Kommentar. Hvordan holder man øjnene åbne?

Den, der blinker

I 1938 gav Virginia Woolf sit bud på, hvordan krig kan forhindres. Her er, skriver hun i teksten Tre guineas, fotografiet vigtigt. Som et visuelt vidnesbyrd. Fotografiet kan gøre krig nærværende for dem – for os – der lever i sikkerhed, langt fra krigszonerne. Se, siger fotografierne, det er sådan, det er. Dette er, hvad krig gør. Og den, der for alvor har set på fotografier af krig, mener Woolf, kan aldrig glemme dem igen. Det er hendes påstand, at fotografierne vil berøre beskueren i en sådan grad, at vedkommende herefter vil arbejde aktivt og engageret for krigens afslutning.

Gid det var så vel.

Woolfs tekst er fra 1938, da fotografiet var en anderledes revolutionerende magtfaktor i dækningen af verdens konflikter, men der er alligevel noget næsten pinagtigt naivt over hendes betragtninger. Som om krig kan undgås. Som om beskuerens følelser betyder noget som helst for dem, der lever og dør i krig.

Jeg genlæser Woolfs tekst, da jeg har svært ved at se på fotografier af krig for tiden. Verden er så ufattelig meget i krig lige nu, antallet af døde i Gaza, Israel, Rusland og Ukraine er ubegribeligt, ubærligt, og billedstrømmen er massiv, konstant. Jeg bladrer forbi fotografierne, jeg tænder for radioen, men lader fjernsynet være slukket, og det er, mente Woolf i 1938, et svigt. For fotografiet kan noget, sproget ikke kan.

Jeg husker ikke antallet af døde efter Vietnamkrigen, men jeg husker – som de fleste andre – Huynh Cong Nick Uts fotografi fra 1972, pigen, der nøgen og grædende løber fra krigen. Jeg glemmer aldrig billederne af de mennesker, små utydelige pletter, der sprang ud fra de brændende højhuse, fra Twin Towers i New York 11. september 2001. Også billedet af den treårige syrisk-kurdiske Aylan Kurdi sidder fast. Han druknede i 2015 i Middelhavet på flugt fra krigen i Syrien – og skyllede op på stranden i Tyrkiet, iført rød T-shirt, blå shorts og sorte gummisko, der jo ligner dem, jeg giver min datter på hver morgen.

FOTOGRAFIET HAR NÆPPE forhindret krige, men det har utvivlsomt været med til at skrive krigshistorie; til at dokumentere begivenheder, militære overgreb og politiske svigt, til at fremdyrke sympati og engagement i dem, i os, der befinder sig på afstand af konflikterne, til at huske det, der skete, og dem, der døde.

Som Susan Sontag beskriver i At betragte andres lidelser fra 2003, er krigsfotografiet aldrig neutralt. Noget er i fokus, et perspektiv er anlagt, mens andet er i baggrunden, måske helt uden for rammen, i glemsel. Og det, vi ser, afhænger af dem, vi er – og eventuel fordrejning eller propaganda. Det handler sjældent om at være for eller imod krig som sådan, skriver Sontag, men om politik:

»For en israelsk jøde er et fotografi af et barn, der er flået i stykker under terrorangrebet på Sbarro-pizzeriaet i det centrale Jerusalem (9. august i 2001, red.), først og fremmest et fotografi af et jødisk barn, der er blevet slået ihjel af en palæstinensisk selvmordsbomber. For en palæstinenser er et fotografi af et barn, der er blevet flået i stykker af en tankgranat i Gaza, først og fremmest et fotografi af et palæstinensisk barn, der er blevet slået ihjel af israelsk skyts.«

Det er sandt, men det er også forkert.

I sidste uge brød The New York Times sit eget fotojournalistiske reglement og bragte et fotografi af seks døde børn. Side om side ligger de på jorden, over deres kroppe ligger et hvidt klæde, deres øjne er lukkede, og var det ikke for barnet i venstre side, der mangler et stykke af sit kranium, kunne man måske bilde sig ind, at de bare sover. Det gør de ikke.

Fotografiet fortæller os ikke, hvem børnene er, eller hvad der er sket. Teksten, der ledsager billedet, fortæller, at børnene er palæstinensiske, de blev dræbt i et luftangreb udført af det israelske militær 22. oktober, fotografiet er taget af Mahmud Hams. De informationer er, naturligvis, virkelig vigtige, men også, påpeger The Times' Lydia Polgren i teksten, underligt irrelevante for fotografiet.

»På hvilken side i konflikten stod de seks børn? Det er et meningsløst spørgsmål. De er børn

Sådan kan fotografier af krig – og i særdeleshed af børn i krig – vise os, hvor afgørende, men også larmende ligegyldigt det er, om ofret er ukrainsk eller russisk, israelsk eller palæstinensisk. Og sådan kan fotografier for en stund overskride absurde, men reelle forestillinger om, at empati er et nulsumsspil, at empati er politik. Børn er børn. Og det er stadig vigtigt, at vi ser ordentligt efter.