Denne film er som en centrifuge. Det er vigtigt at tage en dyb indånding, før man kaster sig ind i maskinen. Babylon rammer jorden i høj fart og holder tempoet fra scene ét. Der kommer stille steder, men sanseløsheden bliver ved i tre timer. Det er ikke en film, som man nyder i fred.
Der er tre centrale karakterer i det panoramiske myldrebillede. Det første ansigt, som filmen stiller skarpt på, tilhører mexicaneren Manuel Torres (Diego Calva), der kom til Californien som dreng. Han arbejder på at migrere socialt og blive til amerikaneren Manny Torres.
Senere bliver Manny en stor kanon på Kinoscope Pictures. Da er han steget i graderne hos MGM, hvor han arbejder sammen med blandt andre Irving Thalberg (Max Minghella). Lige nu er han slet ikke noget. Kinoscope er filmens fiktive hovedkvarter. Facaden ligner Paramount Pictures.
I første scene er Manny desperat. Han står i ørkenens snerrende hede og skal fragte en elefant til festen hos Kinoscopes ejer. Vi er endnu i pionertiden. Det er lige før tonefilmen. Til den store lysfest kommer alle, der på nogen måde er noget ved musikken i Hollywood i 1926.
Elefanten er for tung til den hestetransport, der påtager sig opgaven. Dyret sætter tonen ved at sprede fækalier over kameralinsen. Elefantens afføring falder i store, dampende klumper. Det er filmens første æstetiske statement – og trods alt når transporten sit mål.
TIL FESTEN KOMMER også Jack Conrad, tidens maskuline superstjerne, som bliver værdigt fremstillet af Brad Pitt. Babylon blander historiske skikkelser med fiktive konstruktioner. Jack har træk fra Douglas Fairbanks og Clark Gable. Karrierekurven ligner John Gilberts.
Jack bliver gift og skilt adskillige gange. Han drømmer om at skabe film på niveau med europæisk kultur. Da tonefilmen kommer, og faget bliver sværere, står han på mål for den mest demokratiske kunstart. Til festen er han endnu ekspansiv og ubekymret. Det er Jack, der hyrer Manny som altmuligmand.
Imens forsøger stjernefrøet Nellie LaRoy at komme ind. Nellie bliver spillet af Margot Robbie. Hun ligger typemæssigt et sted mellem Jean Harlow og Clara Bow. Nellie ser frem til at fråse. Hun vil være gudinden, alle begærer. Manny hjælper Nellie ind i palæet, hvor dansen om Guldkalven er i fuld gang.
Festen er et grænseoverskridende spektakel. Alligevel bliver der stille, mens den kinesiske – og lesbiske – Lady Fay Zhu (Li Jun Li) fremfører sangen om »My Friend's Pussy«. Stilen er som Dietrich, modellen kunne være Anna May Wong. Om dagen er Fay tekstforfatter. Hun skriver skiltene med dialog.
Hver karakter bliver fulgt hjem. Brad Pitt snubler over rækværket og lander i sin swimmingpool. Manny samler beruseren op, men det er Jack, som er frisk næste morgen, da alle møder på drømmefabrikken. Først da, efter 20 minutter, kommer titlen op i versaler: »BABYLON« står der med røde bogstaver.
HOLLYWOOD HAR ALTID holdt af at fortælle sin egen historie. Babylon lægger sig især efter to litterært forankrede film: John Schlesingers The Day of the Locust (1975, da. Katastrofenatten), som brugte Nathanael Wests roman Græshoppens dag, og Elia Kazans The Last Tycoon (1976, da. Magtens sødme), som var baseret på F. Scott Fitzgeralds sidste roman.
Damien Chazelle fortæller med samme sans for stoffet, som David Fincher gjorde i Mank (2020). Han har naturligvis set den franske The Artist (2011). Som noget nyt erkender han at være inspireret af Tom Tykwers blik på Weimar-tiden i tv-serien Babylon Berlin. Øverst blandt alle kilder er dog Singin' in the Rain (1952), den klassiske musical, som ligefrem er indlejret i Babylon. Det vender jeg tilbage til.
