Da min kone og jeg fik vores første barn for fire år siden, havde jeg gigantiske ambitioner i køkkenet. Jeg forestillede mig, hvordan jeg ville stå der med et viskestykke over skulderen og røre tålmodigt rundt i gryder med boblende mos af knoldselleri, græskar, broccoli, blomkål og andre krogede grøntsager, som signalerer et overskud så urimeligt, at brillerne dugger bare ved tanken om, hvor god man er ved sine børn.
Jeg investerede i kogebøger målrettet de allermindste, satte æselører på hver eneste side, kunne allerede lugte tærterne, de langtidsbagte søde kartofler og den friskfangede torsk rullet ind i en sprød sovepose af spinat og fillodej. Jeg læste om ernæring, smage, konsistenser, om hvordan pokker man gebærder sig i et køkken uden at bruge salt. På Instagram faldt jeg over en amerikansk mor til to, som fik alt til at se ufatteligt nemt og ufatteligt tasty ud. Præcis som det snart ville se ud hjemme hos os.
Så gik jeg i gang. Og så gav jeg op. Min datters mund snørede sig sammen i en forurettet grimasse (tænk: Mette Frederiksen, der får et kritisk spørgsmål på et pressemøde), og den eneste, der mæskede sig i alle herlighederne, var vores skraldespand. Jeg prøvede med flyvemaskinen, mmmm-lyden, aaa-aarh-lyden, jeg prøvede at snige skeen ind mellem læberne, jeg prøvede alle tricks i bogen. Men der er trods alt grænser for, hvor meget man vil lade sig ydmyge for at få bare en enkelt skefuld hjemmelavet hirsegrød i munden på sit barn.
Så vi lagde en ny strategi derhjemme, en strategi, som både giver nogenlunde glade forældre og nogenlunde glade børn. Vi kunne kalde den Klodsmajor-strategien, fordi den som det kendte børnespil går ud på at bygge et skrøbeligt tårn, der ikke vælter, selvom man fjerner den ene byggesten efter den anden. Et tårn, der balancerer lige nøjagtig så længe, at alle bliver nogenlunde mætte, før det hele skvatter sammen.
Eller sagt på en anden måde: Vi laver noget mad, som vi selv kan lide, og så sørger vi for, at den består af nok forskellige elementer til, at børnene da for pokker må kunne lide et eller andet på bordet.
I praksis betyder det ofte variationer over brød med fyld, som kan samles på tallerkenen uden risiko for større nedsmeltninger undervejs – hvis vi altså blander os udenom det ofte noget alternative resultat af børnenes bestræbelser. Tacos kun med cremefraiche og majs? Ja, det kan man vel godt. Tortillas med syltetøj? Tjah. Burgere uden bøf, men med et bøfhøjt lag smør? Okay, okay.
Man kan nok ikke skrive børnekogebøger om den slags, men det virker. Og så kan man jo altid skrue lidt op eller ned for ambitionsniveauet i køkkenet, købe det hele færdigt eller lave alt fra bunden.
SÅ HER KOMMER min opskrift på en anden nogenlunde sikker brød-med-fyld-favorit: pita med hummus, sprød kylling, ovnbagt aubergine, syltede rødløg og tabbouleh (plus dåsemajs, cremefraiche og smør, selvfølgelig).
Da jeg selv var barn, var pitabrød ensbetydende med sådan nogle flade, utroligt tørre tingester, som nærmest smuldrede mellem fingrene. De findes stadig på nederste hylde i supermarkedernes brødafdelinger, men der bør de blive liggende. For det er ikke svært at bage sine egne, og skal man spare tid, kan dejen forberedes aftenen før. Alt, det kræver, er vand, gær, mel, salt, sukker og olivenolie.
En lille klump gær opløses i fire deciliter koldt vand, og en teskefuld sukker drysses i. Jeg foretrækker at bruge manitobamel, som giver et luftigt brød, men alt hvedemel kan i princippet bruges, cirka 550 gram, måske lidt mere. Melet hældes ned i vandet sammen med en teskefuld salt og en skefuld olivenolie. Det hele røres sammen på maskine i ti minutters tid, så det samler sig til en rimelig fast dej, der hæver en times tid på bordet, inden den sættes på køl under låg natten over.
Dagen efter deles dejen i otte-ti boller, som efterhæver et kvarters tid under et viskestykke, mens ovnen varmer op til 250 grader med en bageplade i. Bollerne rulles ud, så de er cirka en centimeter høje, og flyttes over på den varme plade, hvor de bages to ad gangen i fem-seks minutter. Pitaerne holdes lune under et viskestykke indtil servering.
Auberginen kan tilberedes samtidig i bunden af ovnen. Skær den i mundrette stykker, og vend med rigelig olie, salt og peber. Giv auberginen 20 minutter ved 250 grader, vend rundt, og steg videre i ti minutter, til det hele bliver gyldent og mørt.
Kyllingen skæres ud på samme måde og marineres i mindst en halv time i en blanding af yoghurt, paprika, spidskommen, salt, peber og måske lidt tahin. Stykkerne vendes i pankorasp og steges sprøde og gyldne i rigelig olie.
Hummus? Der findes mange skoler, men jeg har bedst held med at tage et par dåser kikærter, hælde dem ud mellem to viskestykker og rulle dem rundt med hænderne, så skallerne løsner sig. Kikærterne koges med salt og en smule spidskommen i et kvarters tid og blendes så sammen med saften fra en halv citron, 100 gram tahin, et fed hvidløg, lidt af kogevandet og salt. Hummussen serveres i en skål med en god sjat olivenolie over.
Rødløg er vigtigt for at give lidt syrligt modspil til de andre ingredienser, fede, salte og umamispændte, som de er. Skær løget i skiver, og lynsylt i en opkog af eddike, vand, sukker og salt efter smag.
Endelig tabbouleh, det friske pust: Persille, tomat, agurk, forårsløg og lidt mynte hakkes fint og vendes med olivenolie, citronsaft, salt og peber.
Det hele serveres i skåle på bordet. Endnu en mandag, endnu et tårn er bygget. Og hvad siger børnene så til det hele lige netop denne mandag, hvor jeg skal folde mig ud i spalterne?
»Vi vil have ristet brød med honning! Vi vil have ristet brød med honning!«
De forurettede grimasser er tilbage, nogle gange styrter sådan et Klodsmajor-tårn bare sammen, uanset hvor umage man gør sig. Men vi andre blev da mætte og glade. Sådan nogenlunde.
