Anbefalinger. Spøgelseshistorier, odinisme og kvalificeret kultursnak. Weekendavisens digitale redaktion præsenterer de bedste podcasts i 2023.

Årets bedste podcasts

 Foto:  Foto:

Folkemor

De lovløse. MonoMono for DR LYD.

En af sidste års mest frydefulde overraskelser var, at der midt i dyndet af mere eller mindre iltfattige snakkesludrepodcasts også fandtes i hvert fald én perle af genuin radioambition. Nemlig DRs podcastføljeton De Lovløse om danske desperadoer, som på hver sin måde blev en del af verdenshistorien.

Derfor optrådte De Lovløse – aber naturlich – også på Weekendavisens liste over sidste års bedste podcasts, og nu er den her altså igen. Anderledes kan det ikke være, når makkerparret Emil Rothstein-Christensen og Tobias Ingemann udkom med podcastens hidtil bedste sæson – og noget af det bedste lydfortælling i år overhovedet – i foråret 2023.

I seks  afsnit får vi fortællingen om ‘The Folk Mother’, eller bare Else Christensen fra Esbjerg, der rejste til USA og grundlagde en racistisk kult inspireret af lige dele asatro og nationalsocialisme. Hvis ambitionen for De Lovløse som helhed var at lave podcast, der lød som en Hollywoodfilm, så lyder fjerde sæson som en prestigeserie fra 00ernes og 10ernes gyldne æra. Tænk: hvis Matador og Breaking Bad fik et elskovsbarn, og dette elskovsbarn blev spillet af Bodil Jørgensen. Podcasten blev kåret til årets podcast og Emil Rothstein-Christensen til årets vært ved Prix Audio, og sjældent har noget været mere fortjent. 

– Mikka Tecza

Insomni-inducerende

The Journal. Wall Street Journal

Jeg falder altid i søvn til podcast. Det er ikke en fejl. Det er meningen.

I årevis kæmpede jeg med søvnbesvær, vendte og drejede mig i sengen, men så opdagede jeg, at en podcast kunne lulle mig i søvn på et øjeblik.

Og når jeg skriver »en« podcast, gælder det stort set enhver podcast. Eksempelvis dem, mine kollegaer anbefaler her. Der er noget ved formatet, som får min hjerne til at slå fra på ingen tid, når jeg ligger under dynen.

Der er dog én undtagelse: The Journal. Den daglige nyhedspodcast fra Wall Street Journal.

Jeg har ofte givet den chancen som sengekammerat, men den fejler eklatant hver gang. Den er simpelthen ikke nær så søvndyssende som konkurrenten The Daily fra New York Times, som ellers ofte handler om præcis samme emne.

Jeg bliver tværtimod lysvågen af de altid stramt komponerede episoder, hvor ikke et sekund spildes på ligegyldig snak. Det allerbedste er de små miniserier på tre-fire episoder, som jævnligt dukker op i feedet – i 2023 eksempelvis om den spektakulære sag mod Sam Bankman-Fried og senest om ChatGPT-bagmændene i OpenAI.

Dette er derfor en omvendt anbefaling: Siden 2019 har The Journal som den eneste podcast systematisk formået at holde mig vågen, når jeg mindst har brug for det.

Det er faktisk ret imponerende.

– Nikolaj Arve

Kulturconnaisseurer

Critics at Large. The New Yorker.

Nej, det er ikke, fordi det ligefrem skorter på mængden af valgmuligheder, når det kommer til snakkesludrepodcasts med journalister fra alverdens medier, der er helt sikre på, at lige præcis deres snakkesludren er mere interessant end alle de andres.

Op af sølet af selvforherligelse har Critics at Large fra The New Yorker imidlertid rejst sig som tilfældet, hvor det rent faktisk passer.

Den ugentlige rundbordssamtale om film, tv, musik og bøger, der foregår mellem tre af USAs dygtigste kulturskribenter i skikkelse af Vinson Cunningham, Alexandra Schwartz og Naomi Fry, er et pragteksemplar på, hvordan kulturkritik kan være både begavet og vittig – og samtidig utrolig vedkommende. Det er det, fordi de tre tilsammen har en uhyggelig skarpsindig evne til at sætte velreflekterede ord på, hvad popkulturelle fænomener og tendenser kan fortælle os om vores samtid.

Det går fra det gemytlige til det direkte dragende, når man hører dem sludre om en særudgave af reality-programmet The Bachelor med personer på den grå side af 60 (kom i gang, TV 2!), og de begynder at udlægge, hvordan det er et udtryk for, at boomergenerationen er i færd med at genopfinde alderdommen som en slags anden selvudfoldende teenagetilværelse.

– Simon Ejbye Schmidt

Følelsesladet sværvægter

Heavyweight. Gimlet/Spotify.

Heavyweight. Det kunne lyde som en podcast om boksningens sværvægtere, men tag ikke fejl. 

Heavyweight er en serie, nu på ottende sæson, hvor skæbner med en tung bagage genbesøger dét øjeblik, hvor livet tog en forkert drejning, en forkert beslutning blev truffet, eller hvor en vigtig relation blev brudt. Store og små begivenheder, der nager og rumsterer. Alt fra en uafklaret skudepisode til en valentinesdate, som aldrig blev.

Og her stiller Jonathan Goldstein sig til rådighed som opklarende hjælper, researcher og forløser. Ikke i alvorlig terapeutisk forstand, men i en nysgerrig og underfundig tone interviewer han programmets hovedperson og tager med ud på rejsen tilbage til den komplicerede fortid. Selvom historierne kredser om tunge temaer som skyld, svigt, ensomhed og tilgivelse, fortæller Jonathan Goldstein let og virtuost. Med stor solidaritet omfavner han det akavede og kringelkrogede sind, og som lytter suges man ind i de dramatiske fortællinger på en sært opløftende måde.

Der produceres blot otte episoder hvert år, men heldigvis ligger alle tidligere sæsoner også tilgængelige på Spotify.

– Birgit Nissen Pedersen

Svigerfamilien spøger

Ghost Story. Tristan Redman/Pineapple Street Studios.

Forestil Dem, at De begynder at grave i historien om et stolt britisk familiedynasti. Jo dybere De graver, desto flere ubehagelige sandheder begynder at pible frem. Sandheder, som muligvis kan ændre hele familiens selvforståelse, og som ingen egentlig ønskede at høre. Forestil Dem så, at familien er Deres svigerfamilie.

Jeg tror ikke, at jeg kunne forestille mig et mere angstprovokerende projekt, end det den britiske journalist Tristan Redman har kastet sig ud i med podcasten Ghost Story. Men for at forstå, hvorfor han potentielt har ødelagt alle fremtidige familiemiddage med svigermekanikken, så hør lige præmissen:

Som teenager oplever Redman mystiske ting på sit værelse; en vase, der flytter sig, en »kold fornemmelse«. Han slår det hen og kommer først i tanke om det, da han mange år senere hører, at værelsets senere beboere har oplevet lignende uforklarlige hændelser. Og huset? Det ligger tilfældigvis lige ved siden af det hus, hans kones oldemor blev myrdet i i 1937. Spørgsmålet er altså: Blev han som teenager hjemsøgt af sin svigeroldemors spøgelse?

Forvirret? Det var jeg også i begyndelsen, men Redman fører sikkert sine lyttere gennem det, der viser sig at være meget mere end en spøgelseshistorie.

– Cecilie Blomquist

Livets store spørgsmål

Search Engine. PJ Vogt/Audacy.

Vi kan lige så godt få det af vejen: Det er svært at skrive om Search Engine uden at skrive om Reply All, den vildt populære og vanvittigt gode podcast om internettet, som radiojournalisten PJ Vogt var vært for i syv år, inden han røg ud i kulden efter beskyldninger om, at han skulle have medvirket til et giftigt arbejdsmiljø og modarbejdet faglig organisering.

Nu er PJ Vogt tilbage, denne gang som selvstændig, med en slags åndelig arvtager til Reply All: en podcast, der har som programerklæring at besvare »de spørgsmål, vi stiller internettet, når vi ikke kan sove«. Hvorfor er vi så vilde med diamanter? Hvorfor giver vi amfetaminpiller til børn? Hvorfor er det så svært at finde ud af, hvor mange der har set Stranger Things på Netflix? Eller – et af mine personlige favoritafsnit – hvordan opdager man ny musik, efter man er fyldt 30?

Simpelt, ja. Men når Search Engine er en af årets bedste podcasts, så er det, fordi Vogt bruger hvert spørgsmål som afsæt til at udfolde en større historie om vores tid: om medicinalindustrien og psykiatrien, om streamingrevolutionen, om magt og moderne kapitalisme og – i sidste ende – vores egne forestillinger om, hvem vi er. Endnu har Vogt holdt sig fra at lave et afsnit om sin egen cancelling, men mon ikke det kommer. Der er i hvert fald en historie at fortælle.

– Mikka Tecza