Fortrængninger. Østrigeren Eva Menasse fortæller ikke, hvad der skete i grænsebyen Rechnitz en forfærdelig nat i marts 1945. Men hun viser os, hvorfor ingen af de implicerede vil huske det.
Mørkeblomst
I efteråret 1989, det uforglemmelige efterår, hvor Berlinmuren falder, og de fleste såkaldt socialistiske regimer bryder sammen i Østeuropa, finder en række små hændelser sted i den lille by Dunkelblum, der ligger lige mellem øst og vest, nærmere bestemt lige ved Østrigs grænse til Ungarn. Hændelser, som formentlig har mere med hinanden og med den store europæiske historie at gøre, end man umiddelbart skulle tro.
Et skelet af en ukendt mand bliver fundet på en mark. En lærerinde, der synes, at byen trænger til at få et lokalhistorisk museum, forsvinder sporløst. Nogle unge studerende fra Wien vil restaurere en forsømt jødisk kirkegård, men afbrydes i deres arbejde af bøller, der maler hagekors på de forvitrede gravsten. Et borgermøde på byens hotel ender i kaos. På mødet har man diskuteret, om byens vand fortsat skal leveres af et stort udenbys selskab, eller om det i stedet burde komme fra byens egen undergrund. Det sidste ville være det billigste. Men modviljen mod at grave efter vand viser sig at være stor. Hvorfor? Hvad frygter man at finde?
Del: