For bare 30 år siden, efter vores sejrrige udgang af Den Kolde Krig, virkede Vesten uovervindelig. Sådan er det ikke i dag, hvor vi er udfordret fra flere sider. Af det frihedsundertrykkende Kina, af det imperialistiske Rusland og af uberegnelige udviklingslande i det globale syd, som ikke længere ser Vesten som forbilledet. I stedet for en liberal verdensorden er der opstået en verdensuorden. Hvordan kunne det egentlig ske?

Det har professor Peter R. Neumann givet et bud på i den tyske bestseller Den nye verdensuorden – hvordan Vesten ødelægger sig selv (Die neue Weltunordnung – wie sich der Westen selbst zerstört). Det er en idéhistorisk-politologisk fortælling om vejen fra Berlinmurens fald i 1989 til nine-eleven i USA. Fra krigene på Balkan og i Mellemøsten til den russiske mod Ukraine. Bogens fikspunkter er også de asiatiske tigerøkonomiers sejrsgang, Trump og Brexit, Tysklands naive udenrigspolitik.