Ifølge Rudyard Kipling fik leoparden sine pletter, fordi den uden pletter havde været så dygtig til at jage, at alle savannens dyr var flygtet ind i skoven. Derinde var slettens kamuflage intet værd, og leoparden måtte anlægge pletter for at kunne jage igen. Men i sin nye plettede pels forstod rovdyret, at det måtte begrænse sig.
En Leopard-kampvogn er et andet slags rovdyr. Kampvognen er siden 1970erne blevet produceret af Krauss-Maffei Wegmann i München, som har bygget over 3.000 Leoparder i forskellige varianter. Den danske hær og en lang række andre europæiske hære kører den.
En grund til, at Leoparden har fundet vej til mange landes arsenaler, er, at den som andre tyske køretøjer har en god brugtvognspris. Den tyske hær solgte ud af den efter afslutningen på Den Kolde Krig. På den måde anskaffede Polen sig 250 Leopard 2-kampvogne, da landet meldte sig ind i NATO.
Som rovdyret i børnebogen har den tyske kampvogn ikke nogen at jage, ingen krig at kæmpe i det terræn, som den blev udviklet til at kæmpe i. Den blev oprindeligt udviklet i tæt samarbejde med amerikanerne for at kunne kæmpe på den centraleuropæiske front, når Den Kolde Krig blev varm.
Efter Den Kolde Krig blev den tyske kampvogn fredsdividendens kampvogn – et stykke militært materiel solgt af en nation, som aldrig mere ville i krig, til nationer, som ikke regnede med at komme i krig. Det var den danske hær, som kørte i kamp i vores Leopard-kampvogne – først i Bosnien og siden i Afghanistan.
NU ØNSKER den ukrainske hær sig Leopard-kampvogne, og blandt andet den polske hær har lovet at ville køre nogle af sine kampvogne over grænsen. Imidlertid kan en regering ikke eksportere militært materiel efter forgodtbefindende. For at sikre, at man har styr på, hvem der bliver skudt med ens våben, bliver kampvogne og andet isenkram solgt på den betingelse, at videresalg skal godkendes af sælgeren. Polen og andre lande kan således ikke sende deres kampvogne til Ukraine, medmindre Tyskland godkender det. Og lige så villig, Tyskland var til at sælge sine brugte kampvogne, dengang det så ud, som om de aldrig skulle bruges, lige så uvillig har regeringen i Berlin været til at lade kampvognen vise sine pletter ved fronten i det østlige Ukraine.
Onsdag besluttede regeringen i Berlin sig endelig for at tillade, at både tyske og allierede Leopard-kampvogne bliver sendt til fronten i Ukraine, efter et vægelsind, der har været Hamlet værdigt. Tyskland havde ikke forestillet sig, at man ved at tømme sin lagre for brugte kampvogne endte med at bestemme over en afgørende militær kapacitet i Europa. At regeringen i Berlin endte med at godkende, at de tyskproducerede kampvogne bliver sendt til fronten, sker efter så mange overvejelser og forbehold, at kansler Scholz’ ja lød umiskendeligt som et nej.
Denne nølen er ikke så meget udtryk for tysk pacifisme, som at regeringen i Berlin ikke ønsker et russisk nederlag som følge af en ukrainsk forårsoffensiv. Kampvogne kan sikre den ukrainske hær evnen til at gennemføre en offensiv over større afstande, end Ukraine hidtil har været i stand til. Hvis man ønsker en forhandlet løsning på Ukrainekrigen, som giver Kreml en nådig fred, så skal man ikke give kampvogne til Ukraine.
At Tyskland alligevel lader kampvognene køre til Ukraine, er i lige så høj grad et udtryk for det enorme pres fra USA og de europæiske allierede som et reelt ønske om, at kampvognene skal udvirke, hvad de kan i Ukraine. Tyskland har tøvet så længe, at det er denne tøven snarere end den endelige beslutning, som bliver pointen. Ligesom leoparden måtte iklæde sig en ny pels for at passe til nye forhold, vil Tysklands allierede have lært en vigtig lektie: Tyske våben er ikke lavet til krig.
For et Europa, der står over for massive investeringer i nyt militært materiel for at sikre sig mod Rusland, er historien om de tyske Leoparder en advarsel. Hvis man ikke kan regne med, at Tyskland vil tillade videresalg af sine kampvogne til Ukraine, på et tidspunkt, hvor selve den europæiske sikkerhedsorden er truet, hvornår kan man så regne med tysk materielstøtte? Det spørgsmål reducerer dramatisk værdien af indkøb hos tyske våbenproducenter.
Polen har således besluttet sig for at købe over 250 amerikanske Abrams-kampvogne. Danmark har sendt alt vores franskproducerede artilleri til Ukraine, og når vi skal købe nyt, tør vi så overveje et tysk artillerisystem?
Svaret på det spørgsmål er simpelt: Køb amerikansk.
