Anmeldelse. Iben Mondrup afslutter sin intenst melodramatiske trilogi om bortførte grønlandske børn med en øm, tøvende nedtælling til hæsblæsende showdown på Ishavet.
Hævn er ingen havn
Fotocollage: Mai-Britt Bernt Jensen.
Har man læst – og det har man som dannet lystlæser selvfølgelig, man har slet ikke kunnet lade være – de to første bind i Iben Mondrups mildest og vildest talt melodramatiske trilogi, Tabita (2020) og Vittu (2022), om to børn brutalt revet væk fra deres grønlandske bygd til Danmark, vil det være et rigeligt, nær ved og næsten spoilende referat af det rigt indlevede tredje bind, Bjørn, at citere titlerne på bogens fem store afsnit, der nemlig bare er angivelser af afsnittets synsvinkelbærere: »Berthel/Eva«, »Tabita/Abelone«, »Vittu/Tabita«, »Tabita«, »Tabita/Berthel«.
Så ved de læsere, der med helt gammeldags føljetonlængsel har ventet og ventet på trilogiens afslutning, hvilke centrale, uundgåelige møder og konfrontationer der forestår, men jo intet om, hvordan de kommer til at løbe af stablen, selvom vi håber og frygter det melodramatisk værste. Og – spoiler jeg lokkende – til syvende (reelt femte) og sidst gør det med rette.
Del:
