Dybt inde i et københavnsk bygningskompleks med tårn, søjler og vestibule med svungen dobbelttrappe står en række mennesker og venter på en minister.
Det er FNs internationale mærkedag for bælgfrugter, og nu træder Jacob Jensen hastigt ind ad døren i jakkesæt, bordeaux slips og firkantede briller, undskylder muntert og sætter sig til bords med fagforeningspolitikere fra Forbundet af Offentligt Ansatte, det er deres imposante hus, fødevareordførere fra Folketinget, kokke og ernæringseksperter. På dækkeservietter med yndige tegninger af Ingrid-ærter, borlottibønner og puylinser og omgivet af anden bælgfrugtpropaganda spiser de svampepaté, hummus, salat med linser og kyllingefrikadeller drøjet med bønner.
Pressechefen siger, at han lige har været på hummus-cyklen inde i den store kantine, »man træder i pedalerne og laver sin egen hummus«. Oppe ved buffeten hersker en prøvende, eksperimentel stemning.
Dette er ikke normal mad, men en utopi om, hvor godt det ville være, hvis alle fulgte kostrådet om 100 gram bælgfrugter om dagen. I virkeligheden spiser vi to gram.
»Det her vokser,« siger ministeren. »Jeg har lige været til Plantekongres i Herning, hvor der kun blev serveret plantebaseret mad. Der gik et sus gennem 1.300 landmænd, men alt smagte jo skønt.«
Som minister for landbrug og fødevarer er venstremanden ansvarlig for alt, hvad danskerne spiser, og dermed problemet: et kilo kød om ugen, tæt på verdensrekord, kolossalt klimaaftryk. Selv borgerlige politikere må føre an i en kulturrevolution, der rækker ind i det mest private, og som mand vejer Jacob Jensen ekstra tungt: Hvorfor suser det i 1.300 landmænd ved tanken om grøn mad? Og hvorfor er 70 procent af alle vegetarer kvinder?
TIDLIGERE PÅ den internationale bælgfrugtdag, et andet sted i landet. Svend Aage Madsen, psykolog og forskningsleder på Rigshospitalet, har fodret fuglene i haven og er klar til at tale om sit speciale: mænd. Hurtigt tegnes et billede af et risikovilligt, rebelsk og dumdristigt køn, der hverken tager sundhed, helbred eller kostråd alvorligt.
»Under corona brød mænd alle regler, men fik også dobbelt så stor dødelighed som kvinder. Og 30-50 procent af mændene tager ikke den hjertemedicin, de får ordineret,« siger han. »Først troede vi, de bare glemte det, men det viste sig, at de ikke mente, at medicinen virkede. 'Man hører så meget,' sagde de, selvom medicinalvirksomhederne har brugt milliarder på at udvikle og efterprøve medicinen. Det er til at dø af grin over, hvis det ikke var så alvorligt.«
Svend Aage Madsen griber langt bagud i tiden og biologien for at forklare denne dødsforagt. Urtiden hænger fast.
»For mænd har det aldrig været produktivt at gå rundt og mærke efter, de har skubbet bekymringer og smerte til side. Hvis man skulle bygge Eiffeltårnet eller forsvare hulen mod sabeltigre, var det rigtigt at løbe risici og tage lidt let på tingene. Omvendt har kvinder taget vare på familien og holdt øje med tegn på sygdom.«
– Jeg har været til polterabender med kvinder, hvor vi var 12 om at dele en flaske vin, eller sådan føltes det, og alle tænkte på næste dag. Gør mænd i højere grad, hvad de har lyst til?
»Mænd giver den gas, men de ender også i sumpen. Kvinder ved, at de har børn derhjemme og en fremtid. De lever også fire år længere end mænd. Men nu bevæger mændene sig mod familien, de bruger dobbelt så meget tid med børnene som for ti år siden, og den nye barselsorlov vil betyde den største forandring, vi har set gennem tusinder af år.«
Mænd er begyndt at drikke mindre, når de får børn, de holder op med at ryge og kører med cykelhjelm.
