Serveret. Hvis De følger opskriften, vil De erfare, at det er en intet mindre end genial måde at redde en ellers ofte halvkedelig efterårsfrugt fra en krank skæbne.
Efterårsevergreen
En af de første ting, jeg lærte i mine tidlige år som bladsmører, var, at læserne er konservative væsener.
»Læserne forventer genkendelighed. De bryder sig ikke om forandring og kan faktisk ikke lide, at man ændrer noget som helst,« sagde en af mine chefredaktører manende, da jeg luftede muligheden for at flytte eller udelade nogle af de faste elementer for at få mere fleksibilitet på udlandssiderne, som jeg bestyrede. Som nytilkommen undlod jeg at forstyrre tingenes orden og bevidnede siden de læserbrevsstorme, der hærgede, når dumdristige redaktører lossede til hvepseboet ved for eksempel at flytte rundt på krydsord og datidens tv-programmer.
Alligevel har jeg aldrig hørt nogen læsere klage, hvis man ikke lavede nogle af de gengangerhistorier, som især i Frankrig – hvor jeg arbejder – markerer årstidernes skift, og som man med klassisk gallisk flair for botanisk metaforik kalder en marronnier (et hestekastanjetræ), fordi dette træ som regel blomstrer på præcis samme tidspunkt af året: skoletaskernes tyngde omkring skolestart, reportager om hjemløse, når det bliver koldt, gode råd til forkølelsen, når vinteren bider i januar-februar, og så videre.
Amerikanerne derimod er åbenbart noget for sig. For de kræver øjensynligt gentagelser. I hvert fald læserne af The New York Times. I 1983 bragte bladet således den gastronomiske kronikør Marian Burros' opskrift på en nem og vanvittig velsmagende blommetærte, der skaffede avisen så mange positive tilbagemeldinger, at man besluttede at bringe opskriften igen næste år. Og igen året efter. Og så videre. Indtil 1989, da den ublu genbrug af præcis samme opskrift år efter år faldt redaktørerne for brystet, hvorfor man besluttede at trykke den en sidste gang og ovenikøbet med større typer og en tyk ramme omkring, som nærmest var en opfordring til at gribe saksen, klippe den ud af bladet og hænge den op på væggen. Så man havde den ved hånden, hver gang den søde tand fik mundvandet til at sprinkle.
Men da man jo ikke i 1980erne havde internetadgang til alverdens aviser, og bekostelige transatlantiske abonnementer var forbeholdt en yderst eksklusiv elite, vil man måske have mig undskyldt, at jeg tillader mig at ofre nærværende klumme på en gentagelse af det amerikanske dagblads efterårsevergreen, som min kone har lært mig. For tro mig: De vil ikke fortryde det. Og hvis de følger opskriften og går i Marian Burros' fodspor, vil De erfare, at det er en intet mindre end genial måde at redde en ellers ofte halvkedelig efterårsfrugt fra en krank skæbne som nedfaldsfugleføde, som bare ligger og rådner på græsplænen (for hånden på hjertet: Hvem gider at lave, endsige spise sin egen blommemarmelade?).
START MED at varme ovnen op til 175 grader (varmluft).
Tag 200 gram rørsukker, og tilsæt en god gang revet citronskal (den skal selvfølgelig være økologisk, så man ikke bare sidder og smovser i voks og sprøjtegift). Tilsæt dernæst 175-200 gram blødt eller smeltet smør og en god teskefuld vaniljesukker. Dernæst kommer 150-175 gram sigtet mel, en spiseskefuld bagepulver samt en knivspids sydet salt og to store landæg (eller tre, hvis de er små og halvhjertede). Rør det hele sammen, til det bliver en god tyk dej.
Dejen tages ud med en spatel og fyldes direkte over i en springform, som man har smurt godt forinden.
Dernæst tager man 10-12 blommer, som man har vasket grundigt, skåret igennem og fjernet kernen fra, forstås. De fordeles med skødesløs elegance i tærteformen med skindet vendt nedad.
Hvis blommerne er lidt for sure (hvilket ville være sært, når man betænker, hvor meget sol de har fået her i sensommeren), kan man drysse lidt ekstra rørsukker over dem. Og under alle omstændigheder skal de have et skvæt fra en halv citron, som man jo allerede har maltrakteret for at få revet dens skal. Og så kan det også være en god idé at drysse lidt kanel ud over, særligt i disse tider, hvor kardemommen aldeles synes at have trængt den i baggrunden.
Så er der faktisk ikke meget mere tilbage end at kyle formen i ovnen og træne knap en times intensiv behovsudsættelse. Men hvis man er heldig – eller bare utålmodig – kan det ske, at den er færdig, før der er gået en time, så hold et vågent øje gennem ovnvinduet, når det tredje kvarter er passeret.
Den bør serveres, mens den er varm, og kan glimrende sekunderes af vaniljeoprørt yoghurt eller flødeskum (med eller uden smag).
Rygtet vil vide, at den kan også fryses, selvom det umiddelbart virker mere som en teoretisk mulighed, at der nogensinde skulle blive noget tilovers.
Og til sidst: Faktisk er det ikke helt rigtigt, at den ikke er blevet bragt siden. For i 2016 genbesøgte en af bladets journalister den nu gulnede opskrift for at berige læserne med alternative serveringsforslag. Og dem skal den gunstige læser da heller ikke snydes for: Hovedingrediensen i den højtbesungne og vidt berømmede blommetærte kan således lystigt skiftes ud med enhver af sæsonens andre frugter: abrikoser, ferskner, nektariner, pærer eller æbler, ligesom man naturligvis også kan freestyle med krydderier som muskatnød, rosmarin eller ingefær. Og jo – den fungerer angiveligt også glimrende med glutenfrie melvarianter.
Men vigtigst af alt, så fungerer den som en uforlignelig stuedeo, der får ethvert hjem til at dufte af kaloriefyldt velvære, og som kan vække selv den tungest slumrende og sukrede sult til dåd.
The New York Times’ berømte blommetærte
200 gram rørsukker
Revet citronskal
175-200 gram smør
En teskefuld vaniljesukker
150-175 gram mel
En spiseskefuld bagepulver
En knivspids salt
To-tre æg
10-12 blommer (abrikoser, ferskner eller andet)
Saft fra en halv citron
En teskefuld stødt kanel
Del: