Det hårde valg mellem interesser og værdier

DAR-ES-SALAAM – To EU-delegationer har den seneste uge pakket kufferterne for at tage en tur til den sydligste middelhavsregion. Selvom de skulle samme vej, kunne deres budskaber nærmest ikke være mere forskellige.

Først parlamentarikerne: Torsdag den 14. september var fem politikere fra EU-Parlamentets udenrigsudvalg klar til at drage afsted til den tunesiske hovedstad, Tunis, da der indløb en depeche fra det tunesiske udenrigsministerium. Beskeden var umisforståelig: Delegationen havde ikke tilladelse til at rejse ind i Tunesien. Planen var ellers, at de fem politikere skulle gøre status over Tunesiens demokratiske tilbagegang som følge af præsident Kais Saieds konsolidering af sin magt og brud på menneskerettighederne i landet.

Delegationens egentlige mission var at kortlægge, om EU kan samarbejde med Tunesien om migration med samvittigheden intakt. I midten af juli underskrev EU og Tunesien et forståelsespapir, hvori EU lovede Tunesien 7,5 milliarder kroner i udviklingsbistand til gengæld for tunesisk hjælp med at bremse migration over Middelhavet.

Afvisningen bestyrkede blot parlamentarikerne i deres kritik af Tunesien. Udenrigsudvalgets formand, tyskeren Michael Gahler, sagde efterfølgende:

»Vi har ikke set denne slags adfærd siden den demokratiske revolution i Tunesien i 2011.«

Dagen efter fulgte den europæiske ombudsmand, Emily O’Reilly, trop med et brev til EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen: »Hvor grundlæggende rettigheder ikke respekteres, kan der ikke være god forvaltning,« skrev hun.

Netop von der Leyen stod i spidsen for den anden EU-delegation til Middelhavet, og modsat den første kom den rent faktisk afsted. Søndag stod hun sammen med Italiens premierminister, Giorgia Meloni, på havnekajen på den italienske ø Lampedusa og betragtede de spinkle motorbåde, som afrikanske asylansøgere krydser havet i.

Lampedusa, der er en turistdestination med 6.000 indbyggere, er geografisk tættere på Tunesien end på det europæiske fastland. Alene i løbet af to dage i sidste uge ankom der omtrent 7.000 asylansøgere til øen. Flertallet af de ankomne var stævnet ud fra den tunesiske kyst.

På et pressemøde i søndags lagde von der Leyen ansigtet i alvorlige folder og udtalte at, »irregulær migration er en europæisk udfordring, som kræver en europæisk løsning«. Kommissionsformandens »løsning« er ikke at tage fejl af. Hun har rost rammeaftalen med Tunesien og kaldt den »et blueprint for fremtiden« og en model, der kan kopieres af andre nordafrikanske lande.

Den gamle og den nye orden

Selvom politikere fra forskellige fløje i EU-Parlamentet har skudt Tunesien-forståelsespapiret ned – det liberale medlem Sophie in ’t Veld har for eksempel sagt, at det har samme juridiske gyldighed som en ølbrik – stod von der Leyen fast. I sin årlige State of the Union-tale i sidste uge hyldede hun partnerskabet med Tunesien som gensidigt fordelagtigt.

Og splittelsen mellem EUs institutioner er bestemt ikke et sundhedstegn, hvis man skal tro Shada Islam, en selvstændig EU-analytiker med base i Bruxelles.

»Vi kalder os en europæisk union, men på mange måder er vi netop ikke det. Vi har ikke det samme udgangspunkt. Sådan er den nye virkelighed i EU, og det vil være virkeligheden i den kommende tid,« siger hun.

I det ene ringhjørne står EU-Parlamentet som forsvarer for den gamle verdensorden; den, hvor EU samarbejder med demokratiske, retfærdige stater, som vi deler værdier med. I det andet hjørne står EU-Kommissionen i skikkelse af Ursula von der Leyen, og hun repræsenterer en ny orden, hvor aftaler med autokratiske stater er en del af hverdagen.

»Ursula von der Leyen presser på for at få en bindende Tunesien-aftale i hus. Hun vil udvide den til Marokko og Egypten, og hun er også kommet med endnu mere uacceptable ideer såsom den om en flådeblokade i Middelhavet – som egentlig var den italienske premierminister Melonis idé. Det er en kamp om Europas sjæl og moralske kompas, og jeg ved ikke, hvem der vil vinde,« siger Shada Islam, der ikke lægger skjul på sin egen afsky over for partnerskabet med Tunesien.

Men er pragmatiske aftaler ikke netop, hvad vi har brug for i en multipolær verden, spørger jeg?

»Pragmatisme er en del af at være politiker. Der er ikke noget i vejen med at være pragmatisk, men så må EU også holde op med at lade, som om vi har alle de rigtige værdier. Vi må simpelthen beslutte os: Vil vi stå fast på europæiske værdier, eller skal vi krænke disse værdier hver eneste dag?« siger hun.

Ifølge Shada Islam er det ikke spor tilfældigt, at bølgerne går så højt i EU-institutionerne netop nu. Der skal være europaparlamentsvalg i juni næste år, og migration er det hedeste emne.

En tunesisk joker

Men hvor ender aftalen med Tunesien, når der er så stor uenighed internt i EU, at Tunesiens lovede sum på 7,5 milliarder ikke er blevet udbetalt endnu?

Aftaler med tredjelande kan stadig være en del af løsningen, siger professor ved Luiss Guido Carli-universitetet i Rom Christopher Hein. Det afgørende er bare, hvilke lande man samarbejder med.

»Aftalen med Tyrkiet i marts 2016 nedbragte faktisk antallet af ankomne til Grækenland fra Syrien, Afghanistan og Irak. I det perspektiv har aftaler med tredjelande været en succes, hvis man vil mindske migrationsstrømmen. Men det samme kan man bestemt ikke sige om aftalen med Libyen og da slet ikke om aftalen med Tunesien,« siger Hein, hvis stemme i telefonen kæmper en sej kamp mod støjen fra myldretiden i Rom.

I Italien kan man overhovedet ikke mærke effekten af, at Tunesien har skrevet under på et forståelsespapir med EU. Siden det blev underskrevet, er antallet af afrikanske asylansøgere fra Tunesien kun steget.

Der bliver endda spekuleret i, om den tunesiske præsident, Kais Saied, presser afrikanske migranter til at sejle mod Italien for at få EU til at udbetale de aftalte bistandspenge. Øjenvidner fortæller, hvordan tunesisk politi i weekenden kørte tusindvis af afrikanske migranter fra havnebyen Sfax til byen Al Amra; et hyppigt anvendt afgangssted for migranter, der vil til Europa.

Ifølge Sarah Yerkes, der er ekspert i tunesiske forhold hos den amerikanske tænketank Carnegie Endowment for International Peace, spiller Tunesiens præsident sjældent efter reglerne.

»Kais Saied gør ikke, hvad han siger, at han vil gøre. EU-Kommissionen er naiv, når den tror, at han kommer til at overholde sin del af aftalen. Det er mere i Italiens end i Tunesiens interesse at forhindre migration til Europa.«