»Hvordan skal man egentlig udtale Jesper?« spørger Ute Frevert i slutningen af mit interview med hende: »Skal jeg sige det ligesom det tyske Jasper, eller er det med et langstrakt e … Jeeh-sper?« Jeg svarer lettere mystificeret, at hun bare kan udtale det med et tysk a med umlaut, altså Jäsper, men tilføjer så, at min mor egentlig bare valgte navnet, fordi J’espere betyder »jeg håber« på fransk.

»Din mor har sikkert fået sit håb opfyldt,« smiler Frevert og vender tilbage til det egentlige interview. Sådan kan en samtale med en verdensklassehistoriker føre til overraskende smiger, men det bekræfter mig i, at Frevert kan noget med følelser.