Putin giver få svar, men styrker Nationalgarden

Ansigtsudtrykkene var yderst alvorlige, anledningen ligeså, og kønsfordelingen som den plejer, da Vladimir Putin holdt hof for sine vigtigste undersåtter mandag aften. Det var de såkaldte siloviki, der har præsidentens velsignelse til at udøve magt og vold i Rusland og omegn.

På den ene side af Putins berømte lange bord sad formanden for Sikkerhedsrådet, statsanklageren, chefen for Nationalgarden, indenrigsministeren (og dermed politichefen) samt lederen af efterforskningskomitéen. På den anden side placerede Putin sin stabschef og desuden forsvarsministeren, chefen for efterretningstjenesten FSB og lederen af sikkerhedstjenesten FSO, der blandt andet har ansvaret for Putins egen sikkerhed.

»Jeg har samlet jer for at takke jer for det arbejde, som I har udført i de seneste døgn,« lød det indledende fra Putin.

Men såvel hans kropssprog som stemningen i rummet talte mere for, at de fremmødte i virkeligheden skulle have en ordentlig skideballe for at have sovet i timen i weekenden, da Wagner-lederen Jevgenij Prigozjin begik mytteri.

Tv-billeder fra indledningen af topmødet i Kreml blev sendt kort efter, at de russiske tv-kanaler havde vist en kort tale, hvori Putin for første gang siden lørdag formiddag kommenterede Wagners spektakulære felttog mod først millionbyen Rostov ved Don (og dermed det sydlige militærdistrikts hovedkvarter) og senere Ruslands hovedstad, Moskva.

Håndteringen af mytteriet var en stor succes, kunne man forstå på Putin, som blandt andet fremhævede, at den lovgivende og den udøvende magt konsoliderede sig, da der var brug for det. Og mere til:

»Alle civilorganisationer, trossamfund, førende politiske partier og egentlig hele det russiske samfund har udtrykt en kraftig og utvetydig støtte til den forfatningsmæssige orden.«

I virkelighedens verden var opbakningen dog noget mere tvivlsom, idet flere ledende politikere og propagandister var påfaldende stille, mens en række populære krigsbloggere undgik af tage entydig afstand fra Prigozjin i deres dækning af mytteriet, selv efter at Putin lørdag formiddag kaldte det for forræderi.

Sandt er det til gengæld, at Ruslands vigtigste religiøse leder, patriark Kirill, kom med en erklæring, som dels kaldte Wagners fremmarch for »den største forbrydelse, der ikke kan forsvares«, og dels opfordrede alle til at bede for fred i Rusland. Sådan som det så ud lørdag eftermiddag, var der umiddelbart brug for det.

Flere mulige forklaringer

På det tidspunkt var Wagner-soldaterne tydeligvis ikke bange for at skyde efter, hvad hæren måtte sende efter dem. Ifølge russiske medier gik det ud over hele seks helikoptere samt et fly, der fungerede som en kommandocentral og havde 10 mennesker om bord.

I Moskva skød flypriserne i vejret i takt med, at Wagner-gruppen nærmede sig, og der kom ubekræftede meldinger om, at Putin og en række andre VIPer havde forladt byen. Syd for hovedstaden blev gravemaskiner sat i gang med at grave veje op for at besværliggøre Wagners fremrykning.

Den primitive taktik virkede alarmerende i sig selv. For kunne Putin virkelig ikke stoppe Wagner på en anden måde? Hvad var den russiske hær, Ruslands stolthed, i virkeligheden værd?

Gennem mange år har russerne fået at vide, at deres hær var den næststærkeste i verden efter den amerikanske. Under den igangværende »særlige militære operation« har den skuffet så meget, at man selv i Rusland var begyndt at joke med, at den rigtig nok var den næststærkeste – men dog kun af de to hære, der kæmper i Ukraine. I weekenden blev den så tilsyneladende yderligere degraderet til kun at være den næststærkeste i Rusland efter Wagner.

