisk accept.
ET ubestrideligt faktum er det derimod, at de vestlige regeringer med USAID i spidsen tilsammen efter Den Kolde Krig har brugt milliarder af dollar på demokratistøtte i såvel de tidligere sovjetrepublikker som i den arabiske verden. Vi har haft programmer for alt fra god regeringsførelse, korruptionsbekæmpelse og styrkelse af kvinders rettigheder til valgobservation og exitpolls og alt muligt andet, som naturligvis kunne have den konsekvens, at befolkningen blev mere kritisk over for en siddende diktator. Men at disse programmer, som kun en marginal del af befolkningen har været involveret i, skulle have udløst Rosenrevolutionen i Georgien i 2003, Orangerevolutionen i Ukraine i 2004, Tulipanrevolutionen i Kyrgyzstan i 2005, det arabiske forår i Mellemøsten og Afrika i 2011 eller senest Majdan-revolutionen i 2014, er decideret dumt. Faktisk er det lige så dumt, som når det påstås, at det var Rusland, der stod bag Brexit eller valget af Trump. For så vidt som befolkningerne i øst og vest blev påvirket af informationer udefra, mon dog det så ikke var, fordi de var utilfredse i forvejen. I Ukraines tilfælde måtte den siddende folkevalgte præsident, Viktor Janukovitj, flygte over hals og hoved til Rusland i 2014: Og det skyldes ikke vestlige ngo-programmer, men at han satte skarpskytter til at dræbe demonstranter på Majdan-pladsen, samtidig med at der blev indført forbud mod, at alle andre end regeringsautoriserede læger måtte give førstehjælp. Det skabte så stor folkelig vrede, at han var blevet lynchet, hvis nogen havde fået fat i ham.
MEDANSVAR har vi til gengæld for, at der ikke er en regelbaseret verdensorden at henvise til, når Ruslands krig mod Ukraine skal fordømmes. Der er ikke nogen tvivl om, at en del af den øvrige verden ikke rigtig kan tage det alvorligt, når Vesten klandrer Rusland for at angribe Ukraine i strid med folkeretten. For det er jo ikke forkert, at der ikke var et klart FN-mandat til at bombe Serbien, invadere Irak eller sende specialstyrker til Syrien, ligesom mandatet til Libyen-operationen meget muligt blev overskredet. Det betyder imidlertid ikke, at alle er lige gode om det, og at Putin bare foretager sig det samme i Ukraine, som vi gjorde i Irak. Putin er gået i krig for at udslette Ukraine, som han hævder er en kunstig vestlig konstruktion, og for at underlægge sig landets ressourcer. Vesten gik ikke i krig for at udslette Irak, men i et mislykket forsøg på at befri befolkningen fra en diktator, der tidligere havde brugt masseødelæggelsesvåben mod sine egne borgere. Og vi fik ingen del i landets ressourcer, men mistede selv tusinder af liv i kampen for det demokrati, der aldrig blev en realitet.
FOR os i Vesten er der imidlertid ingen grund til at tvivle på, at Putin har ret, når han siger, at der ikke ville være krig i Ukraine, hvis Vesten efter Den Kolde Krig havde blandet sig helt uden om resten af verden. Men han har ikke ret i, at verden så ville være fredelig og stabil. For dét, han i realiteten kræver, er, at Rusland efter Sovjetunionens sammenbrud skulle have haft den fornødne tid til at komme til kræfter, så man igen kunne få kontrol med sine naboer og øvrige vasalstater. Men det ville være en tragedie. Samtlige de mange lande, der i mellemtiden er blevet medlem af EU og NATO, er i dag velstående og stabile i sammenligning med dem, som Rusland stadig dominerer. Det betyder ikke, at Vesten ikke har begået fejl. Læren af Vestens militære interventioner i Afghanistan, Irak og Libyen er forhåbentlig, at man ikke skal forsøge med militær magt at ændre et lands samfundsmodel, hvis ikke dets befolkning selv har gjort oprør. Den lære burde omvendt også få Putin til at indse, at han ikke kan vinde krigen i Ukraine: For her vil befolkningen faktisk ikke acceptere at blive påduttet russisk overherredømme, og Rusland vil derfor før eller siden lide nederlag, ligesom Vesten gjorde i Mellemøsten.
KRIGEN i Ukraine kunne dog også være undgået på en anden måde end ved Vestens kapitulation på forhånd, som reelt er det, Putin foreslår. Den kunne være undgået, ved at Vesten langt mere beslutsomt havde reageret på russisk aggression. Vi gjorde det modsatte, og i den forstand bærer vi et medansvar for krigen. Rusland angreb og besatte en femtedel af Georgien i 2008 og blev belønnet med Obamas reset-politik i 2009. Rusland annekterede Krim i 2014 og blev belønnet med Tysklands beslutning om en Nord Stream 2-gaslinjeføring. Samtidig blev der sparet stort på militæret i de fleste europæiske lande: For fremtidens krige ville være cyberkrige eller foregå i rummet, hed det sig. Alt sammen bekræftede det Putin i, at militær magtanvendelse betaler sig. På årsdagen for hans invasion har vi lov at håbe, at det ikke bliver tilfældet denne gang. AL
Læs tidligere ledere fra Weekendavisen her.
