Anmeldelse. To nye, farlige ideer har bredt sig i den niende sæson af Gift ved første blik. Den ene gør desværre programmet kedeligere.
Kærlighedens flugtsikre rum
Gift ved første blik (GVFB) er et tv-program, der med alle sine eksperimenter og forskere i hvert fald lader, som om det søger nye videnshorisonter. I den niende sæson, der med to afsnit tilbage nærmer sig sin ende, har to nye ideer således bredt sig inden for den stolte videnskab, det er at parre to singler op på landsdækkende tv.
Den ene idé er, at programmet skal respektere deltagernes grænser, hvilket sikkert har været godt for deltagerne, men desværre også er kedeligt for seerne. Den anden idé er sværere at få hold på. Der synes at være en form for enighed blandt både eksperter og deltagere om, at det bedste ville være, hvis man simpelthen kunne gifte sig med sig selv.
Lad os begynde i Vejle. Seniorsoftwareudvikler med hang til selvhjælp Nicklas nåede knap nok at flytte ind hos skolelærer med hang til Eurovision og »ordkram« Sara, før de blev enige om, at han skulle flytte ud igen. De to er i øvrigt indbegrebet af et GVFB-par: Hver for sig er de sikkert herlige, men sammen medbringer de, hvor end de går, en distinkt halvmut stilhed.
De skændes over længden på deres gåture på bryllupsrejsen, og ti vilde brudepiger ville ikke kunne holde Sara fra at påtale, når Nicklas bytter rundt på skrub af-børsten og vask af-børsten, når han vasker op. For mig var det sæsonens hidtil barskeste øjeblik, da Sara, efter at Nicklas faktisk var flyttet ud, og de mødtes til en date på Jelling Festival, i forbifarten fik nævnt, at Nicklas vel lige så godt kunne tage resten af sine ting med hjem.

Sara, der hele tiden har haft det svært med, at der flyttede en fremmed ind, tænkte tydeligvis kun på at få wok, pynteugle og Harry Potter-brætspil ud af sin lejlighed og havde ikke blik for, at Nicklas tydeligvis håbede, at han en dag kunne vende tilbage. Da de senere er ved at pakke hans ting sammen, spørger hun, om han vil have noget af den granola, de to må have købt i forening, med hjem. »Jeg er ikke så god til at få købt skyr,« svarer Nicklas med en usædvanligt specifik selvindsigt. Og tilføjer så: »Jeg kan bare spise det næste gang,« hvortil Sara, helt sikkert ikke for at være ond, bare svarer: »Hvornår?«
I "Gift ved første blik" higer deltagerne meget udtalt efter at se et fremmed ansigt og deri kun spejle sig selv.
Den empatiske og veltalende psykolog med det karakteristiske pandehår Trine Hjorth Bønnerup har vist sig at være programmets nye chefideolog og dermed arvtager til eksekspert Gert Martin Hald. Hun leder en slags opgør imod programmets fortid, særligt at man før i tiden tillod det døddrukne og for hinanden fremmede brudepar at tilbringe bryllupsnatten sammen. Det giver mening at tage det ansvar på sig og sørge for, at deltagerne ikke gør noget, de vil fortryde. Men når hun fortæller, at man har indlagt både pauser fra hinanden og et par dates, før parrene tager på bryllupsrejse, »for at tage brodden af, hvor vanskeligt det kan være at komme på bryllupsrejse med en fremmed«, må man også spørge sig selv, om ikke det var bedre at lade brodden sidde? Dels var det nærmest uvirkeligt kedeligt at se afsnit nummer tre, da parrene slog tiden ihjel før bryllupsrejsen, og Martin – køkkenkonsulent med hang til at tale og aldrig holde op – med psykoterapeut Pernille var på skattejagt på Flakfortet. Men også fordi DR på et tidspunkt må erkende, at man har etableret en i sin kerne så grænseoverskridende præmis, at ingen forbehold redder deltagere fra at få deres grænser overtrådt.
I Sara og Nicklas’ tilfælde ender det med, at de to – med tilskyndelse fra programmets ny ordentlighedsprincip – giver hinanden så megen plads, at de til sidst slet ikke behøver udholde synet af hinanden. Det såkaldte escape room, de med relativ succes besøger, bliver en slags metafor for programmet i sin helhed: De glædede sig til at komme ind, og nu bruger de alle kræfter på at komme ud.
ANDERLEDES VIDTLØFTIG er stemningen på Fyn hos sæsonens nuværende vinderpar, optiker Line og kranfører Mark. Mens det derimod knager hos dem, vi fra første afsnit troede skulle vinde ikke bare sæsonen, men hele programmet, nemlig hundetræner og embedsmand Sara og solcelleingeniør Rasmus. »Der er bare ingenting galt,« sagde Sara i første afsnit. Men det var der.
Parret er for nuværende det levende bevis på, at ingen slipper for det overvældende bøvl, det er at nærme sig et andet menneske. Men ideen om at slippe – at man oplever en »twin flame-connection«, som førnævnte Pernille siger på et tidspunkt – lever ufortrødent videre.
I DENNE SÆSON af GVFB er der endnu et nyt fænomen på færde. Det begynder med, at eksperten Eivind Johansen – ham med NEO-PI-3-spørgeskemaerne, der i parentes bemærket lyder som navnet på en droide i Star Wars – fortæller, at jo mere to mennesker ligner hinanden i deres besvarelser, desto bedre passer de sammen: »Lige børn leger bedst.« Det er sikkert rigtigt, statistisk set. Men det er, som om de ord er sivet ned i grundvandet til deltagerne og her har antaget en anden, mere urovækkende form.
Michael, der arbejder med meget dyr lakrids, kan nærmest ikke tro, at han har mødt en som butiksindehaveren Jeanette, der siger og gør de samme ting som han selv. Den slags udsagn dukker op igen og igen. Mest markant, da Nicklas fortæller, at han vitterligt havde regnet med, at det ville være en kvindelig version af ham selv, der kom gående op ad kirkegulvet.
Her lyder det ikke længere som statistik, men som okkultisme. Som et omvendt dobbeltgængermotiv, som vi kender det fra den gotiske og romantiske litteratur. Her bestod det uhyggelige i, at man mødte noget velkendt, der samtidig var helt fremmed.
I GVFB higer deltagerne meget udtalt efter at se et fremmed ansigt og deri kun spejle sig selv. Sådan er reality-tv; de halve og så meget desto mere interessante selvindsigters land.
I sin niende sæson har GVFB med overlæg trukket sin brod, men mystikken tager til. Efter så mange års mislykkede eksperimenter har vi måske nået videnskabens grænse?
Gift ved første blik. DRTV.
Del:


