Den højmodernistiske maler Piet Mondrian udviklede i løbet af sin karriere et lukket system af former og farver, der gik igen i alle de værker, han skabte: rektangler og kvadrater i primærfarver adskilt af tykke sorte linjer med hvide felter som kontrast. De fleste af hollænderens berømte malerier består ikke af andet end firkanter arrangeret på forskellige måder.

Mondrians praksis er et radikalt studie i, hvor stor betydning en kunstner kan give små variationer over faste temaer. Malerierne ser ens ud, men fordi de er så smukt og konsekvent udført, får de små indbyrdes forskelle det enkelte værks unikke karakter til at træde særligt tydeligt frem.