Katastrofetænkning. Det er naturligvis Shakespeare, som Isabella Hammad får sine karakterer til at recitere i sin ufrivilligt aktuelle andenroman om palæstinensiske liv og steder.
Ramt af et skuespil
Den britisk-palæstinensiske forfatter Isabella Hammad debuterede med et helt rimeligt højt brag i 2019. Pariseren var inspireret af forfatterens egen oldefar, som i 1914 forlod sin fødeby, Nablus, i det historiske Palæstina for at studere medicin i Frankrig, og det, som lykkedes så godt for hende, var den svære kunst at fiktionalisere et personligt stof.
Når man støder på en »sand« fortælling forskanset bag fiktionens beskyttende betegnelse, kan det nemt føles, som om forfatteren både mangler fantasi og vilje til at få efterprøvet sine påstande. Men Isabella Hammads ambition var tydeligvis at skrive en rigtig roman med både plot og karakterer, og sin figur fandt hun i antihelten Midhat Kamal.
Del: