Jeg er, som jeg vist har slået fast i avisens spalter, ikke kristen, men der er én ting ved dansk kristendom, jeg sætter stor pris på: sangene. Den danske tradition for fællessang er noget, jeg savner, nu jeg er flyttet til udlandet, hvor man typisk kun synger alene og på en scene. At kunne skrive en anlednings-, fest- eller smædesang på melodien til en Grundtvig-salme, som alle i lokalet kender, er en social gave.

Den danske salmetradition har dybe rødder, og en af de dybeste af de rødder er den byzantinske digter Romanos (udtales med tryk på sidste stavelse), som skrev lange hymner, hvor han genfortalte episoder fra Bibelen.