Dosmer 2022. På opfordring følger en liste med seks af de absolut bedste podcasts.

De bedste podcasts

 Foto:  Foto:

 

Ind til benet

Bad Bets, sæson 2. Wall Street Journal.

Jeg kan ikke fordrage true crime, de der makabre drabssager, hvor en 93-årig ekspert i blodstænkanalyse over 713 episoder sår tvivl om det helt centrale bevis i en 43 år gammel retssag. Nej, giv mig i stedet en medrivende fortælling om en storsvindler, Elizabeth Holmes-typen, som bygger et luftkastel så stort, at nedturen ikke kan blive andet end spektakulær.

Sådan en fortælling er anden sæson af Wall Street Journal-podcasten Bad Bets. Den handler om Trevor Milton, manden bag kometvirksomheden Nikola, som ville revolutionere transportbranchen med en brintdrevet lastbil. En lastbil, som aldrig nåede tættere på drømmen end at trille i frigear ned ad bakke i en velproduceret reklamefilm.

Hvor mange true crime-serier bruger uendeligt lang tid på at forfølge alverdens vildspor, skærer Bad Bets alt det overflødige fra og bygger med hjælp fra tidligere ansatte og samarbejdspartnere en overbevisende og fascinerende sag mod Trevor Milton, som har røvrendt alle på sin vej med drømmen om en bedre fremtid.

– Nikolaj Arve

Tiltrængt indsigt

The Prince. The Economist.

De fleste kan nok en del trivia om USAs præsident, Joe Biden: bilulykken, som tog livet af konen og datteren; sønnen, som døde af kræft; den anden søns misbrug; de mislykkede præsidentkampagner; parløbet med Obama. Men hvad med Kinas præsident, den 69-årige Xi Jinping, som nu har taget hul på sin tredje periode – som den første siden Mao? Hvem er han egentlig?

Svaret finder man i podcasten The Prince, hvor Sue-Lin Wong, Kina-korrespondent for The Economist, i otte ualmindeligt velkomponerede episoder tegner et portræt af manden, som mere end nogen anden personificerer det moderne Kina.

Det er historien om brutal magt, om personlige ydmygelser, en families fald og genrejsning og en vedholdende kærlighed til – af alle steder – Iowa efter en formativ studietur til delstaten i 1985. Når man har lyttet til The Prince, forstår man ikke bare Xi Jinping bedre, men også det Kina, der er vokset frem parallelt med hans eget livsforløb, på samme tid dominerende og underligt skrøbeligt.

– Nikolaj Arve

Hollywood i ørerne

De lovløse. DR Lyd.

I en ørken af ligegyldige snakkepludrepodcasts beværtet af tv-værter-gone-influencers, nyfyrede mediechefer og fallerede standupkomikere skal vi værne om de små oaser, der endnu findes af veltilrettelagt radiofortællekunst.

Og veltilrettelagt er altså DRs podcastføljeton De lovløse, som hen over nu tre sæsoner opruller et kulørt galleri af danske (eller i hvert fald danskklingende) desperadoer, dobbeltagenter, mordere og tyveknægte, der rejste ud i verden og blev en del af historien. I de første to sæsoner stiftede vi blandt andet bekendtskab med svindlersoldat og senere supersherif Chris Madsen – eller bare Christen fra Fyn – og eventyreren Jørgen Jürgensen, der i to måneder var konge af Island. I den seneste sæson, som havde premiere i efteråret, møder dansk kolonihistorie Harlems kriminelle underverden med historien om forretningsmanden, filantropen og gangsteren Casper Holstein.

Det lyder som en Hollywood-film, og det har efter sigende også været ambitionen. Det eneste problem er sådan set, at alle andre historiepodcasts kommer til at virke frygteligt ordinære, når først man har hørt De lovløse.

– Mikka Tecza

Musikkyndigt nørderi

Indbegrebet af!.

Det er ikke ofte, at jeg ligefrem sprutter af grin, når jeg lytter til podcasts. Men forleden skete det simpelthen, at jeg brød aldeles uværdigt sammen i en overfyldt bus 21. Årsagen var én af værterne i musikpodcasten Indbegrebet af!, der i sæsonafslutningen om Aqua kom med den på én gang bizarre og mageløst præcise betragtning, at René Dif rapper, som Stig Tøfting spiller fodbold: helt tæt på græsplænen.

Begavede og morsomme musikpodcasts, hvor værterne får lov at nørde i bund, er ikke ligefrem noget, vi vader i her i landet. Bevares, i en årrække havde vi indiedarlingen Album, som nu lader til at være lagt død for stedse. Men i Albums fravær kan Indbegrebet af! blomstre.

Her mødes tre venner og musiknørder, nogle gange med gæster, for at finde frem til dén sang, som er indbegrebet af en given kunstner. Der lyttes, argumenteres og stemmes til sidst om en vinder. Ved man ikke, hvor man skal starte, så anbefaler jeg mit personlige favoritafsnit om det universelt udskældte rockband Nickelback. Hør det og bliv fan. Om ikke af Nickelback, så af Indbegrebet af!.

– Mikka Tecza

Bag om et imperium

Hot Money. Financial Times.

Hvis man som mig er vokset op med, at internettet ikke længere var noget, man ringede op til, så er man også vokset op med, at porno ikke var noget, man skulle lede længe efter. Nogle gange behøvede man ikke engang at lede. Det var der bare lige pludselig, når man forsøgte at finde et afsnit af The Office på 123watchfree.com.

Men lige så nemt det er at finde porno, lige så svært er det tilsyneladende at finde ud af, hvem der styrer det. I podcasten Hot Money fra Financial Times har to journalister sat sig for at finde, hvem (eller hvad) det er, der står bag den industri, der står for otte procent af al internetaktivitet.

På vejen derhen kommer vi forbi fantastiske afstikkere; en familie i Ohio, der byggede et pornoimperium i stuen og blev hevet i retten af Hugh Hefner, og pornostjernen Stoya, som ikke må lave cam-videoer, når hun har menstruation.

– Cecilie Blomquist

Åndelig opvågnen

Bibelen Leth Fortalt. DR Lyd.

Som den gudløse kulturkristne jeg nu engang er, har jeg ikke åbnet Bibelen, siden jeg blev konfirmeret i syvende klasse. Det har det irriterende dygtige renæssancemenneske Kristian Leth heldigvis.

Leth mener, at Bibelen er verdens vigtigste bog, og efter at have lyttet til ham og journalist Lauge Henriksen indlevende fortælle om Bibelen, og hvordan dens budskaber er allestedsnærværende i vores tankegang og forståelse af verden i dag, er det vanskeligt at være uenig.

Alene det, at programmet har fået kritik af både kristne og ateistiske grupper for at sprede henholdsvis misinformation og kristen propaganda, må ses som en form for blåstempling.

Men også samspillet mellem Leth og Henriksen er eminent. Henriksen, som heller aldrig har læst Bibelen, agerer den nysgerrige og kommer lytterens åndelige armod til undsætning på alle tidspunkter, hvor Leths tilsyneladende uudtømmelige viden om de hellige skrifter gør de almindelige dødeliges til skamme. I deres selskab føler man sig snarere som en del af en eksklusiv bogklub, der er Barbara Bertelsen og Rune Lykkebergs værdig, end at være til søvndyssende undervisning på præstegården.

– Simon Ejbye Schmidt