Lørdag aften stoppede Prigozjin endelig sin kolonne, da den befandt sig omkring 200 kilometer fra Moskva. Lige siden har der været mange spekulationer om, hvorfor han opgav sit foretagende. Kun de færreste har i den forbindelse troet på Prigozjins egen forklaring om, at han gjorde det for at »undgå at spilde russisk blod«, som han udtrykte det lørdag og gentog mandag eftermiddag. For hvis Prigozjin var så optaget af at spare russiske liv, ville han næppe beordre nedskydningen af hærens helikoptere og fly samt bruge tusindvis af soldater som kanonføde i Ukraine.

Derfor peger de fleste iagttagere på, at Prigozjin snarere blev overbevist om, at han næppe kunne indtage Moskva på samme måde som Rostov, og at et eventuelt forsøg ville ende fatalt for både hans folk og ham selv. Måske satsede han oprindeligt på, at en betydelig del af hæren ville tilslutte sig hans oprør, sådan som han opfordrede dem til at gøre. Da det så ikke skete, måtte han kaste håndklædet i ringen.

Man kan heller ikke udelukke, at han rent faktisk taler sandt, når han nu forsikrer, at han skam ikke havde planer om at vælte »de lovligt folkevalgte magthavere«, som han formulerede det mandag eftermiddag. Og dog er der også en anden forklaring, der har floreret på russiske sociale medier siden lørdag aften, og som siden er blevet viderebragt i seriøse medier som den britiske avis The Telegraph. Med henvisning til britiske efterretningskilder skrev avisen, at Prigozjin stoppede, fordi Kremls agenter truede ham med at skade hans familiemedlemmer samt familiemedlemmer til andre førende skikkelser i Wagner-gruppen.

Anslag mod Putins autoritet

Et andet afgørende spørgsmål er, hvorfor Putin tillod Wagner-gruppen at fortsætte sit felttog i de godt ni timer, der gik, fra at han kaldte det for forræderi, til at Prigozjin stoppede fremmarchen omkring 200 kilometer fra Moskva. Her giver Putins egen forklaring om, at han ville undgå store blodsudgydelser, faktisk god mening.

Et større militært slag ville skabe massiv usikkerhed i befolkningen og kunne gå ud over krigsindsatsen i Ukraine. Tilmed var der også en risiko for, at nogle af hærens soldater ikke ville adlyde ordren om at skyde på deres landsmænd. Netop den slags udviklinger har historisk væltet diktatorer i adskillige verdensdele.

Men kønt har det mildest talt ikke været for Putin, hvilket selv hans trofaste propagandister ikke længere kan holde skjult:

»Det er et alvorligt anslag mod landets og præsidentens autoritet,« konstaterede den normalt Putin-tro filminstruktør og debattør Karen Sjakhnazarov.

Hans ord faldt i et interview med Ruslands største tv-journalist, Vladimir Solovjov. Som så mange andre så Solovjov sig nødsaget til at takke den belarusiske diktator Aleksandr Lukasjenko for at have reddet Rusland ved at forhandle direkte med Jevgenij Prigozjin:

»Hans rolle og forhandlingstalent kan ikke overvurderes. Det var en enestående bedrift at få stoppet borgerkrigen, som de facto allerede var begyndt,« sagde Solovjov i et interview med en belarusisk tv-kanal.

At Lukasjenkos hjælp var nødvendig for at undgå blodsudgydelser i Moskva, fortæller en hel del om den rejse, Rusland har været på, siden Vladimir Putin begyndte invasionen af Ukraine. På mange måder har han nu skubbet landet tilbage til de tidlige postsovjetiske år, der var præget af krigen i Tjetjenien, økonomisk nedtur og en enorm politisk ustabilitet. I to omgange blev kampvogne sendt ind i Moskvas gader, og der var hele tiden usikkerhed omkring såvel Boris Jeltsins fremtid på præsidentposten som Ruslands fremtidige styreform.

