Havens ege bugner med agern – det er tydeligvis agernår igen i år. Endnu er de grønne, men i løbet af den næste måneds tid vil de modne, blive brune og dratte til jorden i hundredvis. Agern er et værdifuldt fødeemne, og mange vil blive ædt på stedet eller blive samlet op og gemt i forråd, tabt undervejs eller glemt – og derved spredt – af skovskader, mus, egern og mange andre. En del af de agern, som ikke fortæres eller bliver hjemsøgt af insekter og svampe, har så mulighed for at spire frem som nye ege i have og landskab. Her i haven er der i forvejen snesevis af små ege på vej op fra tidligere års frøfald.

Men visse steder er der ingen eller kun få agern på selv store ege – og i stedet ses nogle mærkværdige fliget-kammede gevækster, der ligner små marengs eller anden konditorkunst, der, hvor der skulle have siddet agern. Det er galler, dannelser, der udvikles som følge af kemisk-hormonale påvirkninger fra de æg, som visse insekter og mider lægger i plantens væv, og som fører til udvikling af karakteristiske dannelser, der omslutter og beskytter ægget og senere larven. I dette tilfælde er bagmanden en galhveps, Andricus quercuscalicis.

Dannelserne ses flere steder rundtomkring på især Øerne, men kun hvor der ud over ege af hjemlige arter som stilkeg (Quercus robur) og vintereg (Q. petraea) også står træer af den indførte art, frynseeg (Q. cerris). Denne art, der også kaldes tyrkisk eg, er hjemmehørende i Sydøsteuropa og Tyrkiet. Den har navn efter de lange trævler eller hår, der sidder omkring knopperne, og sikkert også de karakteristiske, filtrede agernskåle.

Frynseegen har været i Danmark i næsten et kvart årtusinde, idet den første menes plantet omkring 1784 ved Næsseslottet nær Furesøen. Fra især anden halvdel af 1800-tallet og op gennem 1900-tallet er arten blevet plantet i mange parker, haver og på kirkegårde i hele landet.

Illustration: Peter Wandel
Illustration: Peter Wandel Peter Wandel

Det har været helt uproblematisk, lige indtil denne galhveps dukkede op. Den hører hjemme i de samme egne i Sydøsteuropa og Mellemøsten, hvor både stilkeg og frynseeg forekommer naturligt, og har med nogen forsinkelse fulgt frynseegen ud i verden. Den kom til England i 1960erne, men blev først fundet i Danmark i 2013. Her har den hurtigt bredt sig på Øerne og i Sydøstjylland – utvivlsomt begunstiget af klimaændringerne og de stadig mildere vintre.

DET ER TO LÆSERE, Christian og Inge Bender Koch i Emdrup, der har gjort mig opmærksom på fænomenet og forekomsten i deres nabolag, hvor det har optrådt siden i hvert fald 2021. I begyndelsen af måneden var jeg på deres anvisning i Emdrup for at se på egene og de ubudne gæster. Nær kirken står en stor, prægtig stilkeg og langs stien ved Utterslev Mose vekselvise, mellemaldrende stilkege og frynseege. Under alle stilkegene lå mængder af nedfaldne galler, og i kronerne kunne ses endnu flere.

Eg har i forvejen mindst 40 forskellige andre galledannere – galhvepse, galmyg, galmider – knyttet til sig. Størstedelen af gallerne udvikles på bladene, blandt andet store og små galæbler og knap-, drue-, linse- og dannebrogsgalle. Ganske vist nasser disse dyr på egen og stjæler noget af dens sukker- og stofproduktion, men det har som regel ingen større betydning for træet. Det har det derimod, når det er frøsætningen, der rammes.

Denne galhveps værtsskifter mellem frynseeg og stilk- eller vintereg og lægger æg i henholdsvis hanblomstanlæg på den førstnævnte og hunblomstanlæg hos de sidstnævnte, således at der om foråret udvikles galler med han- og hunhvepse på frynseegens hanrakler og senere på året disse galler med hunlige larver i deformerede agern og agernskåle på vore hjemmehørende egearter. Galhvepsen påvirker derfor ikke frynseegens agernsætning, men kan være ødelæggende for frøsætningen hos stilk- og vintereg.

Galhvepsen Andricus quercuscalicis har ikke noget dansk navn, men kunne passende kaldes frynseege-galhveps eller måske frynseege-agerngalhveps.

En anden, nærtstående galhvepseart, Andricus grossulariae, har lignende økologi, men uden at skifte vært undervejs. Den omdanner agern på en række egearter, også de ovennævnte, til stjerneformede galler med samme resultat. Ingen af disse agerngalhvepse skader dog træerne som sådan, hverken veddet eller løvet, men begrænser eller ligefrem hindrer som nævnt stilk- og vinteregenes formering. Da ege kan leve i flere hundrede år, bliver det næppe kritisk foreløbig. Derimod er det et stort problem for de mange dyr, der lever af agern, at de således kan miste en vigtig del af deres fødegrundlag, navnlig i efterårs- og vintertiden.

Flere arter af hjemmehørende snyltehvepse vil straks kaste sig over gallerne og bore deres læggebrod ind til larverne og lade dem være føde for deres eget afkom og dermed begrænse angrebet.

Den umiddelbart eneste løsning på agernproblemet er dog nok at undlade at plante frynseeg – og at fælde dem, der allerede er her. Hvis man kan nænne det.