Denne artikel udkommer også i Weekendavisens politiske nyhedsbrev Mandag Mortensen. Læs mere og tilmeld Dem her.
Det har længe været åbenlyst, at blå blok har problemer. Et dårligt folketingsvalg i november efterfulgt af Venstres indtræden i SVM-regeringen og toppet med Jakob Ellemann-Jensens erklæring om, at han aldrig skal hjem igen, giver lange udsigter til en borgerlig regering.
Men den forløbne weekend har afdækket, at den røde side heller ikke er i tiptop stand.
Matematisk sikrede Mette Frederiksen på valgnatten det yderste mandat, hvilket i de efterfølgende regeringsforhandlinger gav Socialdemokratiet en solid styrkeposition. Venstre var bragt i en situation, hvor de reelt skulle vælge mellem forskellige udgaver af Mette Frederiksen. Var det ikke lykkedes med en regering over midten, kunne hun have fortsat med en ren rød.
Så enkelt er det ikke længere.
Alternativets eksklusion af Theresa Scavenius fra partiets folketingsgruppe vidner om alt andet end stabilitet i den del af den røde fløj. Mens resten af partiet politisk krabber sig hen mod den attraktive midte, hvor magten og indflydelsen for tiden ligger, ville Scavenius en mere konfrontatorisk linje. En mere alternativ, kunne man sige.
Facit er, at den røde blok mistede et mandat til løsgængeriet. Det har lige nu ikke den store praktiske betydning al den stund, at vi har en flertalsregering over midten. Men det viser, at Socialdemokratiets mulighed for at søge tilbage til rød blok er et usikkert kort, selvom det ikke er lige så usikkert som Ellemanns modsatrettede muligheder.
Dertil kan man så lægge signalerne fra weekendens radikale landsmøde. Man kan selvfølgelig gøre sig munter over, at Martin Lidegaards parti ofte er i gang med overvejelser om at indgå i regeringer, der ikke findes i virkeligheden. Men man kan også se landsmødet som endnu et skridt i en radikal frigørelsesproces fra Socialdemokratiet, der så allerede har frigjort sig fra De Radikale.
Udlændingepolitikken, der i et par årtier har lænket Det Radikale Venstre til den røde side, fordi den trods alt var det mindste onde, er tonet ned. Ingen ultimative krav om hverken det ene eller det andet.
Til gengæld talte Lidegaard for økonomiske reformer og især for at gøre noget ved tilbagetrækningen fra arbejdsmarkedet. Det er ikke ny radikal politik, men vægten er forskudt.
Reformerne skal ifølge Lidegaard især skaffe råderum til en mere ambitiøs uddannelses- og klimapolitik.
Bevægelsen handler om at generobre den gamle radikale position i midten af dansk politik. Men problemet for Lidegaard er, at den politiske midte for tiden er noget overbefolket. Foruden de tre SVM-partier drages også SF og Liberal Alliance mod indflydelsen og er blevet det, som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen i sidste uges udgave af denne avis kaldte »et korrektiv til regeringen«. Selv lederen af Nye Borgerlige, Pernille Vermund, synes i bevægelse mod midten og indflydelsens fristende kagebord.
»Vi skal vise, at vi er interesserede i at finde løsninger og kompromiser, og at vi ikke bare står og surmuler ude på fløjen. Det er helt afgørende for mig – de rene hænders politik siger mig intet,« sagde hun i et stort interview med Berlingske.
Det svarer til en refleksion, der også trives i andre dele af blå blok. For det første, at regeringen formodentlig kommer til at sidde tiden ud. For det andet, at en borgerlig regering er utænkelig, medmindre Venstre trods Ellemanns besværgelser vender hjem. Helst skal man sådan set også have Løkke og Lidegaard eller i hvert fald en af dem ombord, medmindre der er et større uforudset vælgerskred et sted i horisonten.
Her er det formodentlig en kende optimistisk at tro, at Lidegaards tanker om at veksle tilbagetrækningsordninger til investeringer i klima og højere uddannelser vil virke voldsomt fristende på Inger Støjberg, Morten Messerschmidt eller Pernille Vermund.
Hans frigørelsesproces er da også mere forankret i en midte, der udgør et alternativ til regeringens midte. Foreløbig har han et løst fællesskab med Liberal Alliance og Konservative, en alliance, der på sine bedste dage har udsigt til små 40 mandater. Men sammen med bevægelserne hos både Alternativet og Pernille Vermund dog et signal om, at de gamle fløje synes at være i opløsning.
