Klimaændringer og andre negative bivirkninger af den menneskelige overbefolkning og omfattende rovdrift, overudnyttelse og forurening har meget længe skadet naturen i bred forstand, men berører også stadig flere mennesker, både lokalt og globalt.

Efterhånden er det vist kun de allerhårdeste faktabenægtere, der fortsat afviser, at der er problemer. Det står derimod klart for de fleste, at der er behov for en omfattende indsats.

Danmark er i forhold til indbyggertallet et af klodens mest forbrugende og belastende lande, men trods såkaldt klimavalg og endeløse flomme af grøn snak, hersker motorvejstænkningen fortsat, og det går også her til lands meget langsomt med at få iværksat de effektive tiltag.

For den enkelte kan det virke ret uoverskueligt at yde en fuldtonet indsats, men i hvert fald ét sted vil mange uden videre kunne gøre noget, der i det mindste ikke forværrer situationen: i haven.

Illustration: Peter Wandel
Illustration: Peter Wandel Peter Wandel

Danmark har over én million private haver. De opfylder mange gode formål, og der gøres allerede meget, både passivt og aktivt, der mindsker belastningen af kloden. En del er selvfølgeligt og indgår i gængs praksis, men kan nu også ses i et klimaperspektiv – og udbygges.

Indledningsvis må man sande, at noget af det mest effektive, som man kan gøre for klimaet, er at blive i haven og lade planterne arbejde for sagen. Allerede de udslip og ulykker, man ikke forvolder andetsteds, mens man er optaget af at passe sin have eller hviler i en hængekøje sammesteds, bidrager positivt.

Havens store styrke er nærheden, produktionens lave energi- og ressourceforbrug og det begrænsede madspild sammenlignet med butiksvarer. Alt, hvad man selv dyrker, høster og sanker i sin have eller nærved, skal jo ikke fragtes vidt omkring. I det hele taget er det forbløffende, hvad der kan frembringes på selv få kvadratmeter have. Et almindeligt drivhus, der blot udnytter den passive solvarme, kan holde i årtier, forlænge dyrkningssæsonen og give rum for hundredvis af kilo agurker, tomater, pebere, auberginer, meloner og andre gode sager. Og husmurene kan udnyttes til espalierede vinranker, æbler, pærer, ferskner, figener og andre sydfrugter – eller til klatrende hortensia, vedbend eller klematis.

Klimaændringerne indebærer blandt andet flere ekstremer, både når det gælder vand, vind og varmegrader. Som haveholder skal man derfor i højere grad være forberedt på både for lidt og for meget vand – henholdsvis tørke og skybrud. Begge kan imødegås ved at samle regnvand i tønder og kar og sikre, at det overskydende vand ledes sikkert til grundvandsdannelse og vådområder.

De mildere vintre og halveringen af antallet af frostdøgn giver på den ene side flere muligheder i dyrkningen, men øger tilgangen af invasive og problematiske arter, som vintrene førhen forhindrede i at vinde fodfæste.

MEN UD OVER tilpasning til ændringerne er det også muligt at tage fat på en af de centrale årsager, det stadig stigende udslip af drivhusgassen CO₂, og dels mindske udslippet, dels binde noget af kulstoffet. Der tales godt nok meget om forskellige teknikker og metoder til at opfange CO₂ og eksempelvis lagre det i undergrunden. Men som den amerikanske præsidentkandidat Al Gore svarede under et besøg i København i 2007, da han blev spurgt om sådanne løsninger: »We already have such a device – it’s called a tree.«

Som udgangspunkt er det oplagt at udnytte planternes tre-fire milliarder og træernes 3-400 millioner år gamle metode: fotosyntesen. Den indebærer i al sin enkelhed binding af kulstof og frigivelse af ilt fra luftens CO₂; kulstoffet kan så være bundet kort tid i græs og andre urter med hurtig omsætning og væsentlig længere i træer og organiske aflejringer. Skov og enkelttræer er fremragende til at binde kulstof fra luftens CO₂, både i levende og død biomasse, rødder og jordbund. Derfor gælder det også i haverne, byerne og i landskabet om, så vidt muligt, at bevare træer, der allerede er her, og plante flere overalt, hvor det er muligt.

I tilgift giver træer og buske ud over ved (træ) – klodens mest geniale råstof – levesteder, frugter, læ, ly og svalende skygge; de dæmper støj, renser luften for partikler og slører grimme bygninger og anlæg. Det er muligt i enhver have, stor som lille. Her i haven hviler således, på få 1.000 kvadratmeter, allerede adskillige ton kulstof.

Genbrugspladserne modtager årligt omkring én million ton haveaffald. Noget udnyttes til fjernvarme eller komposteres. Meget kunne dog med fordel udnyttes i egen have til pindsvinedynger, kvasbunker og -hegn og tjene som levested og kulstofdepot.

En stor del af det, som man kan udrette som haveholder – og beboer af jordkloden – er ikke raketvidenskab og begynder ret enkelt med jordnær omtanke, kredsløbstænkning og sund fornuft.

Derudover bliver der utvivlsomt behov for diverse tekniske fix, men det må blive uden for haverne.