Enhver fodboldspiller kender det: Efter en træning på kunstgræs drysser det med sort gummigranulat fra tøjet, støvlerne, strømperne. Granulatet er udtjente bildæk hakket i småstykker og et nødvendigt onde for at kunne spille på kongerigets kunstige fodboldbaner.
Når det svedige sportstøj centrifugeres i vaskemaskinen, ender gummiet i spildevandet. Sammen med det granulat, der spredes fra banerne til omgivelserne med vind og vejr, udgør kunstgræsbanerne EUs største mikroplastsynder, som man er i stand til at fjerne. Derfor har Europa-Kommissionen foreslået et totalforbud mod bevidst tilsat mikroplast.
Forbuddet er en »no-brainer« ifølge Anne Aittomaki, strategisk direktør for miljøorganisationen Plastic Change. »Man burde have tænkt på, at det aldrig har været en god idé at hakke giftige bildæk i stykker og proppe dem ud på fodboldbaner,« siger hun.
Helt så simpelt er det ikke, for det handler også om mere end miljø, mener Bjarne Christensen, bæredygtighedsansvarlig i Dansk Boldspil-Union. »Kunstgræsbanerne har gjort en markant forskel for fastholdelsen af fodboldspillere, fællesskabet og folkesundheden,« siger han. »Vi har ikke et lige så godt alternativ at spille på endnu, men vi vil gerne være med til at finde et.«
Forbuddet mod gummigranulatet er fremsat af Europa-Kommission onsdag i denne uge, og medlemslandene skal stemme om det 1. marts. Det vides endnu ikke, hvordan Danmark vil stille sig, men desuagtet forventer DBU, at forbuddet bliver en realitet.
Miljøforurening
I sig selv er det alarmerende, at mikroplast er allevegne: I maven på havskildpadder og i moderkagen hos kvinder. Som tidligere beskrevet i Weekendavisen er det endnu tyndt med forskning i de sundhedsskadelige effekter, men en kronisk inflammation i kroppens væv kan være en af konsekvenserne af mikroplasten.
Bildæk er planetens største kilde til forurening med mikroplast, og forslaget fra Europa-Kommissionen retter sig netop mod gruppen af produkter med bevidst tilsat mikroplast, som foruden kunstgræsbanerne blandt andet tæller tandpasta. I den gruppe er fodboldbanerne klart den største forurener med 16.000 ton om året, der ender i naturen.
I Danmark er der cirka 400 kunstgræsbaner, hvor langt de fleste er fyldt med gummigranulat. En bane skal ifølge internationale studier tilsættes op til fem ton ophakkede bildæk som fyld om året.
Aittomaki fra Plastic Change støtter EU-forslaget og kalder det en lavthængende frugt. »Det er jo indlysende,« siger hun. »Man kender den direkte kilde til mikroplastforureningen. Man kan stoppe den, og det bør man gøre.«
Når det drejer sig om fodboldbanerne, vil forbuddet, som Kommissionen fremsatte i onsdags, indfase et totalforbud mod at tilsætte gummigranulatet til kunstgræsbanerne om seks år.
Men hvor skal fodboldspillerne så spille? Ifølge Aittomaki findes der alternative underlag. Før kunstgræsbanerne spillede man på sand eller grus om vinteren. I enkelte klubber i Danmark har man fyldt banerne med korkgranulat i stedet. Valnøddeskaller, træfibre, olivensten og baner uden fyld er der også lavet forsøg med.
»Det er simpelthen ubegribeligt, at man spiller på kunstgræsbanerne, når man ved, hvor store miljøkonsekvenser det har,« siger Aittomaki. Hun kalder det en dårlig undskyldning, når bæredygtighedsansvarlige Bjarne Christensen siger, at bildækunderlaget er det bedste, vi har, og at alternativerne bringer andre udfordringer med sig, som vi ikke er bevidste om.
»Hvis vi skifter underlag, er vi irriterede i 14 dage, og så bliver det godt igen, tænker jeg,« siger Aittomaki.
Medlemsmagnet
Kan miljøpåvirkningen vejes i ton, er det en smule sværere at kvantificere betydningen af kunstgræsbanerne for fællesskabet og folkesundheden. De internationale fodboldforbund godkender desuden kun banerne med gummigranulat. Der er altså intet incitament til at anlægge en bane med kork eller kokos, hvis man ikke må spille gældende kampe på den.
