Datingprogrammet Gift ved første blik er det tætteste, vi kommer på en græsk tragedie. Især, når der medvirker par over 40 år – så er det bare et spørgsmål om tid, før de stikker øjnene ud og flygter fra det nukleare eksperiment.

Derfor har DR i år ændret på konceptet, så der overvejende er par under 40 år. Et enkelt er dog over. Lidt drama skal der jo være.

Foreløbig er der blevet sendt to afsnit, og ti håbefulde singler er blevet matchet af et hold eksperter, som har fået udtrykkelig besked på ikke at matche efter fiaskopotentiale.

Gjorde de da det tidligere? Ja, det kan man have dem mistænkt for.

»Gift ved første blik«-konceptet har en skilsmisseprocent på foreløbig 90 procent. Men måske bliver det anderledes her i 9. sæson. Det modne par Pernille og Michael er et balstyrigt – og sprængfarligt – par. Pressefoto: Snowman Productions.
»Gift ved første blik«-konceptet har en skilsmisseprocent på foreløbig 90 procent. Men måske bliver det anderledes her i 9. sæson. Det modne par Pernille og Michael er et balstyrigt – og sprængfarligt – par. Pressefoto: Snowman Productions. DR

Flere af de tidligere par er næsten gået direkte fra bryllup til krisehjælp. Tænk bare på femte sæsons Carsten og Eva, der drev hinanden til vanvid under verdens værste bryllupsrejse, eller sidste års bizarre match mellem levemanden Steen og hyperveganeren Mette, der blev skilt over tanken om en leverpostej i køleskabet.

Tidligere har vi også set et bløddyr blive sat sammen med en boss lady, og en mand, der ikke ønskede flere børn, blev sat sammen med en kvinde, der drømte om flere. Men nej, DR castede sandelig ikke efter fiaskomodellen ...

Særligt ottende sæson var en regulær kærlighedsmassakre, hvor ingen par tilsyneladende kunne vente med at sige klart nej til hinanden. Måske derfor har DR nu evalueret konceptet og gjort noget velgørende, nemlig fyret sine eksperter og hyret tre nye.

Det betyder, at der er blevet sagt farvel til den hæmningsløse vrøvlevulkan Gert Martin Hald, som ikke kun stod for det ene vanvidsmatch efter det andet, men også på flydende pølsesnak kunne ledsage dem på vejen til opløsning med ord som:

»Her er det så vores ansvar at hjælpe ham og få ham til at se, at han er ved at gentage de her mønstre, sådan at vi kan komme videre i den proces, der hedder Carsten og Eva, fremadrettet.«

Det kræver en helt særlig ekspert at caste så bundulykkelige par – og bagefter kalde dem for »processer« – og det kræver en helt særlig uddannelsesmæssig baggrund at tale så mærkeligt.

Modtag Weekendavisens daglige nyhedsbrev

Hver dag udvælger vi og præsenterer dén historie, De ikke må gå glip af. Tilmeld Dem her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

I denne sæson har man også sløjfet den akavede bryllupsnat, hvilket er smart, fordi programmet har lært os, at par, der knalder på bryllupsnatten, er dømt til at gå ned i flammer. Man er også holdt op med at matche deltagere, der bor i hver sin ende af landet. Klogt, de mange køreture gjorde dem til kamikazepiloter og trak et spor af spat, skænderier og psykologtimer efter sig.

Men den væsentligste forandring består i den aldersmæssige casting. Det er i denne sæson slut med naivt at tro, at kærlighed ikke kender til alder. For det gør den, i al fald har programmet igen og igen lært os, at 50 år er den absolutte spærregrænse. Måske ligger den endda på 35, og vi kan forestille os årsagen:

Herunder har man endnu ikke lidt for mange kærlighedsforlis, og der er endnu ikke gået orm i kernefamiliehuset. Og måske mere væsentligt: Man har en intakt tro på, at det er en større lykke at være sammen med en anden end alene med sin hund.

Dette års modne par, Martin og Pernille, er begge over 40 og bringer en herlig psykedelisk Fritz og Poul-energi til programmet. De får taget bryllupsbilleder, der ligner sindbilledet på tarmslyng, og mens de skåler i rosé, skriger de af grin og blærer sig med deres virksomheder.

Hurtigt kommer udtrykket »twin flames« på bordet, og Pernille får flere gange sagt, at hun fornemmer, at der er en dybere mening med deres møde. Fra tidligere sæsoner ved vi dog, at en euforisk og balstyrisk bryllupsmiddag svarer nogenlunde til at stå øverst på skihopbakken på Garmisch-Partenkirchen: Forude venter nedturen.

Vi ved også, at ingen par over 35 år i Gift ved første blik har valgt at blive sammen, og at konceptet foreløbig har leveret en skilsmisseprocent på flotte 90. Kun tre af de foregående sæsoners 38 par er stadig sammen. Sidste år gik det som sagt helt galt, selvom eksperterne bedyrede, at de havde brugt måneder på at sammensætte parrene.

Egentlig er det ret vildt, at et koncept med så lav succesrate kan fortsætte med at tiltrække deltagere, men det kan det, og det er en sikker seersucces hvert år, måske fordi det har samme effekt på os som en græsk tragedie. Vi kender udfaldet, men gennemlever alligevel deltagernes lidelser og får måske en oplevelse af anagnorisis undervejs.

I de dysfunktionelle par kan vi genkende vores egen uformåenhed og endda gratis kloge os på, hvad de skulle have gjort i stedet. Dermed kan vi også drage lidt nytte af de hårdt tilkæmpede erfaringer fra den stadig rygende ruinhob af kærlighedsnederlag, som ligger bag os.

I de meget få funktionelle par kan vi få oplevelsen af lidt håb og sødme og måske genkende kærlighedens vandmærke, der består i, at man ikke får den anden til at gå ind i sig selv, men ind i noget fælles.

Og netop det sidste er de modne par overraskende lidt villige til. De har ganske vist meldt sig til et kærlighedseksperiment, fordi de er trætte af at leve alene, men ender alligevel altid med at foretrække en singletilværelse med en hund, der sover i en vugge ved siden af sengen. Eller et samliv med 68 mandsstore modelfly.

Fra traileren ved vi allerede nu, at Martin på et tidspunkt slår hårdt i bordet, træt af det han ellers har anglet efter: At blive sat på plads af sin partner, hvilket er en underlig stræben for en 46-årig, for er det egentlig ikke meningen, at man selv skal være i stand til det? Det lover godt for dramaet, men skidt for kærligheden, og det er da også de færreste voksne kvinder, som tænder på store hundehvalpe forklædt som mænd.

Omvendt må man også sige, at Pernilles forestilling om »twin flames« er mindst lige så usikker. Flere sæsoner af Gift ved første blik har udtrykkeligt lært os, at hvis vi leder efter en, der ligner os selv, ender vi alene med os selv. Vi kan ikke finde den rette, hvis den rette i virkeligheden er os selv.

Så held og lykke til Pernille og Martin, og selvfølgelig også til de andre fra os tragedieelskere, der ser med fra tilskuerrækkerne i DRs udvidede amfiteater. Årets store globryllup er i gang.