Efter mange forholdsvis stabile år med Putin er russerne nu næsten tilbage ved 1990ernes udgangspunkt. Krigen i Ukraine er langt mere omfattende og omkostningsfuld end den i Tjetjenien, mens Putins på papiret bundsolide system er blevet afsløret som værende ekstremt sårbart. Millioner af russere må nu igen føle sig usikre på, hvordan Ruslands politiske fremtid ser ud, og hvordan krigen i Ukraine vil påvirke den. Kun russernes økonomi er – trods sanktionerne – stadig markant bedre, end den var under Jeltsin.

Taberne

Dengang i 1990erne var de fleste russere på fornavn med deres sympatiske katastrofeminister, Sergej Sjojgu. Ham har Vladimir Putin arvet fra Boris Jeltsin og med tiden forfremmet til forsvarsministerposten.

Frem til krigen i Ukraine blev Sjojgu set som et af de mest driftssikre kort i regeringen, men krigen er gået så dårligt, at kritikken er haglet ned over ham. Ikke mindst fra Wagner-lederen Prigozjin, der har kaldt ham for et røvhul og det, der er værre, samt krævet ham og generalstabschefen Valerij Gerasimov fyret og endda straffet under weekendens mytteri.

Det bizarre forløb efterlader Putin med et dilemma. På den ene side kan han ikke tillade sig at fyre Sjojgu, for så vil det se ud, som om han giver efter for Prigozjins pres. På den anden side har Prigozjin nu undermineret Sjojgus autoritet i en grad, så det på længere sigt kan blive skadeligt for Putin at lade ham fortsætte i forsvarsministeriet.

Selv i de statskontrollerede russiske medier kan man derfor mærke, at Sjojgus fremtid er usikker. Således har de hæftet sig ved, at han var til stede under mødet med Putin mandag aften. Tidligere var hans deltagelse ellers en selvfølge.

Tirsdag middag holdt Putin endnu en kort tale om mytteriet. Denne gang foregik det på Katedralpladsen i Kreml, hvor man havde opmarcheret soldater, efterretningsofficerer, politifolk og nationalgardister, som diktatoren takkede for at have stoppet borgerkrigen i Rusland. Ifølge Putin var det altså deres standhaftighed, der fik Prigozjin til at ombestemme sig og indgå en aftale med Kreml.

Som en del af aftalen får Prigozjin nu lov til at flytte til Belarus. Tilmed kan han tage sine trofaste Wagner-folk med – i hvert fald de af dem, der vælger at gøre det frem for at blive en del af den russiske hær:

»Lad mig gentage: I kan hver især selv bestemme det. Men jeg er sikker på, at det bliver et valg, som er truffet af russiske krigere, der har erkendt deres tragiske fejl,« lød det mandag aften fra Putin, der også understregede, at langt de fleste Wagner-soldater og deres overordnede er »russiske patrioter«.

Dermed ser det ud til, at Putin fortsætter med at dyrke sin evige tvetydighed. Han giver i første omgang Prigozjin og Wagner mulighed for at fortsætte med at spille en militærpolitisk rolle fra deres base i Belarus. Den belarusiske diktator Lukasjenko har da også allerede sagt, at hans egne tropper kommer til at lære af Wagners erfaringer. Dog bliver Wagner-gruppen tvunget til at efterlade sine tunge våben i Rusland.

Vinderen er Nationalgarden

Formentlig havner en del af dem nu hos Nationalgarden, der hører direkte under Vladimir Putin. Nationalgardisterne får nemlig for første gang udvidet deres arsenal med netop tunge våben som blandt andet kampvogne.

Det oplyste en smilende chef for Nationalgarden, Viktor Zolotov, straks efter Putins tale på Katedralpladsen i Kreml tirsdag eftermiddag. I samme omgang fortalte han stolt journalisterne, hvordan hans folk stod klar til at forsvare Moskva og om nødvendigt dø lørdag aften.

Dermed ser det ud til, at Putin har truffet en beslutning om, hvem der især skal italesættes som Ruslands frelser og styrkes i den kommende tid. Tilsyneladende bliver det Nationalgarden – og ikke forsvarsministeriet, der er blevet miskrediteret i både Putins og befolkningens øjne.