Chazelle er født i 1985. Han er vokset op med den samlede kulturarv og har sine egne ideer. Hans wunderkind-status blev konsolideret med La La Land (2016) – en håndlavet musical for dagens små stjerner. Han er musikuddannet og elsker den rå jazz, han brugte i Whiplash (2014). Efter La La Land fulgte First Man (2018) – en biopic om astronauten Neil Armstrong.
Hver film åbner med et sætstykke, der ryster tilskueren, så tavlen er ren. Orgiet fungerer netop sådan. Her er hedonisme i metermål, faglig kynisme, knuste og realiserede drømme. Babylon blander alt i en gryde.
DET ER I sidesporene, at Chazelle er bedst. Manny producerer koncertfilm med jazzmusikeren Sidney Palmer (Jovan Adepo), som er afrikansk-amerikansk. Nellie får sit gennembrud hos Ruth Adler (Olivia Hamilton). Adler kunne være Alice Guy-Blaché, som instruerede mere end 100 film. Chazelle viser, at de kvindelige instruktører endnu ikke var skrevet ud af historien.
Babylon er klippet meget ujævnt. Chazelle fravælger det episke sug for en synkoperet rytme. Så når han standser og bliver stille, gør det indtryk. Det sker især i Jacks synsvinkel, hvor nogle af scenerne bliver epifanier.
I bakkerne bag Kinoscope er en tysk auteur (baseret på Erich von Stroheim) i færd med at optage en slagscene. Der er 1.000 statister og mange problemer. Manny redder dagen ved at skaffe et nyt kamera. Han når frem, mens solen synker, og kærlighedsscenen får særlig fylde. Lyset er stille og gyldent. Vi deler Jacks ærefrygt. Her bliver der virkelig skabt film for the ages.
FILMEN HAR SIT hjerte i scenen, hvor Jack konfronterer journalisten Elinor St. John (Jean Smart) med en giftig artikel, som hun har skrevet. Hun svarer ham ærligt i en lang monolog. Enkelte stjerner kommer og går, men Hollywood lever videre. Det hele giver mening. Livet er flygtigt, men kunsten er evig. Jack vender sig på vej ud og siger: »Tak for det.«
Han indser, at tiden er gået, da han sniger sig til en visning, hvor han spiller helt i en krigsfilm. »Jeg elsker dig, jeg elsker dig, jeg elsker dig,« siger han til sin medspiller. Det samme gør Gene Kelly som Don Lockwood i Singin' in the Rain. Og publikum griner på samme måde.
Motivet bliver forløst i epilogen. En af karaktererne lever stadig i 1952 og ser undrende, med smil gennem tårer og omvendt, hvordan det hele bliver levende igen. Chazelle citerer fra Singin' in the Rain i flere minutter. Man begynder næsten at følge med.
Da spiller Chazelle temakortet. Han viser et svimlende sammenklip af hele den kommende filmhistorie. Salen i 1952 bliver et øjeblik den evige biograf. Karakteren, hvis liv tog en uventet drejning, ser på lærredet: De var der, og de gjorde det. Der var et sted, som hed Hollywood.
CHAZELLE HAR FLERE af sine historier fra Kenneth Angers Hollywood Babylon (1975), som med rette nyder kultstatus, skønt meget i bogen er overdrevet. Anger elsker tarveligheden. Dén gør Chazelle meget ud af til slut.
På vej hjem husker jeg en helt anden side af Babylon-motivet. I 1916 indspillede D.W. Griffith sin monumentale Intolerance, der har en spilletid på fire timer. Babylons porte blev genrejst til lejligheden.
I Godmorgen, Babylon (1987) lader brødrene Taviani to toscanske håndværkere emigrere til USA og blive ansat hos Griffith. De arbejder stille og roligt i solen. De falder til, får kærester og har den bedste tid i deres liv. Både hos Griffith og Taviani optræder der elefanter.
Fornemmelsen for hverdag går tabt i Chazelles hyperfart. Til gengæld giver han stedet liv og formulerer næsten et æstetisk program. Babylon er hverken perfekt eller katastrofal. Først og fremmest har filmen kant og vision. Den er interessant, og den er anbefalet. Jeg skal i hvert fald se den igen.
Babylon. Instruktion og manus: Damien Chazelle. Foto: Linus Sandgren. 189 minutter USA 2022. 121 biografer landet over.
