Kultur­anbefalinger

Kunst

Tæppeflyvning

En monumental udsmykning, der går næsten intimt tæt på, er Ruth Campaus fem kæmpemalerier, et grønt, et orange, et blåt, et gult, et rødt, på væggene på Hvidovre Hospital, færdiggjort 2017-2020: Broderparten af malerierne er synlig, når vi går og går af den lange, lange gang på første etage, de skæres over foroven og forneden, så bunden kan ses på stueetagen og toppen på anden etage. 

Titlen er, opdager jeg, da jeg googler, til overflod Handwowen stories from the colorfields make the blanket warm, og i et interview forklarer kunstneren den grundlæggende tæppemetafor, som jeg havde fornemmet mere end gennemskuet: »Det er forskellige tæpper, der hænger ned over hinanden (…). På den måde kan det måske virke beskyttende og beroligende.« 

Det gør det! Og helt konkret er det sammenstykkede, monokromt akrylmalede flader i forskelligt materiale, altså gigamalericollager med hver én dominerende farvezone. Og den, der står mig nærmest, er den røde, der hænger for enden af den lange, lange gang i afdeling 4, som er børneafdelingen, og som lige så meget er den lyserøde, vildt over the top Barbie-lyserød som et skamløst rødmende, skarpt nærværende, evigt svævende decideret bjerg af omsorg, der nådigt lover at stå os bi.

Hvidovre Hospital, åbent døgnet rundt.

Film

Ghettoklon

Der er de film på Netflix, som alle ser, og der er de film, som ingen ser. Alt for få har tydeligvis fået set instruktørdebutanten Juel Taylors på samme tid overgivent og omhyggeligt kostelige sci-fi-thriller-komedie-satire They Cloned Tyrone om en mut og følsom narkohandler, Fontaine, spillet af John Boyega, der opdager, at nogen løbende kloner ham, og tager kampen op med disse nogen, der viser sig at være en bogstaveligt talt allestedsnærværende, hemmelig organisation med mere sinistert ondt i sinde end som så, sammen med alfonsen Slick Charles, ramponeret stilige Jamie Foxx, og sexarbejderen Yo-Yo, kvikt rapkæftede Teyonah Parris. 

Ikke mindst er filmen en sproglig fest, Slick Charles og Yo-Yo taler fanden begge ører af, og jo mere agiterede og desperate de tvinges ud i at være, jo mere går dialogen i skøn overdrive. Det er også et fint og fælt stykke fantastik om race, plotmæssigt i familie med Jordan Peeles Get Out, men tonemæssigt sin helt egen funky, pimpede og forheksede smadderkasse. Vær ikke en klon, se med nu!

They Cloned Tyrone, kan streames på Netflix.

Late night

Talkshowtitan

Det var en stor, sen aften sent mandag aften, da David Letterman var tilbage i The Ed Sullivan Theater som gæst hos sin afløser som vært for The Late Show, Stephen Colbert, og med The National, valgt af Letterman, som musikalske gæster fløjet direkte ind fra Mumbai (medmindre det var en vittighed, man ved aldrig med David, og han syntes tydeligvis, Mumbai var et skønt ord). 

Jeg har to forbilleder, hvad angår min forsigtige anlæggelse af et stort skæg. 1: min ven forfatteren Jens Blendstrup, hvis skæg, lige nu viljefast holdt nede, er decideret magisk, en, to, tre, som trold af en æske kan det springe frem som en tæt buket onde blomster. Og 2: Letterman, efter han for otte år siden trak sig tilbage som talkshowvært (han har lavet nogle eksklusive talkshows på Netflix, som jeg bevidst har undgået at se – det var i den groovy excentriske varetagelse af hver sene aftens faste rutine, han var et geni), og hvis skæg snarere end at være magisk ligner og er en stor troldmands fuldskæg. 

Det vigtige var ikke, hvad af stort og småt de snakkede om, troldmanden og hans lærling, men bare, at Letterman sad der i gæstestolen (og et kort øjeblik også i værtsstolen) med sin vrangvillige, underfundige charme intakt og gav en fuldstændig ubrugelig lektion, for 4.001. gang, i ægte nærvær.

The Late Show, kan ses i bidder på YouTube.

Musik

Britpopkunst

Jeg ved godt, at der ikke er noget egentligt originalt eller nyskabende ved 90ernes britpop, men jeg kan for søren ikke gøre for, at det var i 90erne, jeg var genuint ung, det vil sige i mine 20ere, ikke i 80erne, da jeg var teenager, eller i 70erne, da jeg var et barn, eller i 60erne, da jeg det meste af tiden slet ikke var født, og at det derfor er de bands og de sange og den lyd, der resonerer dybest, renest, mest eksistentielt i mig.

 Og at jeg derfor kan blive nødt til at elske Suedes nye single og dens titel, »The Sadness in You, The Sadness in Me«, fordi den lyder fuldstændig som en Suede-sang, som totalt autentisk autokitsch, pågående hensmægtende, og når Brett Anderson i omkvædet halvciterer Rilke, må jeg bare erkende, at han er min Rilke: »When the sadness in you meets the sadness in me/ Let’s start changing our lives.« 

Heller ingen vej udenom at være hysterisk over, at Pulp præsenterede deres første nye sang i 100 år ved en koncert i Mexico City i fredags, og at den på de kornede piratoptagelser på YouTube lyder lige så kvintessentielt pulpsk: »Love turns into background noise/ Like this ringing in my ears/ Like the buzzing of the fridge/ You only notice when it disappears.« Britpop er køleskabets knitren i mit livs køkken.

Inkluderet på den nye deluxe-udgave af 2022-albummet Autofiction, BMG.

Musik

Kvindegjort

Det er en elementært fremmedgørende, verfremdende praksis, når sange set fra det ene køns perspektiv synges af et medlem af det modsatte køn, som når Master Fatman synger Aretha Franklins »(You Make Me Feel) Like A Natural Woman«, eller når Sinéad O’Connor synger John Grants »Queen of Denmark«. Eller når Lana Del Ray stjæler Leonard Cohens titel og omkvæd »I’m Your Man«. 

Der sker også noget meget fantastisk, når Cat Power synger »Just Like a Woman« på den nye plade, Cat Power Sings Dylan: The 1966 Royal Albert Hall Concert, hvor hun synger alle de Dylan-sange, Dylan sang til den legendariske koncert, som bootleg-pladen fejlagtigt lod foregå i Royal Albert Hall, hvor Cat Power rent kontrafaktisk står med sin guitar, i stedet for Manchester Free Trade Hall.

 Pludselig emmer den egentlig ret trælst ironisk patroniserende tekst af ægte og hård (MeToo-gennemlyst) smerte: »She takes just like a woman/ Yes, she does, she makes love just like a woman/ Yes, she does, and she aches just like a woman/ But she breaks just like a little girl.«

Cat Power Sings Dylan: The 1966 Royal Albert Hall Concert, Domino.