Ifølge Rasmus Worning, træner i Aalborg Chang igennem 17 år, har anlæggelsen af kunstgræsbanen i 2014 sendt medlemstallet på himmelflugt. »Før vi fik kunsten, havde vi tre eller fire seniorhold,« siger han. »Nu har vi otte.«
Zebrastribede Aalborg Chang er ikke den eneste klub, hvor medlemmer vælter ind i klubhuset. På landsplan er der kommet 40.000 nye fodboldspillere til i løbet af de seneste 15 år, hvor der for alvor er blevet anlagt kunstgræsbaner.
Kunstgræsbanerne er nødvendige, når man spiller om vinteren, fordi græsbanerne typisk lukkes fra november til april. I Chang trænede man tidligere på en sandbane, som Worning kalder »decideret farlig«, hen over vinteren.
»Det gjaldt kun seniorholdene. Børnene så vi ikke fra november til april,« siger han. »Også skaderne er blevet færre og af en anden karakter. Tidligere vrikkede spillerne om på den ujævne sandbane. Nu overbelastes de, fordi de træner for meget.«
Fra F.C. Københavns træningslejr i Portugal forklarer fodboldlæge Morten Boesen, at han tror, at kunstgræsbanerne skåner den almindelige spiller en smule mere end alternativerne om vinteren, når græsbanerne er lukket. »Der er kun lavet videnskabelige studier på elitespillere, men min fornemmelse er, at der er færre skader på kunstgræs versus for eksempel grusbaner blandt breddespillerne,« siger han.
Kunstgræsbanerne har ifølge Rasmus Worning også været en gevinst for de dårligere spillere. De stiller ikke helt så høje tekniske krav som en forfrossen sandbane med is nede ved hjørneflaget. »De dårlige spillere kan også spille god fodbold,« som han siger.
Bjarne Christensen fra DBU bemærker også, at kunstgræs har givet et markant løft i folkesundheden med den ekstra motion. »Samtidig er der kommet en klimamæssig dimension. Vi får nogle massive regnbyger og tørke om sommeren. Der er man nødt til at lukke græsbanerne, men kunstgræsbanerne kan stå imod. De er robuste,« siger han.
Alternativerne
Weekendavisen fanger Karsten Paaske, mens han er i Spanien for at studere fodboldbaner. Han er formand for Groundsman Association Denmark, en forening for folk med en interesse for velplejede plæner – kunstige eller ej. Til daglig friserer han græsset i Vildbjerg, hvor U15-landsholdet har base. Her er der to kunstgræsbaner.
»Det korte svar er nej,« siger han. »Der findes ikke alternativer.«
Men hvad med kork? Materialet er det mest testede, men problemet er, at det er mere flygtigt end bildækkene. Der skal altså tilsættes mere kork end gummi til banerne. Kork kan heller ikke klare frostvejr i samme grad som bildæk, og der kan udvikles skimmelsvamp i banen, siger Karsten Paaske.
Der kan være forsyningsproblemer, hvis alle 4.000 baner i EU skal bruge bark fra træer i Portugal. Korkbanen skal også vandes mere og kræver langt mere vedligehold. Miljøproblemet kan dermed blive et klimaproblem.
Derudover tror Paaske heller ikke, at problemet er så stort, som de internationale studier viser. Selvom studierne viser, at hver eneste kunstgræsbane skal tilføres flere ton iturevne bildæk om året, viser Paaskes erfaring, at meget mindre kan gøre det, hvis man vedligeholder banen ordentligt. Hans bud er, at det er nok med cirka 100 kilo om året.
I DBU forventer man, at Kommissionens forslag bliver til virkelighed, men håber, at indfasningen på seks år bliver til ti, så man har en mulighed for at finde et alternativ, som alle er glade for. DBU mener ikke, at det skal være bildæk til enhver tid og for en enhver pris. Et projekt med børster, bander og riste ved Silkeborg har vist, at man kan nedbringe spredningen af mikroplast betydeligt. Man kan godt tage hensyn til både spillere og miljø samtidig, lyder det fra DBU.
Anne Aittomaki fra Plastic Change er uenig:
»Man hakker giftige bildæk i små stumper og smider dem ud i miljøet. Om ti år kommer vi til at kigge tilbage og sige: 'Hvad i alverden tænkte vi på? Var vi ikke klogere?'«.
Miljøministeriet har endnu ikke besluttet sig for, hvorledes de står i afvejningen mellem miljø og motion. Om det danske fodboldfolk med tiden skal finde sig nye baner, ved vi 1. marts.
