Årets fem bedste film

En monstrøs freske

Killers of the Flower Moon. Instruktion: Martin Scorsese.

Martin Scorsese har i sin alderdom fundet en unik form til det sidste stadie af sit enorme livsværk. Som altid beskæftiger han sig med USAs synder og fristelser, men i de to sene mesterværker The Irishman fra 2019 og Killers of the Flower Moon fra i år maler han på et næsten ufatteligt bredt lærred med et budget på omkring en milliard kroner og en spilletid på over tre timer. I Killers of the Flower Moon fortæller han om en gruppe hvide mænds plyndring af, og mord på, medlemmer af osage-stammen, der i 1920ernes Oklahoma havde det forbandede held at finde olie på deres reservat.

Tålmodigt bliver Scorsese ved med at hælde karakterer og handlingstråde i sin film, indtil den svulmer op til en monstrøs freske, der afbilder den udbytning og de blodsudgydelser og nådesløse ambitioner, som USA er bygget på. I centrum står en uforståeligt god Leonardo DiCaprio, der som verdens på en gang mest stupide, onde og kærlige mand bliver en inkarnation af de drømme og mareridt, der formede Amerikas 20. århundrede.

Lejemordereksistentialisme

The Killer. Instruktion: David Fincher.

På overfladen ser det ud, som om David Fincher holder sit publikum for nar i The Killer. Det er en ultraeffektiv, klinisk vellavet film om en professionel lejemorder, der nærmest synes at frydes ved at sætte flueben ud for alle forventninger til en voldelig, ultraeffektiv og klinisk vellavet film af David Fincher.

Men under overfladen er The Killer et eksistentielt suk over den moderne kultur. Michael Fassbenders lejemorder er ret beset prekær gig-worker. Han udfører da også sin udåd fra den ultimative senmoderne nonlokation: et We Work-kontor i hjertet af Paris. Han drøner rundt på en auraløs lejescooter og bestiller sit grej med eksprespost fra Amazon.

Filmens suverænt koreograferede åbning, hvor lejemorderen venter på sit bytte, kunne i sig selv have været en mesterlig kunstfilm, havde det ikke været for hovedpersonens enerverende monolog og de sange af den følsomme indiehumanismes hoforkester, The Smiths, som han lytter til for at slå tiden ihjel. For i The Killer er det tiden, de kulturelle distinktioner og selve verdens aura, der dræbes af sjælløs overfladiskhed.

Postkolonialistisk poesi

Saint Omer. Instruktion: Alice Diop.

Alice Diops første spillefilm, Saint Omer, er et eksemplarisk postkolonialistisk værk om en fransk-senegalesisk kvinde, der følger en retssag for at finde ud af, hvorfor en anden fransk-senegalesisk kvinde druknede sin egen datter. Med let og sikker hånd væver instruktøren nutidig virkelighed, historiske traumer og myter sammen til et subtilt kulturhistorisk drama.

Saint Omers retssag er baseret på en virkelig begivenhed, så vi ved på forhånd, at den anklagede unge kvinde er skyldig i den næsten ubegribelige forbrydelse. Snarere end skyld er filmen interesseret i forholdet mellem senegalesisk og vestlig kultur, mellem gammelfransk paternalisme og ungdommelig, kvindelig idealisme og mellem mødre og døtre til alle tider. Hvad der på papiret kan lyde som tungt stof, forløses med en enorm umiddelbarhed og sensitivitet – filmen udvinder sine mest poetiske øjeblikke midt i den intimiderende retssal, hvor de to unge kvinders øjne mødes, og deres skæbner ordløst forenes på tværs af sociale og kulturelle skel.

Kunst uden blod

All the Beauty and the Bloodshed. Instruktion: Laura Poitras.

All the Beauty and the Bloodshed var årets stærkeste dokumentarfilm i de danske biografer, fordi den formåede at få tre tilsyneladende svært forenelige emner til at danne en sublim enhed: et intimt kunstnerisk portræt af den amerikanske fotokunstner Nan Goldin, en skildring af aids-krisens ødelæggelser i 80erne og 90erne og en beåndet kritik af den amerikanske medicinalindustri.

Goldin er filmens helt enormt indtagende hovedperson. I interviews fortæller hun om sin tragiske familiehistorie og om New Yorks kunstscene i 70erne og 80erne. Det sidste har man set skildret et utal af gange før, men aldrig så bevægende som her. Sideløbende følger vi Goldins arbejde i aktivistgruppen P.A.I.N., der samler mennesker, hvis liv er blevet ødelagt af de opioider, der hærger USA. Sammen forsøger de at stække de magtfulde Sacklers, big pharma-familien, hvis blodindsølede håndaftryk kan ses overalt i kunstverdenen. Mod alle odds lykkes projektet, og filmens grene samler sig til en fortælling om ukuelig skaberkraft og vilje til liv.

Under paddehatteskyen

Asteroid City. Instruktion: Wes Anderson.

Den nye Wes Anderson er ikke den samme som den gamle Wes Anderson. Melankolien er blevet til sorg; den underfundige humor sætter sig fast i halsen, inden den udløser den sædvanlige latter; og de dybe karakterstudier er udskiftet med papfigurer. Anderson har i det seneste årti vendt samtiden ryggen for i stedet at lave film om det tabte 20. århundrede eller om en katastrofal fremtid.

Den dybt undervurderede Asteroid City er en eksperimenterende retrofuturistisk fabel – 1950erne filtreret gennem 2020ernes kollektive angst. Det er Andersons velkendte americana i typisk pastelfarvet dioramastil, men nu så fragmenteret, at vi nærmer os avantgardisme. Det vanlige opbud af stjerneskuespillere trisser apatiske rundt i et ørkenlandskab, martret af modløshed, mens paddehatteskyer eksploderer i horisonten, og det eneste tegn på frelse indtræffer, da en alien lander fra det ydre rum. Asteroid City er en trist, grundangst film til en usikker tid.