»Måske vil tiden med børnene smitte af på mænds holdning til sundhed. Og kød. Ligesom jeg ikke selv har lyst til at spise snegle og frølår, kommer flere og flere til at synes, at kød ikke smager godt. Min svigerdatter er veganer, min søn halvt veganer, og jeg hører mange mænd sige, at de vil spise mindre kød. Der er en bevægelse.«
I GREENPEACES satiriske propagandafilm Herrelogen (2022) om »et mandefællesskab baseret på indtagelsen af kød« erklærer en af de fire mænd sig som vegetar. De andre er i chok. »Skal du så til at gå i kjole eller hvad?« Vegetaren holder en brandtale:
»Når jeg ser på jer, så ser jeg stolte mænd, jeg ser mænd fulde af mod, fulde af ære, fulde af styrke. Men jeg ved også, at I har følt det hele jeres liv. At der var noget galt. Og det sidder som en splint i jeres hjerner, der gør jer skøre. Men brødre, vi behøver ikke længere at opretholde det udefra bestemte mandebillede om, at vi skal spise kød for at være rigtige mænd. Vi må godt være grønne, vi må godt være sunde! Og husk: Det, vi gør i livet, giver ekko i uendeligheden.«
Måske skal projekt bælgfrugt være hyperpompøst for at få mænd til at bide på. Jeg får fat i en af de sjældne: Asbjørn Riise, iværksætter og direktør, veganer på tredje år.
»Min kone er vegetar og har i mange år forsøgt at overbevise mig. Aldrig om jeg vil opgive kødet, sagde jeg. Men så kom min søn og fortalte om filmen The Game Changers (2018), hvor elitesportsfolk bliver stærke og fantastiske af kun at spise grønt. Min søn og jeg levede 100 procent vegansk i tre uger og tabte tre kilo hver. Jeg fik sådan en lethedsfølelse, som jeg ikke ville af med igen, men jeg blev ikke hurtigere eller mere udholdende til at løbe.«
Andre mænds kommentarer: Hans svoger siger, han savner at stå ved grillen med ham. Bøf, pølse, øl. Og når Riise er til forretningsmiddag, undskylder de andre ham over for tjeneren. »Han er god nok alligevel, vi kan godt lide ham.«
Riise er reserveofficer og spiser den hakkebøf med spejlæg, bløde løg og brun sovs, der portionsanrettet sættes foran ham til møder med andre soldater. »Det er ikke en religion for mig, det er ikke farligt at spise kød.« Men det undrer ham, at Hærens Konstabel- og Korporalforening protesterede over et regeringsforslag om to kødfrie dage om ugen i statens kantiner. Fagforeningen var nervøs for manglende proteiner. »Jeg vil vove at påstå, at jeg får rigeligt, blandt andet via bælgfrugter.«
Hensynet til klima er så fjernt, mener han, men mænd kan hentes med løfter om sundhed, om noget kompetitivt og individuelt. Noget, man gør for sig selv. »Det er indlysende, at det ville kunne mærkes på klimaet, hvis alle afstod fra kød. Man ville også kunne brødføde mange flere og få renere drikkevand, men mænd kommer lynhurtigt med modargumenter: Det hjælper ikke noget/klimakrisen skal ikke løses individuelt. Kvinder er anderledes. Min kone er med i en forening til verdensmålenes fremme. De er udelukkende kvinder.«
DA JEG VAR BARN i 1970erne, spiste vores nyrige naboer T-bonesteak, et symbol på velstand og sundhed, dyrebare proteiner. Og Amerika. Jeg var misundelig. Vi talte begejstret om krølfedt og culotte. Det er længe siden, man kunne være uskyldig. Kød er blodig polemik og politik. Selv Lars Løkke må forholde sig til det ubekvemme. Tæt på folketingsvalget holdt han pressemøde i Kødbyen for at fremlægge Moderaternes klimaplan under prøvesmagning af veganerburger og spaghetti bolognese uden kød, »man sparer 80 procent af CO₂-udledningen«, sagde Løkke og erklærede sig som varm tilhænger af grøn halvfabrikata.
Omvendt var der på nogenlunde samme tid brok fra Nye Borgerliges medlemmer over frokosten til årsmødet – en asiatisk inspireret risret med grøntsager og uendeligt lidt kød. »Man snakker om at fremme det danske landbrug, og så serverer man kun grøntsager,« lød det fra et oprevet medlem. »Hvor er den brune sovs?« spurgte en anden ifølge Berlingskes udsendte. Salens højt mumlede utilfredshed fik ordstyreren på scenen, hvor han undskyldte, at arrangementet var henlagt til de »fine københavnske saloner«. »Det bliver bedre næste år i Vejle,« lovede han.
Da forslaget om to kødfrie dage i statens kantiner kom frem, protesterede Dansk Folkeparti over »salattvang« og »grøntsagsdiktatur«. Det blev taget af bordet, men hvis hele befolkningen spiste efter kostrådene – 350 gram kød om ugen – kunne det sænke landets samlede udledning med 6,4 procent.
JEG TAGER TIL Nordvestsjælland for at se utopien (eller, afhængigt af politisk tilhørsforhold: salattvang og grøntsagsdiktatur) gjort til virkelighed på Vallekilde Højskole – et suverænt bønnested. De 139 elever får over 100 gram bælgfrugter om dagen, fordi det store køkken i underetagen smyger dem i maden morgen, middag og aften. Af to forskellige mennesker får jeg fortalt den samme historie: at en ung mand på ryste-sammen-mødet for nye elever sagde: »Jeg skal simpelthen skide hele tiden.« Som svar på, hvad der havde overrasket ham mest ved at være på højskolen, nævnte han madens indflydelse på tarmsystemet.
Ernæringsassistent Michele Jørgensen går forrest ind i kølerummet, trækker et hyldestativ i rustfrit stål ud fra væggen og viser fem dybe bakker i bradepandestørrelse. Der er to og et halvt kilo fuegobønner til dej, to og et halvt kilo kidneybønner til bønnespread, to og et halvt kilo kikærter til seitan, to og et halvt kilo hvide bønner til remonce til fastelavnsboller, og sådan fortsætter det. Alt drøjes med bælgfrugter, også de tre eneste måltider med kød om ugen. Hun trækker et stykke papir frem, det er ugens bælgfrugtliste, og sætter fingeren under det samlede facit: Denne uge sætter eleverne 113 kilo blandede bælgfrugter til livs.
Hun rækker mig en sprød morgenbolle. De små hvide bønner ligner kerner, og den smager godt. En mand står og rører i en gryde bacontern til kyllingebiksemad uden kylling, men med Plant Mate, et dansk ærteprotein, der ligner kylling og har samme konsistens. Og inde i spisesalen stiller køkkenpersonalet altid salaterne først, så brød og de grønne retter og til sidst kødet, hvis der er noget. »Vi nudger, ligesom i supermarkedet,« siger Michelle Jørgensen. Højskolen lokker eleverne til at gå den vej, som resten af landet også bør gå ifølge Klimarådet, regeringens faglige rettesnor. Men som ude i landet er der også modstand her, mest fra mænd.
»Drengene beder om farsbrød og bøf bearnaise, pigerne tager nemmere det grønne til sig. En dag, hvor eleverne kunne ønske en menu, bad de om oksekød. Jeg svarede, at det var for dyrt og ville vælte budgettet. Så kom de tilbage og havde samlet 1.000 kroner sammen. Ok, så. Det blev 20 kilo kød og ti kilo fuegobønner til köfte,« siger Michele Jørgensen. »Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan. Kvinder er måske lidt mere modige og selvbevidste, selvfølgelig tænker de også på, hvordan de ser ud, men også på, hvilken verden de efterlader til børnene. På klima, dyrevelfærd, sundhed. Kvinder er mere bløde.«
Hun taler om sine forældre. Hendes mor står for maden og ved, at alting er blevet dyrene. Måske skal de ikke spise kød hver dag. Det indblik har hendes far slet ikke. »Der er noget velstand over at kunne købe kød, måske er det en mandeting. Min far har indtaget en generel holdning om, at han bare ikke kan lide bælgfrugter, indtil han får et studenterbrød proppet med dem. Han kører det ned og er bagefter næsten fornærmet over, at jeg har 'snydt' ham til godt at kunne lide det. Vi laver solid mad her, og man kan gå til buffeten så mange gange, man vil. Så jeg tror, det mest er en tanke, drengene har.«
I spisestuen siger den ene halvdel af højskolens forstanderpar, Gitte Karen Rosenqvist, at der er sket store forandringer. »For ti år siden kunne drengene flegne helt ud over vegetarisk mad – eller fisk – og ringede til grillen for at få mad bragt ud. Det er blevet bedre. Dengang kunne elever også skrive sig op til en kødfri uge, det er heller ikke aktuelt længere, fordi langt det meste af maden er vegetarisk. Drengene er ellevilde med kød, men de går ikke og mukker over vores mad.«
I et skolekøkken står eleverne bøjet over opskrifter på arbejdsborde. De har valgfaget »Mad på budget«. Jeg spørger en tilfældig elev, hvorfor han ikke er vegetar. »Kød smager rigtig godt, det giver en anden mæthed,« siger Daniel Wright-Johansen. »Der er sådan en lethed over vegetarmad, jeg kan altid spise lidt mere. Det føles bare som tom mad, vi spiser, nogle gange som ingenting.«
Ved siden af ham arbejder vegetaren Cecilia Kildemand: »Måske er jeg det, fordi jeg kan lide at føle mig let,« siger hun. Så vidt hun ved, er der kun fem vegetarer på skolen og af dem kun én dreng.
Deres lærer, Mette Thy, ved ikke, hvorfor det er sådan, og hun er ikke alene. Alle gætter.
»Kvinder er måske mere undersøgende, de tør kaste sig ud i det og er mere tilbøjelige til at ville gøre noget ved de påtrængende problemer med klima og dyrevelfærd. Mænd vil have deres kød.«
Hun prøver ikke at omvende eleverne, for hun tror ikke, det er realistisk. »Men jeg siger hele tiden, at kødet er den dyreste post, så de skal lave om på den gamle tankegang om, at kødet spiller hovedrollen. De får bønner i alting. I bønnemayo, pureret i brødet, i kager, sammenkogte retter, salater, som tilbehør.«
DA JEG DAGEN FØR Vallekilde ringede til madkulturforskeren Jonatan Leer fra Aalborg Universitet, sagde han, at kønsstereotyper stadig spiller ind. Det er ikke lige så legitimt for mænd at spise grønt som for kvinder.
»Man indordner sig jo under nogen, hvis man spiser efter kostrådene, og mænd har en forestilling om, at de giver afkald på noget. Man skal ikke lade sig styre af andre, det er en form for markering af autonomi – det er også magt,« sagde han. »Men der sker også lidt. Ingen mænd får det længere dårligt af at se en mand spise salat, og mænd bliver mere og mere involveret i hverdagen, i børnene og familien. De får blik for nogle andre ting, ikke kun at være en fandens karl ude i verden.«
Alle vegne, både på store bønnedag og bagefter, var mine kilder overbeviste om, at næste generation er anderledes end dem selv. Bedre til bælgfrugter, bedre til at slippe kødet. De unge vil redde den gamle verden. Rapporten Unges madvaner under forandring (2021) fra den grønne tænketank CONCITO slår det håb i stykker. De unge spiser ikke markant mere klimavenligt end andre aldersgrupper. Næsten alle unge spiser fortsat oksekød, og markant flere unge spiser rødt kød fem-syv gange om ugen sammenlignet med alle andre aldersgrupper. »Dette er overraskende, fordi unge ofte bliver fremstillet som frontløbere på klimaområdet,« skrev CONCITO.
Når dhal er bandlyst i visse linsetrætte kollektiver, fordi den indiske ret er blevet vegetarernes pendant til spaghetti bolognese, er det ikke tegn på, at hele landet går i den retning. Og i virkeligheden er det ikke de unge på Vallekilde, der hver især går forrest, men det målrettede, effektive storkøkken under dem. Det køkken opererer, som Klimarådet opfordrer staten til at gøre.
