Kort nyt. Kunstig intelligens har opdaget nye lovende antibiotika, der kan dræbe resistente bakterier.
Nye antibiotika
Antibiotikaresistens står højt på listen over menneskehedens mest akutte udfordringer.
Ifølge WHO var resistens mod antibiotika den direkte årsag til knap 1,3 millioner dødsfald verden over i 2019, og tallet forventes kun at stige i de kommende årtier.
Af samme årsag er forskere hele tiden på jagt efter nye antibiotika, men de står ikke ligefrem i kø. Nu er der imidlertid gode nyheder.
I et nyt studie præsenterer en talstærk gruppe af bioingeniører anført af amerikanske Massachusetts Institute of Technology og Harvard University opdagelsen af en helt ny klasse af antibiotika, der er i stand til at dræbe to forskellige typer af ellers udbredt resistente bakterier.

Gennembruddet skal i høj grad tilskrives kunstig intelligens, som forskerne trænede til at analysere 12 millioner kemiske forbindelser og identificere kandidater med bakteriehæmmende eller -dræbende potentiale.
Øvelsen har ført til opdagelsen af to hidtil ukendte, ikkegiftige forbindelser, der i museforsøg viser lovende takter som behandlingsmiddel mod både methicillin-resistent Staphylococcus aureus (MRSA) – og vancomycin-resistente enterokokker (VRE).
MRSA er blevet modstandsdygtig over for selv de bedste og mest udbredte penicilliner, mens VRE har udviklet bred resistens mod vancomycin, et populært antibiotikum mod især tarmbetændelse.
Kun få nye klasser af antibiotika, der virker mod MRSA og VRE, er blevet opdaget i løbet af det seneste halve århundrede, men med den nye opdagelse kan der være nye lægemidler på vej.
Nature, 20. december
New Scientist, 20. december
Del:



