Over hele Vesten er trætheden over krigen i Ukraine begyndt at brede sig og har på det seneste fået politiske konsekvenser.
I oktober vandt Robert Fico valget i Slovakiet, og senest blev Geert Wilders' Frihedsparti det største parti ved valget i Holland. Det er ikke længere kun i Ungarn, at de mest populære politikere er imod Vestens militære bistand til Ukraine.
Ja, selv i Danmark, der ellers har været et af de lande, hvor opbakningen til Ukraine har været allerstørst, er der bevægelse i det politiske landskab.
For nylig krævede Martin Henriksen, der er spidskandidat for Nye Borgerlige til Europa-Parlamentet, at EU indstiller sin støtte til Ukraine. Og i et debatindlæg i Berlingske i denne uge tordnede Dansk Folkepartis medlem af Europa-Parlamentet Anders Vistisen mod det, han kaldte for »medieløgnen« om Ukraine. Hvormed han vistnok mente, at man havde bildt de vestlige befolkninger ind, at ukrainerne kunne vinde krigen, selvom det blev mere og mere tydeligt dag for dag, at ukrainerne har mistet momentum på slagmarken.
Og på den baggrund kan man frygte, at det kun er et spørgsmål om tid, før Ukraine vil blive presset af Vesten til at indlede forhandlinger med Putin. Ud fra betragtningen om, at krigen ellers vil fortsætte i årevis, fordi den ligesom Første Verdenskrig (en analogi, der høres oftere og oftere) har udartet sig til en fastlåst skyttegravskrig, hvor tusinder af mænd giver deres liv for få hundrede meters fremrykning. I den situation kan man lige så godt skride til forhandlingsbordet med det samme, lyder rationalet: Putin giver alligevel aldrig op, for i modsætning til de vestlige politikere kan han ikke udskiftes ved et valg og kan desuden tvinge sin befolkning til at mene det samme som ham selv.
PROBLEMET MED den argumentation er imidlertid, at den forudsætter, at Putin er interesseret i fred på betingelser, som vi i Vesten har defineret. Fortalerne for forhandlinger forestiller sig givetvis, at hvis han fik tilbudt den femtedel af Ukraine, som hans styrker har besat, tillige med en garanti for, at Ukraine aldrig bliver medlem af NATO, så ville han da helt sikkert sige ja.
Det er meget naivt. For jo, vist kan han da på kort sigt være interesseret i en våbenhvile eller en fredsaftale med store indrømmelser, fordi det ville udstille den vestlige verdens nederlag.
Men det ville være en stakket frist. For Putin har gang på gang gjort klart, at krigen i Ukraine ikke primært handler om Ukraine. Rusland mangler ikke territorium; det er verdens største land, yderst sparsomt befolket, og der er massevis af uudnyttede ressourcer i undergrunden. Nej, krigen i Ukraine er en krig mod Vesten, og dens primære formål er at få indstiftet en ny global orden, hvor stormagterne har delt verden mellem sig i indflydelsessfærer, som de hver især bestemmer uantastet over.
Putin og hans entourage har i årevis lovprist »Jalta«, med henvisning til dengang Roosevelt, Churchill og Stalin efter Anden Verdenskrig delte Europa mellem sig og holdt ord: Det var jo derfor, Vesten ikke blandede sig militært i opstanden i Østberlin i 1953, Ungarn 1956, Tjekkoslovakiet 1968.
Sådan en aftale vil Putin have igen. Men den indbefatter altså ikke kun Ukraine. Af de krav, som han fremsatte til NATO og USA forud for invasionen sidste år, fremgår det, at Baltikum og de tidligere Warszawapagt-lande, der nu er optaget i NATO, skal afvæbnes: De må godt blive i NATO, men de skal ikke være stand til at forsvare sig mod aggression fra Rusland.
Uanset hvor meget territorium Ukraine afstår, vil det derfor helt sikkert ikke være enden på krigen; det vil højst være enden på begyndelsen af Putins krig mod Vesten. Ressourcer mangler han nemlig ikke: Han har tilslutning fra Kina, Nordkorea og Iran, der deler analysen af, at forudsætningen for deres opstigning er Vestens svækkelse.
Få har desværre forstået, at de tider er forbi, hvor Vesten selv valgte sine krige, nu om dage er det andre, der vælger for os, og i NATO skal vi være ovenud taknemmelige for, at ukrainerne stik imod Putins beregninger har valgt at slås, så vi selv slipper. Indtil videre.
OG TÆNKER MAN sig, at vi faktisk holdt ud og stod last og brast med ukrainerne, så er det slet ikke givet, at russerne kunne holde stand.
For vi skal da ikke bilde os ind, at den russiske befolkning er vild med at være i krig mod et land, som den forud for invasionen overhovedet ikke betragtede som russisk territorium. For nylig bragte Institute for the Study of War to uafhængige meningsmålinger, fra Chronicles og Levada, som begge viste, at tilslutningen til krigen er faldet markant i Rusland. Det er under halvdelen, som ønsker, at den fortsætter.
Deraf kan man naturligvis ikke slutte, at russerne gør oprør mod Putin i nærmeste fremtid. Men man kan slutte, at det ikke er forgæves at tage kampen: Som man vil erindre, endte Første Verdenskrig faktisk med, at Tyskland gav op.
